|
|
Et radikalt Europa
Af Zenia Stampe Mortensen, landsformand for Radikal
Ungdom
PÅ søndag er det sjette gang, den europæiske befolkning
skal vælge repræsentanter til Europa-Parlamentet. Medmindre sjette gang går
hen og bliver en undtagelse, vil kun godt halvdelen af den voksne danske
befolkning bevæge sig ned til valgurnerne for at afgive deres stemme. Til
sammenligning ligger valgdeltagelsen ved folketingsvalg normalt omkring 85
pct.
Den lave valgdeltagelse synes paradoksal i en
situation, hvor EU øver stadig større indflydelse på danske forhold: I dag
indebærer omkring 40 pct. af dansk lovgivning en eller anden form for
tilpasning til EU-lovgivningen. Samtidig er Europa-Parlamentet gradvist
blevet tildelt mere magt og er i dag medlovgiver på 75 pct. af EU’s
lovgivning. Europa-Parlamentet er med andre ord ikke en helt ligegyldig
institution, og det er derfor heller ikke spor ligegyldigt, hvem der bliver
valgt ind i Parlamentet. Parlamentets politiske sammensætning vil alt andet
lige være afgørende for de næste fem års europæiske miljøpolitik,
forbrugerbeskyttelsespolitik, uddannelsespolitik, forskningspolitik,
ligestillingspolitik, arbejdsmiljøpolitik, fødevarepolitik osv. Men
paradoksalt nok runder Europa-Parlamentsdebatten kun sjældent disse emner.
I stedet for at diskutere, hvilke fagpolitiske mål
EP-kandidaterne vil forfølge i Europa-Parlamentet, handler debatten om,
hvordan de enkelte kandidater synes, at EU bør opbygges. Men nu skal
Europa-parlamentarikerne jo ikke ned til Bruxelles for at arbejde på EU’s
arkitektur: Beslutninger om EU’s institutionelle indretning ligger hos
EU-landenes regeringer og ikke hos Parlamentet.
Selvfølgelig bør vores Europa-parlamentarikere
reflektere over det europæiske projekt og fortælle os, hvor de mener, at EU
skal bevæge sig hen. Men det vigtigste er nu, at de fortæller os, hvad de
vil bruge en eventuel plads i Europa-Parlamentet til. Hvilke politiske mål
vil de forfølge? Hvilke midler vil de tage i anvendelse for at nå målene? Og
hvordan vil de prioritere mellem områderne? Så længe disse spørgsmål
fortrænges til fordel for overordnede spørgsmål om EU’s opbygning, forbliver
det uklart, hvad Europa-Parlamentet egentlig laver. Men endnu værre: Vi får
aldrig formidlet de gode og håndfaste eksempler på, hvorfor det europæiske
projekt nytter. EU’s eksistensberettigelse ligger nemlig ikke i EU’s
opbygning og mekanik, men derimod i det, EU ’producerer’. EU er allerede i
dag en praktisk realitet, der sikrer et renere miljø, billigere varer, bedre
arbejdsmiljø og muligheder for at bosætte sig, studere og arbejde i hele EU.
Og – ej at forglemme – er det forpligtende europæiske samarbejde den direkte
årsag til, at Europa i dag er præget af fred, sikkerhed og økonomisk
stabilitet.
På søndag handler det ikke om, hvordan EU skal
opbygges, men derimod om hvilken politik EU skal føre. Som radikal håber jeg
selvfølgelig, at Parlamentet får en sammensætning, der fremmer muligheden
for at realisere radikale og socialliberale mål på europæisk niveau.
EU skal udvikle sig til en videnbaseret og
konkurrencedygtig økonomi. Det forudsætter, at der
investeres langt flere midler i uddannelse og forskning, men også at der
skabes et mere intenst samspil mellem landenes uddannelses- og
forskningsmiljøer. Parlamentet bør arbejde for, at flere af EU’s midler
anvendes til forskning – bl.a. på de områder, hvor landene ikke kan løfte
opgave alene. Desuden skal Parlamentet gøre det lettere at udveksle
studerende, forskere og videnskabelige resultater på tværs af EU-landene.
EU har altid spillet en progressiv rolle på ligestillingsområdet – det var
f.eks. et EU-direktiv, der i 1976 sørgede for, at vi fik en ligelønslov i
Danmark. Der er endnu lang vej, før vi opnår reel ligestilling, og derfor er
der stadig brug for, at Parlamentet går foran i kampen for ligestilling.
EU skal dyrke den europæiske mangfoldighed og de mange kulturelle særpræg.
Det er i mødet mellem kulturer, at kulturelle og kunstneriske nybrud sker.
Derfor bør Parlamentet støtte udvekslingsprogrammer og skaffe EU-borgerne
fri adgang til alle medlemslandenes public service-kanaler.
Endelig er det helt centralt, at EU går foran i kampen for at skabe en mere
retfærdig verden. Og her må EU også yde selvkritik. EU har i dag forskanset
sig bag høje mure mod omverden. Det er til stor skade for de fattige lande,
fordi de ikke får mulighed for at afsætte deres varer på det europæiske
marked. Parlamentet bør derfor arbejde for, at verdens fattige lande får fri
adgang til det europæiske marked. På den måde får de fattige lande mulighed
for at opbygge deres egen produktion og eksport, samtidig med at vi får
billigere varer.
Jeg håber, at Europa-Parlamentsvalget i Danmark, men også i de andre
EU-lande, vil give den radikale og socialliberale sag gode vilkår i Europa –
og dermed også i Danmark og i verden. Det hele hænger jo sammen.
UDGIVET 11.06.04 KL.7.14 CET
ARTIKLENS FORSIDE
TILBAGE
|
DOWNLOAD ARTIKLERNE SOM WORDDOKUMENT
| DOWNLOAD SOM PDF-FIL
|
