DA premierminister Tony Blair holdt tale i EU-Parlamentet som en forsmag på Englands EU-formandskab skete det under stor bevågenhed. ”Dedikeret”, ”lidenskabelig”, ”visionær” var nogle af de ord, der blev hæftet på talen. ”Hyklerisk”, ”dobbelttunget”, ”pjattet”, lød det fra andre. Og vel var det en tale spækket med floskler. Derfor kan den vel heller ikke bruges til meget af de mange millioner europæere, der i forvejen er ved at kvæles i EU-propaganda, hymner og fraser om at bringe ”EU-tættere-på-borgerne”?

          Og dog.  Lad for en gangs skyld motivanalyser og andre redskaber til at underminere troværdigheden af en udtalelse ligge. Lad os i stedet tage Blair på ordet. Som sådan er talen faktisk nok så interessant. Ikke blot fordi han er brite og entydigt spiller England ind på den politiske scene i EU. Nej, Tony Blairs tale er tankevækkende og på sin vis kontroversiel, fordi han er statsleder i et EU-land – og sætter ord på, at reform af EU-samarbejdet er en indikator på ønsket om modernisering. Om politik. Og om at få EU til at gøre det, som retorisk altid fremhæves: At gøre livet bedre for borgerne.

 

”I am a passionate European”

Blair definerer sig selv som en dedikeret og lidenskabelig europæer. Og for en dedikeret og lidenskabelig europæer som mig er det befriende at høre ham tale om at tage det ansvar, der deraf følger, alvorligt. Og høre ham kræve de nødvendige forandringer og moderniseringer af EU. Hans tale understreger, at man netop tager de politiske europæiske idealer alvorligt, når man kræver, at EU skrues sammen på en måde, så det udvider demokratiet frem for at indskrænke det – og skaber flere løsningsmuligheder frem for færre.
          Det er vel første gang en EU-statsleder fuldstændig uindpakket siger ”Brussels, we have a problem!” frem for den vanlige ”mine borgere forstår mig ikke!”. Blair fastslog, at det er de politiske ledere, der har et problem - for borgerne har forstået sammenhængen mellem deres økonomiske og sociale situation, og ”the state of affairs in Europe”. Han erkender, at situationen med den forkastede forfatning er en krise for det politiske lederskab. En ikke uvæsentlig selverkendelse fra den mand, der står i spidsen for EU de næste 6 måneder.

 

Hvad er det Blair vil?

Han kræver modernisering af EU’s økonomi fordi den ikke leverer varen; fokus på øget sikkerhed mod kriminalitet og illegal indvandring; fastholdelse af udvidelsesprocessen (befriende at høre, nu hvor Frankrig begynder at stille spørgsmålstegn ved allerede vedtagne køreplaner) og reform af landbrugspolitikken. Og, sidst men ikke mindst: at der igennem disse tiltag skabes bred folkelig opbakning og tillid til, at EU er til andet end overflade-lir.

          De fleste kommentatorer ignorerer, at EU har sat skarp grænsekontrol, overvågning, terrorbekæmpelse, militarisering af Unionens ansigt udadtil og militær oprustning i højsædet. At politikken overfor udviklingslandene stadig sejler med en udviklingsbistand under halvdelen af det fælles FN-mål på 0,7 % af BNP, og ”frihandel” er det unuancerede svar på de fleste spørgsmål. Ikke ligefrem en traditionel dagsorden for socialdemokrater og andre på den politiske brede venstrefløj. Blair, som herhjemme: Helle Thorning-Schmidt, fokuserer på arbejdsløshed og globalisering – og det er ubetinget centrale emner i EU’s såkaldte krise. Globalisering er ikke en neutral, objektiv tendens, men farvet af politiske og ideologiske valg. Realiteten er, at der er blevet sat lighedstegn mellem globalisering og liberalisme. EU er i sin nuværende form ikke bolværk mod den liberalistiske globalisering, men gennemsyret af samme politik og som sådan bærer af netop den form for globalisering. Her ligger det første afgørende opgør i en modernisering af EU. Så på det sæt har Blair fat i noget rigtigt, hvis han vel at mærke turde gå linen ud. Det vil indebære et opgør med den grundlæggende økonomiske ideologi, EU er sovset ind i. Det er forkert at tro, at man vil have opnået et succesfuldt EU med folkenes trolige opbakning blot ved at ændre lidt i EU’s sociale politik, fyre nogle millioner af sted i retning af forskning og uddannelse og så ellers tjekke folk bedre ved grænserne. 

 

Hvad Blair overser

Kradser man lidt i lakken, ignorerer Blair krisen, der omgærer EU’s politiske institutioner. De er gearet til at undgå demokratisk indflydelse – og ledes af politiske målsætninger og principper om markedsgørelse, liberalisering, privatisering og frihandel. Blairs tilgang afspejler fortsat den blinde vinkel – nu skal vi ikke diskutere struktur men indhold, for så kan borgerne være med. Sagen er bare, at EU har problemer i både struktur og indhold. I strukturen, fordi EU er en topstyret forbundsstat uden fleksibilitet, demokratisk kontrol med beslutningstagerne og magtdeling. I indholdet fordi målsætninger og grundpræmisser, der definerer den politiske ramme for alt, hvad EU foretager sig, er præcis det liberalistiske mantra, som det meste af verden er blevet bygget op i siden Bretton-Woods systemet sammenbrud.

          Det er ikke nok at putte lidt solidaritetsflødeskum på den økonomiske model, som EU bygger på i dag – en variant af det ny-liberalistiske tema, der har plaget og hærget verden siden Reagan og Thatcher regerede – og tro, at så går det hele nok. Der er jo ikke meget social model i. Men Blair foretager ikke det nødvendige opgør med det liberalistiske mantra. Hér øjnes ingen reformkraft eller lederskab. Og slet ingen samfundsforandrende kraft.  

 

En socialdemokratisk fællesplan?

Alt i alt er budskabet derfor langt fra at være en reformpakke, men snarere den typiske ny-socialdemokratiske Tredje Vej proppet på EU-terminologi. Den samme som Thorning-Schmidt abonnerer på. Nemlig at frihandel og markedsgørelse ikke skal udfordres, og at sikkerhed, kriminalitet og andet ikke ses som sociale problemer, men som noget, der skal deales med i et kontrol- og tryghedsperspektiv for at appellere til vælgerne.

          Selvom Blair med næsten profetisk klang taler om modernisering og sociale perspektiver, mangler det indhold, der skal erstatte flosklerne om et ’socialt eller ikke-socialt’ Europa. Og man kan have sine tvivl, om der overhovedet er vilje til dét hos Tredje-Vejs-socialdemokraterne. Dækker Blairs tale kun dækker over en socialdemokratisk fællesplan? ”Borgerne er måske ved at være trætte af borgerlige regeringer, så ved at gøre EU socialdemokratisk, vil de nok også elske EU”? Hvis ændringerne finder sted på et aldeles uforandret fundament, kan det hele jo være lidt lige meget. Det er højst den gammelkendte fare i ny klædning – at det profetiske, propaganderende lederskab

formår at ignorere problemknusning, praktisk relevans og kampen mod polarisering og udstødelse.

          ”Den lidenskabelige pro-europæer” må være tro mod de europæiske demokrati- og frihedsidealer: Og derfor må et hvilket som helst reformprojekt af EU indeholde et opgør med en påtvunget nyliberalistisk ideologi som bestemmende for valg af samfundsmodel. En ideologi, der i sig selv er antidemokratisk med den massive magtoverførsel til markedet og multinationale selskabers bestyrelseslokaler, og som samtidig, i al sin forudbestemthed, fratager os friheden til at vælge andre alternativer. Og de er der. Ikke blot for vores egen skyld, men for at forandre den verdensorden, der er skyld i, at der hvert minut dør 21 børn af sult.

          ”Den lidenskabelige pro-europæer” ville springe ud i det. Vi venter spændt, Blair.