04.11.2009

På mandag er det 20 år siden Berlinmuren faldt og åbnede for en ny integration i Europa. Den udvikling skal fortsætte. Europa må ikke forfalde til protektionisme. Nye lande – herunder Tyrkiet – skal med. Og i takt med andre lande og regioners opstigen er det nødvendigt, at EU taler med én klar stemme i verdenssamfundet.

Af Sinne Conan – Europapolitisk chef i DI

DEN 9. november 1989 befandt jeg mig i Israel, hvor jeg på daværende tidspunkt boede. Netop denne aften var jeg i selskab med en større gruppe israelere, unge som gamle. Vi havde fulgt med i de tiltagende protester i DDR, men Murens åbning om aftenen den 9. kom alligevel som en overraskelse for de fleste af os. Det var en utrolig bevægende situation at være vidne til historiens pludselige gang i fællesskab med ældre jøder, hvis arme stadig bar de numre, de fik tatoveret i de nazistiske koncentrationslejre. Vi var alle klar over, at vi befandt os på et skelsættende tidspunkt i historien, og der var ingen tvivl om vores begejstring på denne aften.

Alligevel hang der en skygge over vores fælles optimisme. Bevidstheden om Europas tidligere katastrofale konflikter var pinligt tilstede denne aften. Hvad ville fremtiden nu bringe, og hvilken ny verdensordens opståen var vi vidne til? Hvor var vi på vej hen?

I tilbageblik havde kommunismens kollaps i Østeuropa særligt ét kendetegn: At det skete så utrolig hurtigt. På blot et enkelt år blev Europa forandret for bestandigt. Både geografisk og mentalt. 20-året for jerntæppets fald bør derfor minde os om ikke at tage stabile strukturer for givet. Den gældende orden ofte er langt mere skrøbelig, end den tager sig ud.

Den økonomiske krise udfordrer samarbejdet i EU og frister medlemmerne til at falde tilbage til fortidens løsninger som økonomisk protektionisme og national egoisme. Internationalt ser vi, at flere lande nu sætter spørgsmålstegn ved grundlæggende værdier som markedsøkonomi og frihandel. De kortsigtede løsninger får forrang, og der rejses mure imellem verdens lande og regioner. Eksempelvis har G20-landene indført over 150 protektionistiske tiltag på blot et enkelt år. Senest har Kommissionen lagt op til at opretholde straftolden på sko, der er produceret i Kina og Vietnam. Dette er kun til skade for alle.

Kort inden Murens fald fejrede DDR sig selv med pomp, pragt og parade. Anledningen var 40-års-jubilæet for DDR’s grundlæggelse i 1949, og den østtyske leder Erich Honecker proklamerede, at Berlinmuren ”ville stå i hundrede år”. Anderledes apokalyptisk advarede Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov om, at ”farer venter dem, der ikke reagerer på livet”. Gorbatjov fik ret. Kun en måned senere strømmede østberlinerne over Muren og ind i Vestberlin, og de kommunistiske diktaturer faldt ét efter ét. Det blev hurtigt klart for enhver, at kommunismen i Østeuropa havde været en kolos på lerfødder og ikke den stabile samfundsorden, som mange anså den for.

Murens fald fik også afgørende betydning for det europæiske samarbejde i EU. Tyskland blev endelig genforenet, og vi ved i dag, at især britisk og fransk skepsis over for et genforenet Tyskland satte gang i en større integrationsproces i EF. Denne udvikling førte med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1992 til etableringen af EU og den fælles valuta – Euroen. I erkendelse af EU samarbejdets stigende betydning for udviklingen af det postkommunistiske Europa søgte lande som Sverige, Østrig og Finland nu også ind i unionen og blev optaget i 1995. De vesteuropæiske EU-lande var hurtige til at forstå Gorbatjovs advarsel. En udvidelse af EU med de østeuropæiske stater blev iværksat – ikke mindst med opbakning fra Danmark. I 2002 – efter næsten ti års forhandlinger – var Danmark igen i centrum, da det danske EU-formandskab færdigforhandlede den aftale, der førte til udvidelsen af EU med de østeuropæiske lande. Siden er også Rumænien og Bulgarien kommet til, således at EU i dag rummer 27 medlemmer.

Netop udvidelsen af EU i 2004 må betragtes som EU-projektets måske største succes. EU blev grundlagt på ruinerne af Europa efter Anden Verdenskrig i et forsøg på at undgå fremtidige krige i Europa. Ved at knytte de europæiske landes økonomier og politiske systemer til hinanden skulle freden endegyldigt sikres i Europa. Med udvidelsen i 2004 cementerede EU derfor sin primære berettigelse: nemlig at nedbryde grænser imellem de europæiske folk og nationer. At sikre et Europa i fredelig sameksistens. Udvidelsen havde også enorme økonomiske fordele både for Øst og Vest bl.a. i form af øget eksport- og investeringsmuligheder og mere billig, veluddannet arbejdskraft. Resultatet har været øget konkurrenceevne og skabelsen af nye arbejdspladser i hele Europa.

Østudvidelsen mindede os om, at EU ikke er en fast enhed men et samarbejde i evig udvikling. Det er værd at minde om nu, hvor begejstring er afløst af en stigende skepsis over for nye medlemslande. Lande som Island, Kroatien og Tyrkiet har en vigtig rolle at spille i det europæiske fællesskab, hvis ellers de lever op til kriterierne. Det ved vi fra tidligere udvidelser.

Og hvis verdens lande sammen skal ud af krisen, er det nødvendigt, at vi samarbejder – både økonomisk og politisk. Vækst i verdensøkonomien er ikke et nulsumspil, hvor lande oplever fremgang på bekostning af andre. Tværtimod ved vi, at høje vækstrater i f.eks. USA og Asien har en positiv afsmitning på europæisk eksport og dermed på væksten i Europa. Gode intentioner gør det ikke alene, det er derfor afgørende, at EU-landene aktivt kæmper for, hvad vi finder rigtigt. EU bør derfor indtage en ledende rolle i bekæmpelsen af økonomisk protektionisme og handelsbarrierer og derved sikre, at den internationale økonomiske stabilitet genoprettes.

Lissabontraktatens ikrafttrædelse vil både være til fordel internt i EU, men den vil også gøre det lettere for EU at fungere som en global aktør. Forenklinger i beslutningsgangene samt oprettelsen af nye poster vil øge EU’s internationale tilstedeværelse og dermed gøre det lettere for EU at udvise internationalt engagement og enighed. Dette er der et gevaldigt behov for. Berlinmurens fald betød nemlig ikke blot kommunismens kollaps, men også at der blev givet plads til nye aktører på verdensscenen som Kina og Indien. I takt med andre lande og regioners opstigen og øgede indflydelse er det nødvendigt med en klar europæisk stemme, der aktivt kan bidrage til løsninger på de globale udfordringer. Flere aktører vil nemlig betyde et øget behov for international regeringsførelse. Denne udvikling illustreres ikke mindst ved fremkomsten af nye globale fora som G20 og Major Economies Forum on Energy and Climate Change. For fremtiden vil rammerne for f.eks. klimapolitik og finansiel regulering blive fastsat internationalt og ikke regionalt, hvilket vil betyde flere aktørers deltagelse, end vi hidtil har været vant til. De globale magtforhold er langsomt ved at forskyde sig. Hvis Europa skal fastholde sin indflydelse i den nye verdensorden, er den nye beslutningsstruktur, som Lissabontraktaten fastlægger, helt nødvendig. Lissabontraktaten er uden tvivl et kæmpe skridt fremad, men den påfører samtidig Danmark en række alvorlige konsekvenser i form af mindre medbestemmelse. Eksempelvis formaliseres samarbejdet i euro-gruppen, der består af finansministrene fra de lande, der deltager i eurosamarbejdet Det er her de vigtigste beslutninger om Europas økonomi fremover tages, og det er grundlæggende forkert, at Danmark ikke kan sidde med ved bordet. Særligt når euro-gruppens indflydelse er stigende i et forum som G20, og ikke mindst når der også er solide økonomiske argumenter for, at vi tilslutter os euro-fællesskabet. Ingen tvivl om at Danmarks EU-undtagelser i dag er forældede. De blev til i en anden tid og var udtryk for dansk nervøsitet over, hvilken retning EU samarbejdet gik i begyndelsen af 1990’erne kun få år efter Murens fald. Bekymringerne var dengang reelle, men de har vist sig ikke at holde stik:

EU blev ikke en føderal union.

EU fik ikke sit eget militær.

Euroen er en dundrende succes, som ikke mindst har vist sin værdi i krisen.

EU har demonstreret, at samarbejde ikke mindsker medlemsstaternes politiske råderum, men ganske modsat: øger det.

Det er på tide, at Danmark afskaffer forbeholdene. At vi med Gorbatjovs ord reagerer på livet.