FØRSTE KVARTAL 2004
19. marts 2004

<  >

Artiklen kan her downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning:

ARTIKLEN I WORD

ARTIKLEN SOM PDF

 

ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skrot angsten for ”De Andre” og opdatér EU

Af Trine P. Mach, EP-kandidat og talsperson for JuniBevægelsen (liste J), projektleder i WWF Verdensnaturfonden

De Radikale vil det. Venstre vil det vist. Socialdemokraterne vil det måske. De Konservative vil det, bare ikke nu. Dansk Folkeparti vil det ikke. De går til EU-parlamentsvalg på at afvise Tyrkiets medlemskab af EU. Allerede i 2002 var Tyrkiet et hedt emne under EU-konventets arbejde med forfatningsudkastet: Er tyrkerne rigtige europæere, vil den tyrkiske stat lægge hovedtørklædet? Er EU et kristent fællesskab? Selv paven promoverede fælles kristen arv som noget overlegent (var jeg pave, havde jeg nok valgt en noget lavere profil - i betragtning af den katolske kirkes fortidige eskapader og undertrykkelse af kvinders ret til at bestemme over egen krop).

Bortset fra Dansk Folkeparti lyder det nu, at Tyrkiet kan blive medlem, når landet lever op til Københavns-kriterierne. Nyrup Rasmussen har imidlertid netop udtalt, at der mindst går en generation, før Tyrkiet er klar. Og så er der linet op til kamp om de gratis point. Det var Socialdemokraterne, der satte Tyrkiet medlemskab i udsigt. Det kan Nyrup vel ikke løbe fra - som kommende EU-parlamentariker?

Faktum er, at Nyrup klart har fat i den lange ende. Det bliver næppe indenfor de næste 5 år, at EU - og dermed EU-parlamentarikerne - skal tage stilling. Tyrkiet plages af systematiske krænkelser af menneskerettighederne – det kurdiske mindretal, tortur, fængslinger uden rettergang, en effektivt opererende sikkerhedstjeneste. Tjek blot Amnesty International’s rapporter. Der er mange hjemmeopgaver til Tyrkiet.

Selvom det i virkeligheden nok får temmelig mange til at ånde lettet op, slutter spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab bare ikke der. Det handler om langt mere end Københavnskriterier, nemlig: Europæisk magtfordeling og europæisk selvforståelse.

Allerede Nice-traktaten tildeler de store lande meget magt. EU-forfatningen stadfæster, at befolkningstal yderligere skal gives vægt gennem det såkaldte ”dobbelte flertal”. Der skal ikke meget fingerregning til at se, at med Tyrkiet og måske Rusland, vil EU sættes under ledelse af en tysk-tyrkisk-russisk akse. Sveden springer frem på panden af mangt en statsleder. Men kan den europæiske samarbejdsmodel ”Rom 1957” ikke bære et tyrkisk medlemskab, når landets menneskerettighedsregnskab og demokratiske strukturer er til det – så er det modellen, der må efterses. Det er EU’s hjemmeopgave.

Verden har forandret sig radikalt siden 1957. Den geografiske placering gør Tyrkiet til en vigtig legekammerat, og giver faktisk EU en chance for at opdatere samarbejdsmodellen: ”Alle skal være med i alt” skal erstattes af ”Et Europa i flere rum”. Det handler også om sikkerhedspolitik. Et demokratisk Tyrkiet, der ikke tvinges til at vælge mellem Europa og”de andre”, har en stabiliserende effekt som brobygger til den Arabiske verden - og kan dæmpe den kunstigt skabte konflikt mellem civilisationer.

Her kommer den europæiske identitet og selvforståelse ind: Bekymringen for ”Den Anden” bunder i en dybtliggende skepsis overfor islam. De mest følelsesladede tegner det moderne Europa - med dynamisk kultur og værdier - udviklet fra en kristen vugge. Sætter lighedstegn mellem kristendom, pluralisme, demokrati og en sekulær samfundsorden. Modsat Tyrkiet og islam, som tegnes mere statisk, forstenet og med få antydninger af nuancer. Islam puttes i samme bøtte som formørkelse, autoritært styre og religiøs stat. Og for mange er den bagvedliggende bekymring: Kan EU lukke så mange millioner ikke-kristne ind i varmen? Kan vi nu regne med, at tyrken kan holde sig på den moderate måtte? Kan islam og ”demokratisk civilisation” overhovedet gå hånd i hånd?

Selvfølgelig kan de det. Nok er den mest larmende del af islam ikke voldsomt pluralistisk. Det er politisk misbrug af religion aldrig. Men EU skal ikke svinge fanen ”Enten er I med os eller også er I mod os” - og ikke fastholde religionen som en væsentlig forskelsmarkør.

Stemmetal og identitet er ikke rimelige grunde at afgøre forholdet mellem EU og Tyrkiet på. Den dag Tyrkiet med al rimelighed kan siges at være en retsstat med tilnærmelsesvis styr på menneskerettighederne, da kan absolut intet begrunde afvisningen af et medlemskab. Hvis den tyrkiske befolkning vel at mærke vil.

EU har valget mellem at vise sig ugyldig som den politiske organisation, mange lande orienterer sig mod. Eller at turde samarbejde med lande, hvis borgere hellere bruger et bedetæppe end går i kirke – men som erkender, at det politiske system er demokratisk og sekulært: ”Tænk, tro, spis hvad I vil, så længe I er med på at efterleve og aktivt sikre principperne for et politisk fællesskab med uomtvistelige spilleregler: Adskillelse af stat og religion, respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincipper.” De samfundsværdier har grobund i alle lande, hvor folk har muligheder for at sige deres mening.

EU kan løse sin del af hjemmeopgaven ved at opdatere Model 1957 og installere fleksible strukturer. Forfatningsforhandlingerne er en oplagt mulighed, om den politiske vilje er der. Insh’Allah [om Gud vil, red.].

UDGIVET 19.03.04 kl.14.03 CET

ARTIKLEN I WORD

ARTIKLEN SOM PDF

LÆS ELLEN TRANE NØRBY

   RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PLADS TIL FLERE? På EU-topmødet i Helsinki i 1999 erklærede man at Tyrkiet skulle betragtes som et kandidatland. Det skete samtidig med beslutningen om at indlede optagelsesforhandlinger med Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien, Bulgarien og Malta. [Foto: EU]

 

 
 

      

Trine Pertou Mach er cand.scient.pol. fra Århus Universitet. Hun arbejder som projektleder for WWF Verdensnaturfonden og er talsperson for JuniBevægelsen og en af spidskandidaterne på liste J til EU-parlamentsvalget. Specialist i menneskerettigheder, demokratisering og civilsamfundsudvikling.

1998-2001 ansat som politisk akademisk medarbejder i EU-parlamentet med fokus på EU’s institutionelle forhold (åbenhed, integration, komitologi, traktatforhandlinger og regeringskonferencer). 2001-3 ansat på EU-kommissionens delegation i Kairo, Ægypten med ansvar for NGO-bistand, civilsamfund, demokrati og fattigdoms-bekæmpelse; dækkede menneskerettigheds-situationen i landet.

Har skrevet en række debatindlæg og bidrag til bøger (bl.a. ”Udfordring Europa”, Forlaget Politisk Revy, 2002; ”Scenarier for europæisk samarbejde. Hvidbog om fire mulige udviklinger af det europæiske samarbejde” (kommer)). Hun er foredragsholder og debattør, og har bl.a. været kommentator for Dagen og dagbladet Information.

Links:

- Trine Machs website
- Junibevægelsen

 

 

 

Links:

 

 

 

Illustration: EU