11.11.2009

I USA handler Afghanistan-debatten primært om ét spørgsmål: ‘Hvor mange tropper er der behov for?’ Det betyder, at spørgsmål som ‘Hvordan skal indsatsen se ud?’ – kommer i anden række. Her skal EU spille en større rolle. Den civile indsats skal i højsædet. Derfor har EU nu præsenteret en ny Afghanistan-strategi, hvor lokalstyre, politi og landbrug fylder mere end den militære indsats.

Af Dan Jørgensen MEP (S)

PRÆSIDENT Obama kæmper lige nu med at udforme en ny strategi for USA’s engagement i Afghanistan, Obamas øverstbefalende i Afghanistan, General McChrystal, forlanger 40.000 ekstra tropper på landjorden. Vicepræsident Biden og et flertal af Obamas demokratiske partifæller i den amerikanske kongres ønsker derimod en markant reduktion i antallet af tropperne. Uanset hvilket ben Obama vælger at stå på, kan rammerne for debatten i Washington (meget) groft sagt reduceres til et spørgsmål om flere eller færre tropper.

Der er ingen tvivl om, at USA’s udspil er helt centralt for indsatsen i Afghanistan. Men det er helt afgørende, at det ikke alene er antallet af militære enheder, der er afgørende for udviklingen – og i sidste ende freden – i Afghanistan.

Fokus på tropper er ikke nok
Mens vi afventer Obamas udspil må vi ikke glemme, at behovet for institutions- og kapacitetsopbygning – opbygning af et politisk system både nationalt og lokalt, etablering af retsstat med domstole og politi og økonomisk udvikling – er helt essentielt for at sikre en stabil udvikling i Afghanistan. Det er det, der i sidste ende vil blive nøglen til succes.

Her har EU har en særligt vigtig rolle at spille. Ikke mindst i lyset af den endelige underskrivelse af Lissabon-traktaten i sidste uge, der styrker EU som en samlet international aktør.

Ud over at næsten halvdelen af de internationale ISAF-styrker under NATO’s kommando kommer fra EU-lande, bidrager EU og medlemsstaterne allerede i dag med næsten en milliard euro til den civile og politiske genopbygningsindsats i Afghanistan. EU er med andre ord allerede en af de helt centrale aktører i Afghanistan. Og selvom USA unægtelig er den væsentligste spiller, må vi i EU ikke bare lade os forlede af vindene i Washington og fokusere snævert på antallet af tropper. I stedet skal EU fastholde og styrke fokus på det, EU er bedst til – og kan blive endnu bedre til: Den civile udvikling.

EU både skal og kan nemlig bidrage til at skabe rammerne for stabilitet og sikkerhed i Afghanistan. Det sker bare ikke ved alene at øge eller sænke antallet af tropper, eller ved at hver enkelt medlemsstat enkeltvis enten blindt adlyder eller trodsigt afviser USA’s ønsker. Tværtimod! Det sker ved at forene EU’s ressourcer og indenfor rammerne af en samlet langsigtet strategi at udvikle statslige og lokale institutioner og styrke den civile udvikling i landet, så der gradvist overdrages mere og mere magt til de afghanske myndigheder.

Seniorforsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations og tidligere rådgiver for den afghanske regering, Daniel Korski, understreger ligeledes i RÆSONs Ugemagasin #8, at det er afgørende, at de europæiske lande ikke alene prøver at matche USA med at sende militære tropper, men i stedet lægger særligt vægt på at sende flere civile eksperter både til politi, administration og valgobservation.

EU’s nye handlingsplan
Heldigvis har EU nu langt om længe understreget prioriteringen af indsatsen i Afghanistan. Det skete, da EU’s stats- og regeringschefer forleden præsenterede en fælles ambitiøs handlingsplan for EU’s samlede indsats i Afghanistan og Pakistan under fortsat koordinering af FN. Med handlingsplanen kom EU et skridt nærmere den samlede strategi, der længe har været efterspurgt for den europæiske indsats i Afghanistan. Strategien lægger netop vægt på EU’s styrke som civil aktør ved at identificere hovedområder, der falder under denne kategori: styrkelse af lokalstyre, civil politistyrke og økonomisk vækst gennem mere og bedre landbrug:

Styrk lokalstyret. Hvis udviklingen i Afghanistan skal fungere på den lange bane, er det helt centralt, at Afghanistans regeringsinstitutioner bliver bygget op af og med afghanere. Afghansk medejerskab er forudsætningen for, at institutionerne lever videre, også når der engang skrues ned for internationale indsats. Regeringen i Kabul er naturligvis et vigtigt led i denne strategi. Men ligesom hele Danmark ikke kan styres fra København, kan Afghanistan heller ikke styres fra Kabul. I de sidste mange måneder forud for præsidentvalget har den internationale opmærksomhed været rettet på Kabul. Nu er tiden kommet til at sætte fokus på de lokale by- og regionalstyrer i det meget forskelligartede land. De er et centralt led i kapacitetsopbygningen. Det er her, det virkelige afghanske ejerskab skal opbygges. Det er her, borgerne skal se, at der leveres resultater. Med den nye strategi fortsætter og udbygger EU sit arbejde med det led af kapacitetsopbygningen. Dels ved direkte samarbejde med de afghanske myndigheder, dels ved at opfordre USA til at gøre det samme.

Styrk den civile politistyrke. Opbygningen af institutioner kan kompromitteres af en overhængende sikkerhedstrussel. Derfor er det ingen nyhed, at kapacitetsopbygningen nødvendigvis må gå hånd i hånd med styrkelse af sikkerheden. Også her er det vigtigt, at der bliver tale om afghansk medejerskab. En velfungerende afghansk politistyrke er helt nødvendig for, at sikkerhedssituationen stabiliseres ude i de enkelte landsbyer. EU vil derfor styrke samarbejdet og koordinationen mellem EUPOL og de enkelte medlemslandes programmer. De positive resultater fra opbygningen af politistyrker i Kabul skal gradvist udvides til flere provinser i landet.

Landbruget skal være vækstmotor. Den afghanske økonomi har gennem årtier været gennemsyret af opiumsproduktion, der har været Talebans primære indtægtskilde. Men også for den enkelte bonde har udbyttet ved at producere opium været langt større end ved produktion af konventionelt landbrug. 80 procent af den afghanske befolkning bor på landet. Landbruget er bogstaveligt talt deres levebrød, men også kilden til den økonomiske vækst, landet har så meget brug for. Vejen til stabilitet går gennem en stabil økonomi og altså gennem et bæredygtigt landbrug. Den enkelte bonde skal have incitament til at fravælge opiumsdyrkningen til fordel for konventionelle landbrugsafgrøder. Det vil på den ene side fratage Taleban deres levebrød. På den anden side vil det give mad på bordet og sætte skub i den økonomiske udvikling. EU vil koordinere indsatsen for at styrke landbrugssektoren i Afghanistan – også ved at inddrage de afghanske myndigheder, der har overblikket over hele sektoren

Mellem Mars og Venus
EU kan ikke sende 40.000 tropper til Afghanistan som USA. Men selvom EU kunne sende mange flere tropper af sted, er det ikke nødvendigvis dér, EU’s kompetencer udnyttes bedst. Med EU’s nye Afghanistan-strategi lægges grundlaget for, at EU kan bidrage med den kapacitetsopbygning – både politisk, i politiet og i landbruget – som bliver helt afgørende for at sikre stabiliteten i landet.  Arbejdet med institutionerne afhænger af den sikkerhed, de amerikanske og europæiske tropper bidrager til at skabe i dag. Men den varige sikkerhed kommer ikke alene gennem en brav militær indsats. På den lange bane er det netop en målrettet og koordineret indsats for den civile genopbygning, der vil skabe vejen til et stabilt Afghanistan.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen