25.11.2009

Krigens nye leder McChrystal, gjorde i september klart, at flere tropper og en strategisk nyorientering er nødvendigt for at vende den grelle udvikling i Afghanistan. Generalen har forstået, at krigen ikke kan vindes på slagmarken – fordi slagmarken slet ikke eksisterer. Men en sejr forudsætter også, at USA får lukket den afghanske grænse til Pakistan – for at afbøde oprørsstyrkernes momentum og få Pakistans dobbeltspil blotlagt.

Af Muska Dastageer, studerende

DEN geopolitiske og ideologiske konflikt, der er Afghanistan, forbliver uoptrevlet otte år efter invasionen. Tre af de største problemer, der nævnes igen og igen, er: oprørsstyrkernes tiltagende overtag, korruptionen i regeringsorganerne samt et vidtstrakt våbenfinansieret opiummarked. De tre problemer er tæt forbundne – og kræver, ifølge Major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet, en blanding af civile og militære midler. I Afghanistan-krigen er den civile-militære dimension primært varetaget af NATO’s styrker, der opererer med FN-mandat (ISAF-UNAMA) Men ISAF’s operationelle planer tynges af en række svagheder, mener krigens nye leder Stanley McChrystal. McChrystal er ikke blot chef for den amerikanske del af krigen, USFOR-A, men også for den FN-mandatbemyndigede NATO-ledede hær ISAF. Svaghederne adresserer han i den rapport, der i september blev delvist lækket i Washington Post. McChrystal plæderer for strategisk nyorientering og for en veritabel transformation af koalitionsstyrkernes operationelle kultur. Men McChrystal overser ”Durand”-linie-problematikken: Nøglen til en varig løsning er nemlig at finde i Pashtunistan, det ufarbare terræn mellem Sydafghanistan og Nordpakistan – den af en kolonialist i fordums tid benævnte: Durand-linie.

Hvad McChrystal husker – og hvad han glemmer
General Petraeus’ velkendte COIN-credo [COIN: counterinsurgency, oprørsbekæmpelse, red.] fra 2006 er en strategisk forskrift, der blev fulgt af koalitionsstyrkerne først i Irak og senere i Afghanistan, følger et besnærende enkelt ræsonnement.:

ISAF skaffer fjenden – Taleban eller Al-Qaeda – af vejen på deres befæstede områder.

ISAF vedbliver med at bevogte området, så oprørsgruppernes tilbagevenden forhindres.

ISAF initierer rekonstruktion af infrastruktur og opbygning af institutionelle kapaciteter.

COIN-strategien er dog behæftet med alvorlige mangler. Dét forklarer, hvorfor sikkerhedssituationen i

Afghanistan, trods den massive indsats fra UNAMA og ISAF’s side, forværres – hvorfor oprørsgrupper kontinuerligt øger deres aktivitetsniveau, ekspanderer deres geografiske domæne og kræver flere civile og militære dødsfald.

Den såkaldte ’Clear’-fases brist er, at man springer fra dét faktum, at fjenden er fysisk konfrontatorisk til konklusionen om, at man skal følge en traditionelt opsøgende strategi for krigsførelse. En stringent militær tilgang alene er ikke løsningen på problemet, lyder argumentet fra fx major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet.

Måske ligger der i valget af strategi en underforstået søgen efter noget kendt og velafprøvet, men faktum er, at man tænker i tanks, tungt armerede og uniformerede soldater– i en konflikt, hvor man ikke kan få øje på de slagmarker, hvor slagene skal stå

Det er problematisk at tænke oprørsstyrker som værende stringent afsondrede fra den civile befolkning. Det afghanske samfund, siger antrolog Birthe Frederiksen fra DIIS, er et tribalistisk funderet samfund med tætte gensidige relationer og ekstensive familienetværk, hvor oprørere kan være blandt enhver borgers slægtninge. Oprørerne kan påvirke borgerne ideologisk, de kan love beskyttelse. Den u-uniformerede og anonyme fjende færdes blandt civile – specielt i betændte regioner som Helmand. Det fordrer en indsats, der ikke er begrænset til traditionel udkæmpelse af slag.

Disse og andre svagheder adresseres i den nyligt lækkede McChrystal-rapport Det skifte, der tales for, er langt mere end blot accentforskydninger fra den tidligere strategi. Medierne har koncentreret sig om McChrystals ønske om flere soldater, men hovedpointen i rapporten er en anden – nemlig en genformulering af selve strategien og af krigens sigte. Inadækvate ressourcer, betoner McChrystal, vil lede til fiasko. McChrystal synes at have accepteret det såkaldte Human Terrain System – en ny COIN-strategi, hvor soldater bibringes antropologiske indsigter – og derfor vil troppeforøgelsen stile mod at beskytte og komme tættere på civilbefolkningen, snarere end den aggressive fremfærd, som impliceret af clear – og holdfaserne.

McChrystal tror på en sejr med udgangspunkt i de oprindelige succeskriterier. Flere og flere afskriver disse som urealistiske og naive i lyset af oprørsgruppernes tiltagende momentum. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der for nyligt omlagde Politikens linje i forhold til Afghanistan-krigen, er blandt disse og plæderer nu for exit [Politiken 5/11, red.].

Men forudsætningen er, ifølge McChrystal, et markant stilskifte, hvor befolkningen anerkendes som en vigtigere faktor end før. Det står der ikke direkte, men flere tropper – og nye fremfærdsnormer – vil gøre det lettere for styrkerne at ”holde” et område. Præmissen for at ISAF kan ”holde” et område er netop, at de forberedte tropper står klar i overlegent antal – for oprørsstyrkerne har vist, at de på deres side bliver stadig mere bevidste om ISAF’s metoder jf. McChrystal.

Man kunne mene at, at en troppeforøgelse af lokalbefolkningen ville blive oplevet som en belejring. Jeg tenderer til at være enig, men her kommer transformationen af den operationelle kultur ind i billedet – og dermed: hvordan troppeforøgelsen vil fremstå i borgernes øjne. Bliver soldaterne set som beskyttere eller distancerede tvetydige krigsskikkelser, for hvem den afghanske kultur er fremmed? Den militære tankegang skal blandes med en mere civil-orienteret tankegang, som den man kender fra typiske civil-society-grupperinger i Afghanistan såsom ACBAR og ANCB [Agency Coordinating Body for Afghan Relief og Afghan NGO Coordination Bureau, red.]. Disses tilgang til lokalbefolkningen foregår typisk på modtagernes kulturelle præmisser og med betragtelig finfølelse. Koalitionstropperne har hidtil turet frem uden megen skelen til det afghanske folks traditioner og kultur jf. og McChrystals kritik.

Det er tydeligt i Afghanistan, at stats – og nationsopbygningsindsatsen er stagneret. Forudsætningen for genopbygning og udvikling er sikkerhed og stabilitet samt borgernes tiltro til, at statsinstitutionerne er legitime – og at de er ”deres”, ifølge Katarina Ammitzbøll, der er chefkonsulent i Udenrigsministeriet. Begge udebliver for nu. Der vil finde lidelser sted – som i dag – også under en forbedret strategi.  Derfor er det ikke nok at fremme sikkerheden – det er kritisk nødvendigt med momentan humanitær assistance for at lindre, hvad der lindres kan.

Mens den generelle ”nedrustning” af tropperne, der er implicit i rapporten, vil være et smart træk mange stedet i landet, er det essentielt, at det ikke gælder grænseområdet. Her er oprustning tværtimod fundamentalt vigtigt. Det er afgørende, at man stringent sondrer mellem Durand-linien og resten af landet.

AFPAK – et spørgsmål om Indien
Briterne tegnede Durand-linien i 1893, som grænsen mellem, hvor langt deres indflydelse rakte (Pakistan), og hvor Ruslands begyndte (Afghanistan). Durand-linien går midt gennem pashtunernes område, der derfor lever på begge sider af grænsen, som hverken anerkendes af dem eller af den afghanske regering. Løsningshorisonten for den århundredelange uenighed ligger langt ud i fremtiden. Der er meget opmærksomhed om den geografiske linjedragning – om hvor Pakistan demarkeres fra Afghanistan. Men Durand-linien udgør, ifølge Oberst Norbert Geissendörfer fra NATO, en presserende medvirkende årsag til uløseligheden af Afghanistan-krigen:

Ved at opfinde betegnelsen ”AFPAK” har Obama understreget, at Pakistan spiller en rolle i konflikten. I aktuelle artikler er omfanget blevet dokumenteret af de to Pulitzerbelønnede journalister Mark Mazzetti og Erik Schmitt [Afghan Strikes by Taliban Get Pakistan Help, U.S. Aides Say, New York Times, 25. marts 2009 og  C.I.A. Outlines Pakistan Links With Militants, 30. juli 2009, red.]. Og Pakistan har grund til at have en interesse i en destabilisering af Afghanistan.

To årsager kan anføres: ved at alliere sig med oprørsstyrkerne, som mestendels består af pashtunere og love dem Kabul, neutraliserer Pakistan faren for at grænseområdets pashtunske stammer vil stille spørgsmålstegn ved grænsens legitimitet. Men den anden dybereliggende årsag er, at et Islamabad-kontrolleret pro-pakistansk Afghanistan vil være en betydningsfuld allieret mod regionens store spiller, Indien. Pakistans strategiske og militære engagement i Afghanistan maskeres af religiøse og ideologiske ligheder landene imellem; instrumentelt benyttes disse som del af en subtil, men offensiv strategi, der skal fremme en realpolitisk dagsorden. Set fra Pakistans synspunkt vil det være farligt med etableringen af en vestligorienteret  afghansk stat, der kan samarbejde med Indien.

Islamabad har et Janus-ansigt, når det gælder Durand-linien. Kontrollen med den varetages af  Pakistans Federally Administered Tribal Areas (FATA), men ifølge et notat fra Manni Crone fra Forsvarsministeriet [Militante grupper i Pakistan, 17. marts 2009, red.] indrømmer den pakistanske regering at den har minimal kontrol over disse ”føderalt administrerede” områder.  Netop denne manglende kontrol er den vigtigste faciliterende faktor for den kontinuerlige destabilisering af Afghanistan. Områdets indbyggere rejser uhindret frem og tilbage over grænsen, og skjult iblandt dem kan være våben og trænede krigere. En rigid grænsekontrol, som er af ufattelig vigtighed for sikkerheden i Afghanistan, ville ifølge Birthe Frederiksen [DIIS, red.] udløse et ramaskrig og stride mod pashtunwali, pasthunernes etiske adfærdskodeks. Ikke desto mindre er dette en absolut nødvendighed.

Diplomatiske virkemidler vis-a-vis Pakistan kan synes naive over for den uudtalte magtpolitiske understrøm, der kendetegner situationen, i hvert fald på kort sigt. Men paradoksalt nok betyder det ikke synderligt meget, at problemets kerne ikke lader sig løse inden for en nær tidshorisont. Den problematiske Durand-linie, kan man faktisk reagere på – via øgede kontrolinstanser og oprustning på begge sider, der kan hindre våben og trænede oprørsstyrker fra de nordpakistanske madras-skoler i at trænge ind i Afghanistan. Reduceres denne tilstrømning vil det afbøde oprørsstyrkernes momentum og give koalitionsstyrkerne en hårdt tiltrængt ”clearing”-mulighed jf.. Petraeus’ COIN-strategi .

Vil øget grænsebevogtning hindre Islamabad i at forfølge en fortsat underminering af Afghanistans stabilisering? Næppe, men det bagvedliggende tyste problem vil til gengæld træde tydeligere frem, og det realpolitiske spil vil være blottet.