A (DSU): Landsformand Jacob Bjerregaard Jørgensen: Afsløringerne af, hvordan amerikanske soldater har behandlet fængslede irakere er både rystende og afskyvækkende. Alligevel mener jeg ikke at selve befrielsen af Irak endnu har lidt uoprettelig skade. Men utroligt meget afhænger af, hvordan USA nu takler de soldater og det militær-system, som er ansvarligt for overgrebene.

Hvis USA fortsætter af den vej, som bl.a. Udenrigsminister Colin Powell er slået ind på, med offentlige tilbundsgående retssager, hvor de skyldige bliver straffet og hvor der bliver givet mere reelt ansvar til FN for genopbygningen og sikkerheden i Irak, kan USA måske stadig nå at få stoppet den onde spiral af terror og bombeaktioner, som overgrebene har sat i gang. Vælger man bare at lade stå til og se igennem fingre med både soldaternes handlinger og den nuværende militære indsats’ massive problemer, mister USA både det sidste figenblad af legitimitet i den irakiske civilbefolknings øjne og har endnu engang demonstreret, at internationale traktater og konventioner er noget der kun gælder, når det passer USA. Men det er selvfølgelig helt klart, at ligegyldigt hvor offentlig og tilbundsgående USA vælger at lave retssagerne mod de ansvarlige soldater, er det selvfølgelig stadig lige dobbeltmoralsk og lige forkasteligt at USA i den grad stadig modarbejder den internationale straffedomstol, som reelt er den eneste mulige garant for, at alle internationale traktater bliver overholdt og at alle skyldige bliver stillet til ansvar for deres handlinger. Og denne foragt for det internationale samfund styrker selvsagt ikke amerikanernes legitimitet i Irak.

B (RU): Landsformand Zenia Stampe Mortensen: Mennesker er i stand til at begå uhyrligheder, når de befinder sig i ekstremt pressede situationer. Derfor er det også snarere reglen end undtagelsen, at krig medfører tortur. Men det gør ikke tortur til et uafværgeligt onde, vi bare må leve med. Tværtimod! Tortur er modbydeligt og kan under ingen omstændigheder accepteres eller legitimeres, men må derimod bekæmpes med den største ihærdighed.

Lige siden det kom frem, at amerikanske fangevogtere har mishandlet irakiske fanger i Abu Ghraib- fængslet, har de politiske såvel som militære ledere forsøgt at frasige sig ansvaret: De kendte ikke til de konkrete hændelser. Men selvom vi tager den påstand for gode varer, så frikender det dem langt fra: Det er en ledelses opgave at skabe en organisationsstruktur og -kultur, der forhindrer, at noget så afskyeligt som tortur forekommer. Man kan derfor med rette bebrejde de politiske og militære ledere, at de ikke satte mere aktivt ind for at forebygge og opdage torturen.

Men uanset om det var kold kynisme, udygtighed eller naivitet, der lå til grund for ledernes svigt, så har de gjort sig skyldige i en utilgivelig forsømmelse. Hvis Koalitionen vil genvinde irakernes og det internationale samfunds tillid, er det derfor ikke nok at straffe bødlerne hårdt. Der må også placeres et ansvar højere oppe i systemet. Det der skete i Abu Ghraib-fængslet måtte ikke ske, og det var ledelsen opgave at sørge før, at det heller ikke kunne ske. Men det skete!

D (CDU): Landsformand Anna Sigrid Pii Svane: CDU mener at krigen var en befrielse af Irak fordi formålet med krigen var at etablere et demokratisk Irak.
Demokrati virker for mange irakere som en amerikansk/vestlig idé. Det kan kun gennemføres hvis folket står bag, og negative holdninger overfor USA og resten af vesten vil automatisk smitte af på velviljen overfor demokratiet. Man kan roligt sige, at afsløringerne fra Abu Ghraib-fængselet har påvirket den irakiske, og den arabiske, befolkning og forstærket deres negative fordomme om den amerikanske mellemøst-politik.
Om skaderne er uoprettelige vil tiden vise, men der skal ikke være tvivl om at vi i CDU ønsker at de ansvarlige fra den politiske såvel som den militær ledelse, stilles for en åben retssag, som alle kan følge med i, ikke mindst for at vise irakerne, at vi selv følger det demokrati vi ønsker for dem.
 

F (SFU): Landsformand Thomas Medom: Befrielsen af Irak har ikke lidt uoprettelig skade, da der ikke har været tale om en befrielse. Der har været tale om to grunde til at gå i krig. Det var for at afvæbne Saddam-regimet og så var det for at sætte sig på oliereserverne. Begge dele er opnået, mens der aldrig nogensinde har eksisteret en sammenhængende plan for at skabe demokrati i Irak. Om USA og koalitionen kun er hadet meget eller er hadet rigtig meget i det meste af Mellemøsten, er ikke afgørende for chancerne for at opbygge demokrati i Irak. Det sker om alle omstændigheder ikke før man overdrager ansvaret til FN.

Beretningerne fra det irakiske fængsel Abu Ghraib har med god grund vakt harme over hele verden. Selv om man ikke skal skyde skylden for torturen af irakiske fanger hverken på alle de amerikanske soldater, på de danske soldater eller på Anders Fogh Rasmussen, så er afsløringerne af ydmygelserne og torturen blevet en belastning. Jeg føler mig helt overbevist om at Anders Fogh Rasmussen føler sig lige så frastødt af den seneste tids afsløringer som jeg. Ikke desto mindre har begivenhederne aktualiseret en række problemer, som SF tidligt pegede på: Hvordan sikrer man sig, at koalitionspartnerne overholder Geneve-konventionen? Har Danmark et medansvar, når de amerikanske allierede bruger napalm? Har Danmark et medansvar når koalitionspartnerne - som det nu er kommet frem - bruger de samme metoder som Saddams bødler? Kan man skabe demokrati med krig? Torturen er et kæmpe problem for de amerikanske og britiske ledere. Men den klæber nu også til Anders Fogh. Ikke som skyld - men som (med)ansvar. Den danske regerings beslutning om at gå med i koalitionen gør os forpligtede til at sikre de spilleregler krigen skal føres efter, og her har Danmarks regering svigtet. Allerede i krigens allerførste dage spurgte SF regeringen hvad den ville gøre for at sikre koalitionstroppernes overholdelse af Geneve-konvention. Og da det blev afsløret (efter månedsvis af benægtelser fra Pentagon) at USA havde brugt napalm i Irak, spurgte SF regeringen om den kunne leve med den form for krigsførelse. Hver gang er Anders Fogh Rasmussen krøbet uden om. Skal der skabes demokrati i verden, må vi selv gå forrest og respektere demokratiets spilleregler.

Thomas Medom

K (KDU): Landssekretær Jens Christian Kirk: At de få ødelægger det for de mange er et velkendt problem, men ja, genopbygningen af Irak har lidt voldsom skade, om den er uoprettelig er dog en anden sag.

M (MPU): Carsten Stage og Signe A.E. Larsen: Det er klart, at irakernes forhold til USA er blevet endnu mere anspændt ovenpå offentliggørelsen af de frygtelige og ydmygende torturscener i Irak.  Mange irakere må uvægerligt opleve, at de stadig er ufrie eller besatte, ikke længere af Saddam Hussein, men af USA og de allierede. At der således stadig foregår tortur på linie med den Saddam Hussein praktiserede i de irakiske fængsler, underbygger naturligvis denne opfattelse, og det er svært at bebrejde den irakiske befolkning, hvis den opfatter den amerikanske fremgangsmåde som både hyklerisk og hånende. Det står stadig hen i det uvisse, hvor organiseret eller "topstyret" denne form for ydmygelse rent faktisk er, men når de involverede soldater hævder, at handle efter ordrer, er det selvsagt meget alarmerende. Meget tyder desværre på, at denne sag er endnu et eksempel på, at USA sætter sig selv uden for lov og ret og uden for de menneskerettigheder, som de ellers paradoksalt hævder at være forkæmpere for.
 

O (DFU): Morten Messerschmidt: Afsløringerne, som er frygtelige, har ingen betydning for krigens vigtighed og må ikke stå i vejen for, at befrielsen fortsætter. Det er meget vigtigt at mærke sig, at der rent faktisk finder en effektiv, fair og lovmæssig retsforfølgelse sted over for dem, der har begået disse uhyrligheder. Der, hvor der er sket størst skade, er på tilliden fra irakernes side. Det er forståeligt, at de bliver bange, når de får kendskab til disse - om end uendeligt få og små - sager. Det er derfor et vigtigt budskab, som Bush sender. Og forholdene kan ikke få os til at ryste på hånden.

Morten Messerschmidt

V (VU): Claus Horsted: Projekt ’befri Irak’ kan kun lade sig gennemføre, hvis koalitionens motiver virker reelle og hvis operationen i offentlighedens optik har reelle motiver og hensigter. Hvis koalitionens soldater mister tilliden hos den enkelte iraker, er der ualmindelig lang vej igen. Der er behov for troen på at det, som kommer, er bedre end det, der har været. De forfærdelige billeder af torturerede fanger, der er blevet vist verden over, har derfor for evigt skadet aktionen i Irak, ingen tvivl om det. Der er skabt tvivl om det, der vil komme i fremtiden er bedre end det, som har været i de forgangne 30 år.

Claus Horsted

Ø (SUF): Mikkel E. Larsen: At USA og Storbritannien har torteret og pint fanger var ikke nogen nyhed. Det har krigsførende parter altid gjort, ikke mindst besættelsesmagter. USA er jo i øvrigt kendt for at blæse på konventioner og menneskerettigheder overalt. Torturen og de dårlige forhold for fangerne i Irak har sikkert været kendt helt til tops (og er sandsynligvis enten godkendt eller beordret). Ellers er det et utilgiveligt svigt i struktur og kontrol. "Befrielsen" af Irak har ikke lidt nogen skade - som rigtig mange mennesker i vesten (og de fleste irakere) har gennemskuet, så var krigen mod Irak en ulovlig og beskidt angrebskrig. Den havde ikke til formål at "befri" eller hjælpe den almindelige iraker, men tjente derimod amerikanske indenrigspolitiske hensyn, olieforsyningshensyn og geostrategiske hensyn.

Mikkel E. Larsen