FØRSTE KVARTAL 2003: 14.FEBRUAR

 

 

 

 

 

> SPØRGSMÅL #2

 

1. Har statsministeren øget eller mindsket Danmarks indflydelse ved at underskrive debatindlægget af 30.januar?

Jeg tror desværre, at det har mindsket vores muligheder en smule. 

Jeg synes, at Anders Fogh Rasmussen skulle have gjort som sin borgerlige, hollandske kollega, Jan Peter Balkenende og afvist at underskrive brevet. Ikke fordi, der som sådan er noget galt med brevets indhold, men fordi det ikke tjener andet formål end grave grøfterne dybere mellem de europæiske lande.

Statsministeren skulle have taget det helt nødvendige opgør med den ensidige tysk-franske dominans ved forhandlingsbordet i stedet for i The Times. Nu er Danmarks muligheder for at spille en mæglende rolle mellem fx USA og Tyskland-Frankrig i NATO formentlig udspillet.

 

Kristian Madsen, DSU

Hele spliden i både NATO og EU er ulykkelig. Ser vi på NATO-spliden er det dog vigtigt, at vi ikke bare slåt automatpiloten til og skyder skylden på de europæiske lande. USA bærer et lige så stort ansvar, for ikke at have klaret nogle ting på de indre linier, og for ikke at betragte allierede som allierede, men nærmest efter Bush-sloganet "dem der ikke er med os, er imod os".

Mht statsministerens indlæg var det først og fremmest UKLOGT at han gjorde det. Anders Fogh har dermed været med til at fremmes problemerne, ved at føre debatten gennem avisernes debatspalter. Det burde han have holdt sig for god til. Europa har brug for at EU taler MERE med en samlet stemme og ikke MINDRE.

Simon Emil Ammitzbøll, RU

Igen af delene. Brevets indhold er meget fornuftigt, men i den tilspidsede situation kunne Anders Fogh, med stordiplomatiet fra EU-formandskabet in mente, have båret sig lidt mere taktisk ad...

Troels Krarup Frandsen. CDU

 

 

Statsministeren har med brevet mindsket Danmarks indflydelse. Med brevet understreger  Anders Fogh Rasmussen igen hvor lidt selvstændighed der er i hans udenrigspolitik. Med brevet slår Fogh det fast med syv-tommer søm, at han har parkeret sin udenrigspolitik, hos høgene i den amerikanske administration. Indlægget vil end ikke gøre Danmarks indflydelse større i Washington, da Bush-regeringen – som vist mange gange før – bruger sine allierede efter hvad der maksimerer USA’s indflydelse mest mulig.

Torben Kastrup, SFU

Han har i hvert fald stadfæstet den danske regerings position som USA's trofaste skødehund, og bevist at han har samme unuancerede verdenssyn som Bush og Co. Der er en himmelråbende ubalance i Vestens selvopfattelse og dens opfattelse af eksempelvis Irak, og det er uhyre problematisk, at det eneste argument man nærmest behøver for at smadre et land med katastrofale følger for civilbefolkningen, er at man kæmper mod "det onde". Vi har da sikkert fået en stjerne og er bestået med kryds og slange i "Storebrors" karakterbog, fordi vi har tilkendegivet, at vi er "one of the good guys". Men vores indflydelse begrænser sig til, at vi har ret til at være i det fine selskab under forudsætning af, at vi fortsat makker ret og gør og mener, hvad vi får besked på.

 

Signe A.E. Larsen, Min.

Danmark kan i dag tages seriøst som en del af den ansvarlige vestlige verden. Frankrig og særligt Tyskland har latterliggjort sig selv ved sin pacifistiske fanatisme. Den islamiske verden optrapper i stadig stigende grad konflikten til Vesten. At Europas 2 største lande ikke fatter dette, er et udtryk for naivitet, som på ingen måde er til gavn for Vestens situation. Fogh skal ingen utak have for at lade Danmark stå side om side med forsvarerne af vor civilisation og dens værdier!

Morten Messerschmidt DFU

Brevet støtter USA og underminerer EU og FNs indflydelse. Det udtrykker, at statsministeren vægter indflydelsen gennem et godt forhold til USA højere end gennem EU og FN. Det er sørgeligt uambitiøst, at statsministeren nedtoner de værdibaserede og demokratiske institutioner, der er nødvendige for en holdbar og legitim løsning. Danmark kan - afhængigt af konfliktens udfald - vinde indflydelse på kort sigt, men i et længere perspektiv underminerer det dansk indflydelse på verdens brændpunkter.

 

Bruno Langdahl, KFU

Statsministerens udmelding er af flere, ikke mindst oppositionen i folketinget, blevet udlagt, som en handling, der har splittet EU og svækket EU overfor USA. Det er noget vrøvl. Derimod er det Schröder og Chirac’s udmeldinger, der har skabt basis for en splittelse i EU. Specielt Schröders desperation i den tyske valgkamp var til stor skade for sammenholdet i EU. Der er derfor intet nyt i udtalelsen fra Anders Fogh - heller ikke i forhold til FN, og den er netop en opfordring til at man står sammen i EU sammen med USA. Sagen her handler ikke om mere eller mindre dansk indflydelse – den handler om, hvordan man bedst sikrer en fredelig løsning og en troværdig afvæbning af Saddam Hussein. Og det gør Danmark, Europa og USA bedst ved at stå sammen, således at Saddam mødes med den stærkest mulige trussel. For den stærkest mulige trussel giver de bedste chancer for at undgå en krig.

 

Torsten Schack Pedersen, VU

Det meget omtalte brev om opbakning til USA's krig har da utvivlsomt medvirket til konsolidere billedet af Danmark som et højreorienteret land, der tilmed ligger på maven for USA. Og eftersom verden, i hvert fald på regeringsniveau, oplever en massiv højrebølge, kan man jo vælge at anskue det som en styrkelse af den danske regerings politiske linje.

Charlotte Walkusch, Anissi Thorndal, Lars Lyndorff Krelskov, Socialistisk Ungdomsfront

2. “THE real bond between the United States and Europe is the values we share: democracy, individual freedom, human rights and the Rule of Law. These values crossed the Atlantic with those who sailed from Europe to help create the USA. Today they are under greater threat than ever.” [fra statsledernes brev af 30.januar, www.timesonline.co.uk]

Er det rigtigt at disse værdier er i større fare end nogensinde før?