04.11.2009

Tirsdag slog den tjekkiske forfatningsdomstol fast, at Lissabontraktaten ikke er i strid med landets grundlov, så nu kan kampen om de nye EU-topposter begynde for alvor. Tony Blair er i spil til „præsidentposten“, men taber terræn: han kritiseres for at fylde for meget i projektørlyset og for lidt i maskinrummet. Briterne bliver dog næppe snydt: Udenrigsminister David Miliband kan nemlig ende med at blive EU’s potentielt meget magtfulde ”udenrigsminister” – en stilling, der har potentiale til at blive EU’s mest høj-profilerede post.

Af Marlene Wind, Ph.d, professor, leder af Center for Europæisk Politik, Statskundskab, KU

MED den tjekkiske forfatningsdomstols Lissabon-afgørelse og præsident Vaclev Klaus’ underskrift af traktaten tirsdag er vejen nu banet for den store EU-kabale. Stolelegen er begyndt, og de poster, der skal besættes med traktatens ikrafttræden, er bestemt ikke ligegyldige. Selvom det svenske EU-formandskab hårdnakket har nægtet at kommentere sagen, vidner EU’s netop overståede topmøde i Bruxelles om, at den store kabale pt. er ved at blive lagt.

EU skal både have en ny formand for Det Europæiske Råd – en såkaldt præsident – der skal også findes en ny ’High Representative’, i folkemunde en EU-udenrigsminister, der kan afløse Javier Solana. Sammen med den for nylig genudpegede formand for Kommissionen – José Manuel Barroso – vil dette trekløver nemlig udgøre EU’s nye lederskab. Efter otte års træden vande betyder ratificeringen af Lissabontraktaten således, at EU nu får hele tre chefer, der skal enes om at få det europæiske klaver til at spille i takt. Og hvem er så bedst egnet til at besætte de to poster, der er tilbage, efter at Barroso med lodder og trisser sikrede sig sin genudnævnelse?

Stjerne eller slider
I den senere tid har den tidligere britiske premier-minister Tony Blair fyldt meget i medierne og især været sat i forbindelse med præsidentposten. I Storbritannien svømmede medierne i sidste uge over med historier om hans meritter og kandidatur til posten. Og der var stort set ikke en avis eller magasin med respekt for sig selv, der ikke havde Blair som forsidehistorie i flotte glinsende farver. Blair er selvskrevet til posten og ikke til at komme udenom, stod der stort set samstemmende i alle britiske medier som opvarmning til ugens EU-topmøde. Det var da også netop dette budskab, Blairs tidligere kampfælle og nuværende premierminister Gordon Brown messede på topmødet – selvom spørgsmålet om EU’s kommende præsident ikke officielt var på dagsordenen.

Alligevel synes det som om luften er ved at gå ud af ballonen for Blair. Blair – der endnu ikke har meldt sig som officiel kandidat – er nemlig ikke en populær mand i Bruxelles og omegn. Han synes faktisk mere upopulær end nogensinde. Så upopulær, at der ligefrem er indledt en uofficiel kampagne mod hans kandidatur blandt de mindre EU-lande. I et notat, der cirkulerede i Bruxelles for nogle uger siden, skriver flere små EU-lande således, at de ikke ønsker en ‘glamorous figure’ som EU-præsident – uden dog at nævne Blair ved navn. Et andet slag mod Blairs ambitioner om at genindtræde på den europæiske politiske scene kom med Luxemburgs premierminister Jean Claude Junckers officielle udmelding i Le Monde i sidste uge, om at han personligt gerne tager posten, hvis han altså bliver spurgt. Juncker er om nogen bannerfører for anti-Blair fraktionen blandt de små EU-lande og mener ikke, at Blair nogensinde har gjort noget som helst godt for Europa. Trods imponerende retorik har Blair ikke fået Storbritannien tættere på Europa. Han udrettede intet under det sidste britiske EU-formandskab, og han har end ikke forsøgt at få Storbritannien med i hverken Schengen eller den fælles mønt. Han er ‘glamourøs’, ja, og veltalende som en Obama, men det er slet ikke – siger Juncker – hvad Europa har brug for i øjeblikket.

Juncker udtrykker på mange måder det, man også hører på vandrørene i Bruxelles i disse dage. Nemlig at Europa har brug for en hårdtarbejdende kompromismager snarere end for en politiker, der vil være mere optaget af at tage projektørlyset fra både Barroso som Kommissionsformand og fra EU’s nye udenrigsminister.

Alt dette kunne muligvis være lige meget, hvis EU’s store lande ellers støttede Blairs kandidatur, men det gør de tilsyneladende heller ikke. Blairs tidligere ven Sarkozy er påfaldende tavs. Det samme er Merkel, der synes at være mere varm på den ret anonyme Balkenende fra Holland. Selv Berlusconi, der ellers tidligere har bakket Blair kraftigt op, har fået kolde fødder og har trukket følehornene til sig.

Men hvad med Juncker selv? I EU-sammenhæng er han – som den vist nok længst siddende europæiske leder – et kendt navn. Mindre kendt er han imidlertid uden for EU-lederkredsen, men det mener flere er en fordel. Hans problem kan dog være, at han er yderst pro-europæisk – måske endog for meget for visse EU-lande. Hertil kommer, at han efter flere iagttageres mening virker for slidt i kanten til at kunne tilføre EU-samarbejdet den nødvendige vitalitet.

Pilen peger derfor pt. mere på Hollands svar på Harry Potter – Jan Peter Balkenende, som især tyskerne har set sig lune på. Måske fordi de uden de store anstrengelser forventer, at kunne holde snor i ham.

To andre endnu mere ukendte navne, der er begyndt at dukke op i Bruxelles, er den belgiske premierminister Herman van Rumpoy og den tidligere Østrigske kansler Wolfgang Schüssel. Schüssel savner dog nok den nødvendige opbakning i den bredere EU-kreds. Om Herman van Rumpoy har den vides endnu ikke. Han har været premierminister i Belgien i under et år og er et aldeles ubeskrevet blad  i en bredere europæisk kreds. Alligevel er hans navn ét, man hører flere nævne, når man taler med kendere af Bruxelles indercirkler.

Hvad enten det ender med ham eller en anden af de andre mindre kendte profiler, så er der pt. ikke meget, der tyder på, at vi får en markant europæisk leder, og der er heller ikke meget, der tyder på, at det bliver en kvinde.

Udenrigsministeren får magten
Ser vi på posten som EU’s udenrigsminister, så kan dette gå hen og blive en langt mere interessant figur. Selvom Javier Solana, der hidtil har beklædt posten, ikke har søgt projektørlyset, så har udenrigsministerposten potentiale til at blive EU’s mest høj-profilerede post. Heller ikke her vil der blive rettet op på kønsskævheden, for pilen peger pt. på Storbritanniens nuværende udenrigsminister David Miliband. Chancen for Miliband er naturligvis afhængig af, at Blair bliver forbigået som præsident for Det Europæiske Råd. Bliver han det, vil Miliband have en god chance. Miliband er i spil, fordi han er dygtig og karismatisk (på denne post er dette åbenbart ikke en bagdel!), men også fordi Storbritannien sammen med Frankrig er de største bidragydere til den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik.

Posten er interessant, fordi den bliver langt tungere og mere magtfuld med Lissabontraktaten, end den er i dag – primært fordi EU opretter et nyt administrativt apparat til at servicere netop udenrigsministeren. Hertil kommer, at EU’s nye udenrigsminister også bliver næstformand i Kommissionen. Man slår ganske enkelt de to job sammen, så EU’s udenrigsminister og udenrigskommissær bliver én og samme person. Det betyder, at den nye ansvarlige topleder får kommandoen over såvel den bløde som den hårde sikkerhed i EU.

Der bliver altså nok at tage fat på for Miliband, hvis han får posten, men han er bestemt ikke den eneste kandidat. Også den svenske udenrigsminister Carl Bildt har været nævnt og den franske udenrigsminister Bernard Kouchner. Bildt er imidlertid svækket af at være borgerlig og har måske en lidt for kompromisløs stil. Fordi mere og mere tyder på, at EU’s nye formand bliver borgerlig, vil udenrigsministeren skulle være socialdemokrat eller det, der ligner, og her vil Bildt naturligvis være diskvalificeret. Hertil kommer, at han efter nogles mening er for anti-russisk og for begejstret for tyrkisk EU-medlemskab. Men hvad så med Kouchner? Han har signaleret, at han gerne vil have jobbet, men ser ikke ud til at have opbakning fra sin arbejdsgiver Sarkozy, som i stedet har lanceret to andre franske navne: Michel Barnier og Hubert Vedrine. Meget er altså stadig åbent i spillet om udenrigsministerposten, og der kan stadig nå at dukke nye navne op.

Selvom fordelingen af EU’s nye topposter foregår bag lukkede døre i netop disse dage, så er der ikke meget, der tyder på, at den endelige europæiske kabale bliver afsløret før det ekstraordinære EU-topmøde midt i november. Indtil da må iagttagerne gætte videre og fortsætte med at lægge kongekabale.