18.11.2009

Polen har historisk været presset mellem sine store naboer, men polakkerne er ikke tilfredse med at blive holdt udenfor. For at bedre forholdet til Polen har tyskerne på det seneste forsøgt visse officielle tilnærmelser. Men på trods af udsagn om et varmt tysk-polsk forhold er det mere besværligt end som så.

Af Troels Yde Toftdahl

TRE dage efter sin tiltrædelse som tysk udenrigsminister rejste Guido Westerwelle (foto øverst t.h.) til Polen. At ministerens første udlandsrejse gik østpå og ikke til Paris eller Washington var, ifølge Westerwelle selv, ikke noget tilfælde.  Og begge parter var ikke sene til at rose det polsk-tyske forhold og benævne mødet som  ”det bedste i historien”. Historien taget i betragtning siger dette desværre ikke så meget –  og det polsk-tyske forhold er stadig ikke varmt.

Den nyere historie er dog et lyspunkt. Berlinmuren er faldet, Europa er genforenet, og de ydre trusler er forsvundet. I 2004 blev Polen og Tyskland endda forenet i EU. Alligevel er forholdet mellem de to lande anspændt.

Polen har siden det blev delt mellem Østrig-Ungarn, Rusland og Preussen i slutningen af 1700-tallet ikke haft det nemt. Der er blevet flyttet rundt på grænserne (Polen måtte efter Anden Verdenskrig afstå store territorier til Sovjetunionen og fik i tilgift gamle tyske områder), der er blevet invaderet, og der er blevet udraderet (omkring to millioner etniske polakker og tre millioner polske jøder døde under Anden Verdenskrig). Det skulle murens fald ændre på – Polen skulle finde sin plads i solen som bro mellem øst og vest. Tysklands genforening og kommunismens sammenbrud betød enden på sovjetisk dominans og mulighed for en ”tilbagevenden til Europa”.

Tyskland, på den anden side, havde heller ikke et for godt århundrede og fra tysk side har man efter Anden Verdenskrig været bevidst om, med Merkels ord, ikke at ”bedrive politik til last for sine naboer”. Den gængse version af tysk udenrigspolitik handler om en Sonderweg – en særlig retning. Tyskland er ikke en normal stat; man vægter internationalt samarbejde, diplomati og handel højere end nationale interesser, militarisme og særaftaler. Efter Anden Verdenskrig blev Vesttyskland hurtigt rehabiliteret og, Bonns Sonderweg skaffede hurtigt landet adgang til de bonede gulve i nationale hovedstæder og i NATO, EU og FN. Murens fald betød derfor ikke kun DDR’s endeligt. Også den såkaldte Bonn-republik – den vesttyske politiske tradition – stod for fald med genforeningen og flytningen af regeringssædet fra Bonn til Berlin.

Normalisering af tysk udenrigspolitik?
Gerhard Schröder var den første kansler i Berlin-republikken og personificerer normaliseringen af tysk udenrigspolitik. Han satte en stopper for checkhæfte-diplomatiet i EU-sammenhæng – den procedure, der hidtil betød, at Tyskland på grund af sin særlige skyld- og ansvarsfølelse over for Europa kunne forventes i de sene nattetimer at smide ekstra penge på bordet for at få et kompromis i land.

Schröder plejede tætte kontakter med de stærke europæiske statschefer; Chirac, Berlusconi, Putin og i mindre grad Blair. Forholdet til USA – Tysklands vigtigste militære allierede – var derimod iskoldt. Modstanden mod Irak-krigen, hvor Paris, Berlin og Moskva stod skulder ved skulder mod USA’s krig var det hidtidige højdepunkt. Berlin-republikken er således mere selvstændig i sit valg af samarbejdspartnere, end Bonn måske var.

Især forholdet til Rusland er bemærkelsesværdigt. Schröder fortsatte en lang tysk tradition for ”saunadiplomati” – opkaldt efter Kohls saunatur med Jeltsin og et symbol på det tætte forhold mellem de to landes regeringschefer, der også eksisterede før murens fald (og som sandsynligvis også var medvirkende til den tyske genforening). Under Schröder blev det tætte forhold rost i høje toner som et strategisk partnerskab snarere end som den uundgåelige nødvendighed, et tåleligt forhold til Rusland havde været hidtil.

Schröder gjorde således som den første tyske kansler klart for enhver, at Tyskland faktisk havde interesser i traditionel forstand, men samtidig blev det understreget, at den særlige tyske Sonderweg var det mest effektive og legitime instrument til at indfri Tysklands prioriteter. Retorikken ændrede Shröder således ikke på: Europa, Tysklands særlige ansvar, og ”aldrig mere krig” stod stadig centralt som i Merkels første regeringsperiode.

Utilfredse polakker
I forholdet til Polen betød Tysklands opprioritering af egeninteresser, at man stod på hver sin side af skellet mellem det ”gamle” og ”nye” Europa. Fra Warszawa kunne denne nye tyske selvsikkerhed misforstås som en tilbagevenden til tidligere tiders tyske magtpolitik – en magtpolitik, som Polen ofte har været blandt de første ofre for. Bruddet med Bonn-republikkens udenrigspolitik var derfor ikke nødvendigvis noget, der blev modtaget med glæde i Warszawa.

Kort før Schröder tabte valget til Merkel i 2005 besluttede man at anlægge den nu nærmest berygtede Nord-Stream gasrørledning under Østersøen – direkte fra Rusland til Tyskland – og dermed uden om lande som Litauen, Hviderusland, Ukraine og Polen. Dette var en torn i øjet på polakkerne, der så rørledningen som en gentagelse af fordums magtpolitik med andre midler.

Ruslands jævnlige afbrydelser af gasleverancer til Ukraine og dermed til Østeuropa, inklusive Tyskland gjorde kun ondt værre. Fra Polens perspektiv er en ny direkte forsyningslinje russernes mulighed for at fortsætte med at tromle de tidligere Warszawapagt-medlemmer uden at komme på tværs af Berlin. Læg hertil konflikter om tyske Anden Verdenskrigsflygtninges ret til at erhverve sig ejendom i Polen, karikaturer i tyske aviser, der fremstillede de polske tvillinge-ledere – Kaczynski-brødrene – som kartofler og drilleri i pressen over, at premierminister Kaczynski stadig bor med sin mor. Alt i alt kunne forholdet i 2006-2007 dårligt blive værre mellem de to EU-medlemmer.

Netop Polens EU-medlemskab skabte problemer for tyskerne. Polakkerne ønskede at genforhandle stemmevægtningen i EU – igen med henvisning til Anden Verdenskrig: Tyskerne havde jo slået seks millioner polakker ihjel – og Polen ønskede, at disse også skulle tælle med. Dette og andre krav blev brugt til at holde forfatningstraktaten som gidsel – til stor frustration for lande som Tyskland og Frankrig. I 2007, under det tyske EU-formandskab, var en nøgleprioritet derfor at genforhandle den over ti år gamle partnerskabsaftale med Rusland. Igen var det polakkerne, der kom på tværs. Angiveligt på grund af russisk embargo på polske kødprodukter, men da Merkel havde fået russerne med på at afholde tekniske møder, var det polakkerne, der ikke mødte op.

Som EU-medlem demonstrerede Polen sin evne til at blokere forhandlinger om alt fra forfatningstraktatens fremtid til en ny samarbejdsaftale med Rusland. I EU-sammenhæng er Polen således en af de største knaster og til tider ganske uberegnelig.

Forsoning?
På trods af den såkaldte normalisering af tysk udenrigspolitik spiller EU stadig en helt central rolle i forfølgelsen af tyske interesser. Et varmt forhold til Polen er således afgørende for, at Tyskland kan forstærke sin indflydelse i verden gennem EU’s fælles udenrigspolitik ganske som det har været tilfældet de seneste 60 år.

Fra tysk side har man derfor indledt en charmeoffensiv, der fortsatte med Westerwelles besøg i Warszawa den 31. oktober og vægtningen af Polen ved højtideligholdelsen af murens fald i Berlin den 9. november. Ved en tale på Warszawas universitet i 2007 takkede Merkel polakkerne for, at hun i dag var tysk kansler – uden den polske fagbevægelses protester var muren aldrig faldet. Lech Walesa væltede i samme ånd symbolsk den første sten i Berlin i november i år. Den tyske præsident, Horst Köhler, besøgte som første land efter sit valg i 2004 – og igen efter sit genvalg i 2009 – Polen. I 2007 tog daværende udenrigsminister Steinmeier på weekend med den polske premierminister og begges ægtefæller. Endvidere forsvarede Steinmeier Nord-Stream ved at sige, at den jo skulle bygges for at styrke europæisk – ikke tysk – energisikkerhed, til trods for at Gazprom forbeholder sig ret til at bestemme, hvor gassen, de sælger, transporteres hen, når den er ankommet i Tyskland. Dertil kommer, at rørledningen blev vedtaget bilateralt med Rusland uden at konsultere Tysklands naboer. Det er heri bruddet med Bonn-republikken ligger. Sproget – Europa og europæiske interesser – er der stadig, Men indholdet synes at være et andet end, da Kohl sad i Bonn.

Handel eller sikkerhed
Uenighederne mellem Polen og Tyskland er derfor ikke forsvundet på trods af en fokuseret tysk indsats – og det er hverken den eller den anden parts skyld. De to lande er blot uenige om samarbejdets form og indhold – ikke om hvorvidt der skal samarbejdes.

Tyskland er en handelsstat. Indtil 2008 var man ”eksportverdensmester”: Den stat, der eksporterede flest varer i verden – flere end selv Kina. Tyske firmaer er således dybt afhængige af udenlandske kontrakter på grund af et forholdsmæssigt lavt hjemligt forbrug. Willy Brandts østpolitik i 70’erne var baseret på handel. Kohls engagement med Honecker i 1988-89 var baseret på handel og stadig mere gensidig afhængighed. Steinmeiers vision for EU’s østlige dimension, der blev præsenteret i 2007 var baseret på ”forandring gennem tilnærmelse”.

Polen derimod ses som en traditionel stat, der fokuserer på territorial sikkerhed, også i højere grad end, man forventer af et EU-medlem. Man har den længste grænse mod ikke-EU lande i blokken, herunder grænser til Ukraine, Hviderusland og – ja – Rusland. Således kan det ikke overraske, at man i Warszawa lægger langt større vægt på NATO end på EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Skuffelsen var stor da Obama skrottede missilskjoldsplanerne; dermed havde man i Polen mistet en stor mulighed for at sikre sig amerikansk tilstedeværelse. I Polen synes logikken at være, at Polen ved en invasion ikke kan regne med EU, kun NATO. Denne politik afspejler sig i Polens ageren i EU-samarbejdet. Når det kommer til Rusland, taler Tyskland og Polen slet ikke om det samme: Tyskland taler om et strategisk partnerskab med en nær handelspartner og ønsker, at EU skal handle mere. Polen derimod insisterer på energisikkerhed og vil sikre sig, at man ikke, endnu en gang, bliver kørt over. Når Tyskland og Rusland kommer for tæt på hinanden, ryster Polen i bukserne.

Westerwelles besøg i Warszawa skal ses som led i en indsats for at forsikre polakkerne om, at Tyskland ikke har tænkt sig at lade Rusland tromle Polen. Og at man i øvrigt heller ikke selv har tænkt sig at gøre det samme. Men det ændrer ikke på det generelle misforhold mellem de to lande – man har forskellige ønskesedler til EU-samarbejdet i almindelighed og til udenrigspolitikken i særdeleshed. Og Westerwelles charmeoffensiv virker hul, når der er en udbredt forventning om, at udnævnelsen af en ny EU-præsident og -udenrigsminister bliver truffet af Brown, Sarkozy og Merkel, inden den gummistemples i EU’s Ministerråd. Dette er ikke nødvendigvis rigtigt. Men det udstiller den frygt, Polen som et – i denne sammenhæng – lille land har for, at ”de store” skal bestemme det hele hen over hovedet på de små.

Tyskland er næsten blevet en normal stat med normale interesser. Polen er det også. Desværre er de to lande brugt historien forskelligt. Tyskland har brugt sin ansvarsfølelse til at skabe en ny rolle for sig selv i verden – en verden, hvor man (igen) sidder ved højbords. Polen derimod sidder fast i historien med en følelse af altid at blive kørt over af sine magtfulde naboer. At Tyskland atter sidder med, hvor det sker og i tillæg samarbejder tæt med Rusland, forstærker denne selvforståelse. Derfor nytter det næppe, at den nyudnævnte udenrigsminister tog til Warszawa, inden han tog til Paris.

Troels Yde Toftdahl MSc, Politics and Government in the EU, London School of Economics (2009). Kandidatstuderende i statskundskab, Københavns Universitet