TREDJE  KVARTAL 2003: 9. september 2003

2:12

<  >

 

ark og ulands

 

 

 

Illusionen om nældens rod

Men selv hvis man indrømmede at der er den der multiplicitet af identiteter, den der konkurrence, og at historien ikke er entydig, så kunne man jo godt mene, at det kunne være et ideal. Der er vel et meget stort element - måske ikke indrømmet eller anerkendt - af noget konstruktivt i den form for nationsbygning, som Dansk Folkeparti er udtryk for? 'Vi har et godt projekt her - det er bedre end Islam, kom og vær med'. Der er et ideal om, selvom vi ikke ER ens, at vi gerne vil være det?

 

REL: Jo, det er rigtigt - det er meget konstruktivt og det er er jo et åbent bud på en samfundsudvikling, i en tid hvor de fleste politiske partier ingen bud og ingen visioner har.

 

Er det en af grundene til deres succes?

 

REL: Det tror jeg er én af grundene, i hvert fald. Dansk Folkeparti skiller sig ud ved at de rent faktisk har en vision. Men problemet er at man stiller det op i kontrast til nogle ikke-eksisterende situationer - eller at man bruger det fif at man siger, 'prøv at se her, på de multikulturelle samfund. Dér har været nogle problemer; dér er de oppe at slås; dér er en borgerkrig’ osv. Men sagen er jo at der findes ikke noget samfund i verdenshistorien, hvor der ikke har været sammenstød. Lige meget hvilket samfund du peger på, hvilken kultur du peger på, så er der sammenstød. Derfor er hele den underliggende dagsorden som Dansk Folkeparti også er en del af - som kommer til udtryk især hos Samuel P. Huntington i hans Clash of Civilizations - at tiden efter Den Kolde Krig, og måske for nogles vedkommende også tidligere, har kunnet forstås som et sammenstød langs civilisationsskel. Det er jo simpelthen vrøvl, dybest set. Det er en så ekstrem forenkling af tingene, fordi dét, dét kan karakteriseres som, er ikke sammenstød mellem civilisationer, det er: sammenstød:

 

Der er ingen enkel forklaring. Det er ligegyldigt om du vælger en marxistisk og taler om klassekamp som den store nøgle og den store universalforklaring, eller du har Huntingtons sammenstød mellem civilisationer, eller du har en mere social opfattelse af at alle internationale og nationale konflikter skyldes sammenstød mellem indtægtsforskelle. Det er altsammen, når man går ned i de enkelte konflikter, når man går ned i verdenshistorien, altsammen overdrevet forenklet. Fordi alle konflikter indeholder talrige mange flere elementer - og OGSÅ disse udvalgte elementer. Vi må bare se i øjnene at selvom det er meget fristende at lede efter nældens rod, det ondes rod, en eller andet enkelt ting, vi kan fjerne som om det var en kræftknude, skære væk, og ' får vi det allesammen bedre' - så eksisterer den ikke. Der findes ikke nogen nældens rod, der findes: rødder - og de er rigtig mange.

 

Så alle patentløsningerne af de store problemer, hvadenten det er Pittelkows eller en anden patentløsning, som fx 'det skyldes islams manglende oplysningstid', så er det noget, der gør sig rigtigt godt; det er noget, der er meget enkelt at forklare i en enkelt overskrift, i et enkelt slogan, i en enkelt pressemeddelelse, og i et enkelt interview på 15 sekunder: "Det skyldes dét, punktum". "Det er det gode mod det onde, punktum". "Det er de vantro mod de troende" - som Osama Bin Laden og fundamentalisterne ville sige. Alle de der forenklede ting - hvadenten de tilhører den ene eller den anden fløj, den ene eller den anden religion, de er allesammen med: de er en del af problemet, de er ikke en del løsningen - de fortegner problemet og skaber flere konflikter:

 

Der synes jeg, apropos hvad jeg sagde indledningsvis omkring Frihed til forskellighed, selvom der er langt hen til de her dagsordener, at det væsentlige det er, hele tiden at holde sig for øje at kulturer og mennesker er forskellige. Vi tilhører nogle kulturer, nogle subkulturer, vi har vidt forskellige normer. Det, vi har behov for - for at få en homogen stat, om man så må sige - det er ikke at vi skal mene og synes det samme eller nødvendigvis have alle de samme værdier, det er at vi skal overholde den samme lov. Hvad der ligger derudover - dét tilhører privatsfæren. Selvfølgelig skal vi allesammen overholde den samme lov - og hvis vi er utilfredse med loven, så må vi forsøge på at påvirke og forandre dén, sådan at den bliver mere rummelig, hvis man synes den skal være det - ændres i den retning, man nu synes.

 

Det er fuldt ud tilstrækkeligt for at samfund, for at være homogent og for at hænge sammen og for at inkorporere et godt fællesskab, at man har den samme lovgivning og baserer sig på de samme regler - og de skal selvfølgelig gælde alle uden undtagelse. Det skal ikke være sådan at der er nogle regler for den ene befolkningsgruppe og nogle for den anden; at nogle ikke må gifte sig og nogle skal tvinges til at blive skilt og nogle skal tvinges til at være aktiveret og nogle til langt under den løn, man får hvis man er i arbejde.

 

Vi skal have den samme lov, hvor der er lighed for loven, og det har vi ikke i dag.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

       

 

    

Portrætfoto: Humanisme.dk Illustrationsfoto: US Dept. of Defense