|
1. Det handler om
menneskesynet
2.
Virkeligheden er stadig brutal
3. Tyrkifiseringen
fastholdes
4.
Det smertefulde opgør med Atatürk
5.
Middelalderlig undertrykkelse
6.
Fra ’katastrofalt’ til ’slemt’
Af Nynne Bjerre Christensen
1. Det handler om
menneskesynet
Det er næsten blevet moderne
i visse kredse at argumentere for, at Tyrkiet skal ind i EU så hurtigt som
overhovedet muligt. For at skabe en geopolitisk bro mellem Europa og
Mellemøsten og dermed forhindre Samuel
Huntingtons forsimplede tese
om ’civilisationernes sammenstød’
i at gå i opfyldelse. Ønsket er helt forståeligt,
for med konstante konflikter mellem oprindelige europæere og nytilflyttede
europæere er en opmuntring i kraft af tyrkisk
medlemskab
stærkt tiltrængt.
Det ville da
være herligt, hvis Tyrkiet inden for en overskuelig periode kunne opnå samme
niveau i menneskerettigheder og retssikkerhed som EU-medlemslandene. Teknisk
set er landet også godt på vej: Inden for de seneste par år er store og
visionære reformpakker blevet vedtaget i Ankara. Men desværre bliver mange
af reformerne ikke ført ud i livet.
Hovedproblemet er, at hele det tyrkiske bureaukrati
fundamentalt skal ændre menneskesyn.
En stor del af landets embedsmænd, politifolk og militært ansatte har kun en
meget vag fornemmelse af, hvad det i praksis indbefatter at være et
demokratisk land. Det gælder for eksempel forståelsen for individets
rettigheder samt
anerkendelsen og beskyttelsen af minoriteter; en beskyttelse, som hidtil har
været ikke-eksisterende i Tyrkiet.
En
reportagerejse i de kurdiske områder viste derfor, at Tyrkiet
næppe snart accepterer hele
det værdisæt, som EU prinser sig af. Og hvis man
fra EUs side fastholder, at opfyldelsen af bestemte standarder er en
forudsætning for optagelse, så bør forhandlinger om optagelse ikke startes
foreløbig.
2.
Virkeligheden er stadig brutal
Problemet er, at stærke
kræfter i det tyrkiske bureaukrati, militær og politi gør, hvad de kan, for
at føre EU bag lyset. Man etablerer to virkeligheder: En reformeret og
pletfri virkelighed på papiret, som man kan fremvise til EU, og en brutal
virkelighed, der kun ændrer sig langsomt. Disse træk ses overalt i Tyrkiet,
men specielt i de kurdiske områder.
Selahattin Demirtas, formand for Human Rights Association i kurdernes
hovedby Diyarbakir, fortæller, at politi og stat ofte afslører, at
institutionerne slet ingen fornemmelse har for, hvad det indebærer at være
en retsstat:
”De
siger til os som organisation: I vil gerne ind i EU, men alligevel bliver I
ved med at offentliggøre, at der er problemer med menneskerettighederne. Som
om det var offentliggørelsen, der var problemet. Men det er jo en
fuldstændig absurd måde at argumentere på: Hvis Tyrkiet løser
menneskeretsproblemerne, kan man blive optaget i EU, ellers ikke,” siger
han.
Meldingerne fra
regeringen i Ankara til for eksempel kurderne er klare:
Der vil fremover være nul tolerance overfor
tortur. Men en lang række menneskeretsorganisationer i det kurdiske område
er meget i tvivl om, hvorvidt Ankara ønsker forandringer for kurderne andet
end på papiret.
Repræsentanter for organisationerne
fortæller, at reformerne og presset fra EU
blot har medført, at man udfører tortur, undertrykker politiske partier og
straffer politisk aktive, på en lidt mere sofistikeret måde.
For
eksempel er varetægtsperioden for arresterede blevet sat ned fra 90 til fire
dage, hvilket er en klar forbedring. Det medfører blandt andet, at man ikke
længere i samme omfang kan torturere folk fysisk, fordi deres sår og
skrammer ikke kan nå at hele. Men i stedet er psykisk tortur blevet udbredt:
De arresterede og deres familier bliver truet med at blive slået ihjel. De
bliver nægtet søvn, toiletbesøg og mad.
Det er også stadig farligt at gå til demonstrationer for kurdiske politiske
partier. Tidligere arresterede politiet politisk aktive og tog dem til
politistationen, hvor folk ofte blev straffet fysisk i større eller mindre
grad. I dag bliver man ikke arresteret. Nu hiver anonymt udseende
repræsentanter for det hemmelige politi folk ud af forsamlingerne, og tager
dem med til en civil bil, hvor de bliver tævet og smidt på gaden igen. På
den måde er der intet sted, hvor man kan klage over behandlingen. Der er
ingen anholdelsesrapporter, man kan henføre til.
Mishandlingen
kommer dermed ikke til at plette Tyrkiets generalieblad overfor EU, men den
afskrækker folk fra fremover at vise deres politiske tilhørsforhold.
”Tyrkiet vil det hele: De vil være medlem af EU, men alligevel ikke give
kurderne rettigheder. Ankara narrer EU ved at lave reform efter reform, som
ikke bliver ført ud i livet,” siger Selahattin Demirtas.
3.
Tyrkifiseringen
fastholdes
Menneskeretsadvokaten Reyhan
Yalcindag fra Human Rights Association, har mange flere eksempler på,
hvordan statens
repræsentanter i praksis obstruerer de lovede reformer.
I
princippet har tyrkerne, som en del af reformpakken, givet kurderne
tilladelse til at bruge kurdiske navne. Men navnene må dog ikke indeholde
bogstaverne w, q og x. Og så er kurderne lige vidt, for netop de tre
bogstaver er de mest almindelige på kurdisk og næsten ingenting kan skrives
uden.
Tyrkiet har også, efter pres fra EU, givet tilladelse til, at der kan sendes
fire timers kurdisk-sproget fjernsyn om ugen i lokale medier. De skal være
tyrkisk tekstet, og indholdet skal være godkendt og upolitisk. Deltagerne i
programmerne må ikke have traditionelt, kurdisk tøj på, men skal bære
”moderne,” vestligt tøj. Der må heller ikke sendes børneprogrammer, da den
tidlige tyrkifiseringen i skolerne ikke må anfægtes.
Men når myndighederne i de lokale Radio- og TV-nævn får udsendelserne til
gennemsyn, finder de alligevel fejl ved udsendelserne, og de bliver aldrig
udsendt. Selv om reformerne blev vedtaget sidste efterår, er kun enkelte
radioudsendelser på kurdisk blevet udsendt. En TV-station, der uden
godkendelse udsendte en tale af en kurdisk politiker, blev straffet ved
lukning i én måned.
Regeringen har også besluttet, at der i begrænset omfang skal laves kurdiske
sprogskoler. Men når de lokale embedsmænd skal ud og godkende
undervisningslokalerne, så siger de nej.
”De siger, døren sidder forkert, eller: ’Vi
kan ikke lide farven på væggen’.
Det er jo utroligt at skulle høre på sådan noget. Det er simpelthen at gøre
grin med kurderne,” siger Reyhan Yalcindag.
”Stærke magter i militæret ønsker ikke at implementere lovgivningen, fordi
militæret næres af konflikter. Militæret har en racistisk tankegang og
ønsker ikke at minoriteter skal have rettigheder, fordi det vil trække
fokus, penge og magt fra militæret,” siger hun.
Dette bekræftes af den anerkendte tyske forsker Heinz Kramer fra den
berlinske tænketank Stiftung Wissenschaft und Politik.
”Tyrkiet er stadig langt fra at have nået EU standarder, når det kommer til
civile-militære relationer,” sagde han fornylig til netmagasinet
euobserver.com.
4. Det
smertefulde opgør med Atatürk
Omstillingsprocessen fra et
militærstyre til en demokratisk stat, med alt hvad det indebærer af
minoritetsbeskyttelse, er så svær, fordi regeringen i Ankara i princippet
skal forkaste Kemal Atatürks vision om et samlet Tyrkiet, med ét folk, ét
sprog og ét land.
Hidtil har denne kemalistiske drøm betydet, at minoriteter, minoritetssprog
og divergerende identiteter er blevet holdt nede. Det er sket
i form af
en heftig nationalisering, og har givet
problemer primært
med kurderne, som i dag udgør ca. 20 mio. af
Tyrkiets befolkning på 70 mio. Konflikten udviklede sig i perioden 1994-1999
til en regulær krig mellem kurdiske guerillaer og den tyrkiske hær. Krigen
sluttede, da kurderlederen Abdullah Öcalan blev anholdt i Nairobi.
En
officiel anerkendelse af, at der findes andet end etniske tyrkere i Tyrkiet
vil derfor betyde en indirekte forkastelse af kemalismen og dermed også en
forkastelse af det fundament, som republikken blev grundlagt på for 80 år
siden.
Og
bortset fra at de kan ses som
en trussel mod
statens ideologi, er Ankara stadig nervøs
for, at kurderne, verdens største folkeslag uden en selvstændig stat, finder
sammen med kurdere i Irak, Iran og Syrien om at skabe en selvstændig
republik. Til trods for at kurderne – med Öcalan i spidsen - officielt har
droppet denne ambition, er regeringen stadig uvillig til at give dem for
lang snor. I Ankara frygter man
konsekvenserne af at give kurderne rettigheder og minoritetsbeskyttelse.
5.
Middelalderlig undertrykkelse
Heller ikke på det politiske
plan er der ubetinget forståelse af,
hvordan et demokrati skal fungere. Næstformanden for det kurdiske politiske
parti DEHAP i Diyarbakir, Nesip Gültekim siger, at
demokratiet -
selvom der er frie valg - reelt har
vanskelige vilkår i Syd-Østtyrkiet.
”Det største politiske problem er, at AKP (regeringspartiet, red.) siger til
kurderne, at hvis de ikke stemmer på AKPs kandidat, så kan de vinke farvel
til al økonomisk støtte til denne region. Og det har regeringen jo reelt
magt til at gøre. Så på den måde forsøger de at skræmme vælgerne væk fra
DEHAP,” siger han.
Lederen af et andet kurdisk parti HAK-PAR, Abdulmelik Firat, har over 100
sigtelser for overtrædelse af straffeloven mod sig. De seneste fik han for
at sige ’Goddag og velkommen’ på kurdisk ved partikongressen. Selvom resten
af talen blev holdt på tyrkisk – og selv om kurdisk
er blevet
tilladt - var
det en overtrædelse af loven at holde politiske taler på andet end
tyrkisk.
”Regeringen og embedsmændene bliver ved med at fortælle europæerne, at
kurdisk sprog, kurdisk fjernsyn og kurdiske sprogskoler er tilladt. Men
alligevel bliver vi tiltalt for at sige ’goddag’ på kurdisk.. Dem, som anser
dette for være kriminelt, lever i middelalderen,”
blev Firat
citeret for at sige i det tyrkiske dagblad Turkish Daily News op til
lokalvalget i marts.
Demokrati eksisterer altså i den snævre forstand, at folk kan stemme på hvem
de vil, når de står i stemmeboksen. Men forud er gået et intenst arbejde for
at stikke en kæp i hjulet på det kurdiske projekt ved at arrestere politisk
aktive, forsøge at få lukket kurdiske partier og hindre partiernes adgang
til medierne.
6. Fra
katastrofalt til slemt
Alligevel er alt ikke skidt
for kurderne, for der er sket store og positive forandringer. Kurderne i dag
kan tale kurdisk på gaden uden at blive arresteret. Undtagelsestilstanden i
de fleste kurdiske byer ophørte, da krigen sluttede, hvilket naturligt gav
ro og velstand. De tyrkiske institutioner er blevet forsigtigere i deres
forsøg på at holde kurdisk nationalitet og kultur nede. Det var også en stor
politisk gestus fra den tyrkiske regering, da den kurdiske parlamentariker
Leyla Zana blev løsladt i juni. Hun havde været fængslet siden 1994 for at
udtrykke kurdiske sympatier og er et vigtigt symbol for kurderne i deres
kamp for anerkendelse.
”Jo, kurderne har fået det bedre. I 90erne var vi NGOer bange for at blive
dræbt. I dag er vi bare bange for at blive arresteret og tortureret. Så det
er en forbedring – fra katastrofalt til slemt. Men der er stadig store
problemer,” siger Nesrin Aslantas, der er medicinsk ansvarlig i en af
Diyarbakirs store menneskerettighedsorganisationer, TIHV.
Der er altså mange løse ender for Tyrkiet. EU har været med til at skubbe en
reform- og liberaliseringsproces i gang, men det kan meget vel tage mindst
en generation, før reformerne og menneskesynet har gennemsyret alle dele af
det tyrkiske samfund.
Om
få måneder skal Kommissionen afgive den rapport, som skal bestemme om
optagelsesforhandlingerne skal starte. Og der er langsomt ved at indfinde
sig en erkendelse af, at Tyrkiet ikke når at opfylde kriterierne på
demokrati- og menneskeretsområdet, før året er omme. Formelt er det en
forudsætning for at starte forhandlingerne. Reelt vil EU af politiske
årsager være villig til at acceptere løse ender - spørgsmålet er bare, hvor
mange.
UDGIVET
23.07.04
DOWNLOAD SOM PDF-FIL
RÆSONS FORSIDE
TILBAGE
PRESSEMEDDELELSE:
Nynne Bjerre Christensen i RÆSON: Tyrkiet har stadig langt igen
”Problemet er, at stærke
kræfter i det tyrkiske bureaukrati, militær og politi gør, hvad de kan, for
at føre EU bag lyset. Man etablerer to virkeligheder: En reformeret og
pletfri virkelighed på papiret, som man kan fremvise til EU, og en brutal
virkelighed, der kun ændrer sig langsomt. Disse træk ses overalt i Tyrkiet,
men specielt i de kurdiske områder.”
Skal Tyrkiet ind i EU? Og kan
Bruxelles stole på Ankara? Efter en omfattende reportagerejse gennem landets
de kurdiske områder fastslår journalist Nynne Bjerre Christensen at Tyrkiet
langt fra er så parat til medlemskab, som mange debattører insisterer. Om få
måneder skal EU-kommissionen afgive den rapport, der bliver grundlaget for
beslutningen om hvorvidt optagelsesforhandlingerne skal indledes. Men Bjerre
advarer om, at ”det kan meget vel tage mindst en generation, før reformerne
har gennemsyret alle dele af det tyrkiske samfund.”
Kurderne, der udgør ca. 20 af Tyrkiets 70 millioner indbyggere, er landets
største etniske problem: ”Bortset fra at
de kan ses som en trussel mod
statens ideologi, er Ankara stadig nervøs
for, at kurderne, verdens største folkeslag uden en selvstændig stat, finder
sammen med kurdere i Irak, Iran og Syrien om at skabe en selvstændig
republik. Til trods for at kurderne officielt har droppet denne ambition, er
regeringen stadig uvillig til at give dem for lang snor.”
I artiklen interviewer hun
bl.a. Selahattin Demirtas, formand for The Human Rights Association i
kurdernes hovedby Diyarbakir. Han siger: ”Tyrkiet vil det hele: De vil være
medlem af EU, men alligevel ikke give kurderne rettigheder. Ankara narrer EU
ved at lave reform efter reform, som ikke bliver ført ud i livet”.
LÆS ARTIKLEN NU:
Nynne Bjerre Christensen i RÆSON: Tyrkiet har stadig langt igen |
