|
|
Samtidig med at den ene procent blev nået kom en ny socialdemokratisk ledet regering til magten i 1992, og dermed gled bistandspolitikken langsomt i baggrund som et politisk kontroversielt spørgsmål. Selvom bistanden målt i kroner og ører fortsatte med at stige igennem 1990erne i kraft af den fortsatte økonomiske vækst, skete der støt og sikkert en afpolitisering af emnet. Det kan blandt andet tilskrives den daværende socialdemokratiske bistandsminister Poul Nielson, som benyttede en særlig debatteknik, der dræbte enhver kritisk røst. Teknikken bestod på den ene side i at gøre opmærksom på, at en eventuel kritiker ikke vidste, hvad vedkommende talte om. På den anden side blev potentiel kritik og debat afvist med, at nok erkendte ministeren, at der havde været et problem. Men det havde man for længst faget fat på i Danida - og det betød, at virkeligheden så helt anderledes ud, end kritikeren hævdede.
Debatformen cementerede tendensen til at gøre bistandspolitik til en sag for eksperter. Kun folk med indsigt og erfaring kunne og burde følgelig udtale sig om sådanne sager. Denne 'ekspert-gørelse' af bistandspolitikken havde desuden god klangbund hos de få personer og organisationer, der er involveret i fastlæggelsen af politikken.
Foto: www.cdr.dk