|
2. Den værste tænkelige model
I
EU har man ikke taget konsekvenserne af den udvidelse, der nu har været
undervejs i årevis.
EU havde to mulige veje, der begge ville være et opgør med den eksisterende
Unions-model:
-
En føderal statsmodel, hvor indretning af EU-samarbejdet ud fra
formelle kriterier ville styrke de demokratiske aspekter, og hvor der i hvert
fald ville være en formel kompetencefordeling og formelt-demokratiske
beslutningsprocesser, fordi magten ville ligge hos politisk valgte.
-
Eller en slankere og fleksibel samarbejdsmodel, hvor de
grænseoverskridende problemer var i fokus, med stærke institutioner, hvis
opgaver og kompetencer var klart definerede. Hvor der var fælles forpligtende
regler, som samtidig gjorde det muligt for lande at være foregangslande. Og
hvor der var en klar forvaltningslov, som udstikker spillereglerne for EU’s
institutioner og deres forvaltning af den magt, de har fået tildelt.
EU valgte i stedet den værst tænkelige: Man fortsatte udviklingen i samme bane
som blev udstukket i 1950’erne: En enhedsstats-model, hvor intet politikområde
er overladt til medlemsstaterne selv, tværtimod er endnu flere politikområder
overført til EU. Harmonisering, ensretning og centralisering er bedste bud på
at skabe resultater, og flertalsafgørelser bliver indført næsten overalt, i
effektivitetens navn. Forfatningen er det mest gedigne makværk længe
produceret af og i den demokratiske del af verden, og burde i virkeligheden
have en pris som det mest anakronistiske dokument i EU’s historie.
Et EU med 25 lande med meget forskellige økonomiske, politiske, sociale og
kulturelle særkender, systemer og karakter er for mangfoldigt til at kunne
mases ned i Unionsmodellen. Problemerne med at få et stort samarbejdende EU
til at fungere hober sig op, og vi skal først nu i gang med at løse dem.
EU-forfatningen er overhovedet ikke et bud på de løsninger. Den vil tilmed
lukke for fremtidige udvidelser, fordi dens magtfordeling mellem store og små
lande ikke kan klare yderligere medlemskab, hvis den overhovedet kan håndtere
et EU-25. Jeg tvivler.
Et politisk og økonomisk samarbejdende Europa er et skridt på vejen frem mod
bæredygtig udvikling og en fredelig og stabil verden. Derfor gælder det netop
om, at skrue samarbejdet sammen på en måde, der både tilgodeser demokratiske
principper (som bl.a. tillader en meningsfyldt kamp mellem højre og venstre)
og kravene til en moderne forvaltning - men også finder en fornuftig balance
og sikrer et dynamisk samspil mellem de nationale og de europæiske strukturer.
EU’s næste bidrag til et kapitel i verdenshistorien skal til at starte.
Kapitlet vil hedde noget i retning af ”arbejdet for demokratiernes og
demokratiets Europa”. Verdens mest forpligtende overnationale samarbejde skal
fremtidssikres ved at slå ind på den slankere og fleksible vej. EU skal bygges
om, så det kan løse de mange grænseoverskridende problemer på en solidarisk og
demokratisk forsvarlig måde. Det ville være sand international solidaritet –
og konklusionen på det kapitel ville være, at EU langt om længe levede op til
lørdagens mange skåltaler – der dristigt tog demokratiet og solidariteten på
forskud.
Trist, at velkomstpakken
skal indeholde så meget ensretning og så lidt fleksibilitet. Og velkommen til
arbejdet for et nyt Europa.
ELLEN TRANE NØRBYS
INDLÆG
UDGIVET 05.05.04 kl.13.09 CET
DOWNLOAD
SOM WORD-DOKUMENT | DOWNLOAD SOM PDF-FIL
ARTIKLENS FORSIDE
RÆSONS FORSIDE
TILBAGE
|
