07.10.2009

I slutningen af oktober skal EU-parlamentet og Ministerrådet vedtage den klimafinansierings-plan, som Kommissionen fremlagde et udspil til i forrige uge. RÆSON spørger Dan Jørgensen, hvordan socialdemokraterne helst ser EU-klimafinansiering opbygget? Og i hvor høj grad skal EU og Danmark finansiere klima forbedringer i verdens fattige lande? I Ugemgasinet #4 argumenterede Jens Rohde for sin vision for EU’s klimaindsats. Hvordan forholder du dig til denne?

En ny klimaaftale er afhængig af EU, og EU er afhængig af højrefløjen. Men reelt er de borgerlige partier ikke spor mere miljøvenlige nu end før: De har blot anerkendt, at det ikke længere er smart offentligt at opponere imod en ambitiøs klimapolitik og så satser de ensidigt på at markedskræfterne nok skal løse problemerne jf. Jens Rohde i forrige nummer af RÆSONs Ugemangasin.

Af Dan Jørgensen (MEP, S)

DET hele handler om at få en aftale som er ambitiøs nok til at holde den globale opvarmning under 2°C sammenlignet med temperaturen før industrialiseringen. For at nå det mål skal verdens industrialiserede lande – ifølge FN’s klimapanel – reducere udledningen af CO2 med mellem 25-40 % inden 2020 (i forhold til 1990-niveau). Mindst!

Men det bliver svært. Diskussionerne ved klimatopmødet kommer til at handle om, præcist hvor meget og hvornår de forskellige lande og grupperinger af lande skal reducere deres forurening. Desuden skal der penge på bordet. Verdens fattigste lande har brug for hjælp til at betale for den grønne omlægning. Ligesom det bliver dyrt at dæmme op for de konsekvenser af klimaforandringerne, som vi kun lige har set begyndelsen på.

Tre spillere har nøglepositioner i forhandlingerne – De tre aktører, der forurener mest:  Kina, USA og EU. Alle regner med, at EU går forrest. Hvis ikke vi i EU påtager os flest forpligtelser både politisk og økonomisk, bliver der næppe nogen ambitiøs aftale i december.

Vil EU levere? Den gode nyhed er, at alle EU’s 27 lande har skrevet under på en række klimamålsætninger, som sammenlignet med resten af verdens aktører er ret ambitiøse. Vigtigst er det, at man bakker op om FN’s klimapanels 2 graders målsætning, og at EU er villig til at reducere 30 % inden 2020. Desuden taler EU – stadig – udadtil med én stærk stemme.

Den dårlige nyhed er, at der under overfladen er dyb uenighed om hvilke redskaber, der skal til, for at nå de ambitiøse målsætninger. Mange lande har slet ikke den fornødne vilje til at lægge pres på industrien. Desuden kan solidariteten med verdens fattigste lande ligge på et meget lille sted.

Det er velkendt, at lande som Polen og Italien kæmper med næb og kløer imod stram regulering af de forurenende samfundssektorer. Ligesom de fleste østeuropæiske lande er imod at bruge EU-midler på at finansiere forureningsbekæmpelse og tilpasningen til klimaforandringerne i udviklingslandene. Men desværre er det ikke bare disse få lande, der er problemet. Konflikten stikker dybere. Når det kommer til stykket er selv store lande som Tyskland og Frankrig ikke villige til for alvor at sætte sig i førersædet.

Dertil kommer, at det selvsagt heller ikke hjælper, at det borgerlige Europa og Barosso vandt lederskabet af EU-Kommissionen for fem år mere. Kommissionens udspil til finansiering af klimaaftalen i sidste måned skuffede fælt i forhold til de løfter, der blev givet i foråret.

De borgerliges bedrag
I EU-parlamentet ses splittelsen også. Her er den mere partipolitisk end bundet op på nationale tilhørsforhold.

På den ene side kæmper vi Socialdemokrater sammen med de øvrige venstrefløjspartier en hård kamp for at fastholde ambitiøse CO2-reduktionsmål for EU og sikre, at vi også bidrager økonomisk til en løsning for verdens fattigste lande.

På den anden side kæmper de konservative og de liberale imod. Nogle få gør det direkte som fx. danskeren Morten Messerschmidt ved grundlæggende at betvivle, at der er problemer med klimaet, og at argumentere for at pengene er bedre brugt på andre ting. De fleste anerkender dog, at den globale opvarmning er et problem. De har bare en forfejlet og meget kynisk tilgang til, hvordan problemerne skal tackles.

En god eksponent for denne position er Venstres Jens Rohde. Ikke fordi han er nogen stor klimapolitiker. Han fylder ikke noget i klimadebatten i EU-parlamentet. Men fordi hans argumentation netop illustrerer fraværet af substans i svarene på de – ellers relevante – spørgsmål, han og andre borgerlige politikere bliver stillet (som i RÆSONs ugemagasin d. 23.09.09). Og fordi han er blind i sin tro på, at markedskræfterne er løsningen på alle verdens problemer.

De borgerlige taler på overfladen ofte højt og flot om “ansvar” og “solidaritet” i klimadebatten. Engang imellem svinger de sig endda helt op på de høje nagler, som da Rohde her i RÆSON skrev: “Der er simpelthen behov for et paradigmeskifte i EU” med henvisning til, at der skal langt flere midler til forskning i grøn teknologi i EU.

Bag de flotte ord mangler dog viljen til politisk handling og et opgør med troen på, at det hele nok er bedst overladt til markedskræfterne.

Reelt er den borgerlige fløj ikke blevet en døjt mere miljøvenlig, end den nogensinde har været. De borgerlige har blot anerkendt, at det ikke længere er smart offentligt at opponere imod en ambitiøs klimapolitik. Ligesom en del af dem uden tvivl også ser et økonomisk potentiale for EU-landene i at investere i ny grøn teknologi. Ikke pga. miljøet, men fordi det er en god forretning. Den tankegang skinner tydeligt igennem hos Rohde, der ikke en eneste gang i sin artikel taler om de forfærdelige konsekvenser klimaforandringerne har. Rohde frygter alene, at “USA løber med alle konkurrencefordelene [..] mens vi taler og regulerer i EU”

De borgerliges mantra på klimaområdet lyder: Regulering er skidt. Lad i stedet markedskræfterne råde. Det så vi fx, da Rohdes partifæller fra Venstre sidste år var med til at undtage den europæiske bilindustri fra ambitiøse krav i EU’s klimapakke. Den borgerlige tilgang til klimaspørgsmålet er ekstremt kynisk. Hensynet til industrien, troen på markedskræfterne og afskyen for politiske reguleringsinstrumenter kommer før hensynet til de fattige lande, der vil blive ramt først og hårdest af klimaforandringerne. Rohde skriver: “hverken offentlige eller private penge hænger på træerne, sådan som socialister og andre godgørere tilsyneladende tror”. Rohde har ret i at penge ikke hænger på træerne , men han overser at vi har en moralsk forpligtelse til at betale en del af indsatsen, både fordi det er os, der historisk bærer ansvaret for klimaforandringerne, og fordi der ikke er andre, der vil. Markedskræfterne gør det ikke.

Hvis EU skal være den bærende kraft i en klimaaftale, som er ambitiøs nok, må de borgerliges klimakynisme udstilles og modargumenteres. Men det er ikke nok, at det gøres her. Danmark som land – og Jens Rohde i særdeleshed – er ret uvæsentlige aktører i denne debat. Det, vi skal sætte vores lid til, er, at de borgerlige partier i EU’s store lande bliver presset i den rigtige retning.

Vilje og valuta
Hvad skal der så til, for at EU kan gøre den nødvendige forskel ved COP15? Svaret er selvsagt ikke enkelt. Men to ting ligger fast.

1) For det første er viljen til at gå forrest med ambitiøse CO2-reduktionssmålsætninger afgørende. Her må der ikke være nogen vaklen i geledderne. EU skal stå for mindst 30 % reduktion i 2020. Og størstedelen af den reduktion skal finde sted inden for EU – ikke ved at købe kvoter på verdensmarkedet. Det betyder også, at EU skal sende klare signaler om, at vi i fremtiden vil regulere industri, transport, landbrug og forbrugeradfærd.

2) For det andet er det ikke nok, som Rohde gør det, alene at konstatere: “at de udviklede lande skal smide penge på bordet i en eller anden form” og så i øvrigt ikke forholde sig til, hvor meget eller hvorfra pengene skal komme, men ellers regne med, at markedet klarer resten.

EU skal spille ind med konkrete beløb. Ikke bare fikse omskrivninger af udviklingsbistand, der allerede er blevet bevilget.

Kommissionen foreslog i sidste uge, at de rige lande bidrager med 22-50 milliarder euro om året til klimatiltag i verdens fattigste lande i 2020. Skal man tro seneste videnskabelige resultater, dækker det bare kun udgifterne til tilpasning til klimaforandringerne. Det efterlader et gabende tomt hul, når det gælder finansiering af reduktionen af de drivhusgasser, der skaber problemet.

Greenpeace og Oxfam [international NGO, der kæmper mod fattigdom, red.] leverer en langt mere realistisk finansieringsmodel i overensstemmelse med den nyeste forskning. De tilsiger, at de rige lande skal bidrage med 110 milliarder euro i årlig bistand til verdens fattigste lande i 2020.

Beløbene forekommer høje. Men det er ikke urealistisk at nå dem. Vi ville fx komme langt hvis EU-landene blot omlagde den støtte, der i dag gives til traditionelle fossile brændstoffer og atomkraft – ja, læseren tror sikkert det er løgn, men disse sektorer modtager støtte i stor stil. Eller hvis vi besluttede, at alle de midler, der vil komme ind i provenu fra bortaktionering af kvoter i EU’s CO2-kvotehandelssystem, gik til verdens fattigste lande.

EU kan blive den aktør, der gør forskellen ved COP15. Men det kræver vilje og valuta. Lad os håbe, at det borgerlige flertal vil levere.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen