|
|
|
5. Magttomrummet i Baltikum
|
CBK: Men lad os tage Baltikum som et eksempel; i forhold til. det her forhold mellem ”det nordiske” og ”Østeuropa”. Du nævnte selv før at Danmark jo under den Kolde Krig jo faktisk var ikke bare en randstat men en frontliniestat. Ville det være forkert at sige, at dén opfattelse, dén realization, aldrig helt åbenbarede sig for danskerne? At det var måske en trediedel af befolkningen, der havde fornemmelsen af, at vi lå lige i skyggen af Sovjet, og så var der rigtig mange mennesker der følte, at Sovjetunionen var forfærdeligt langt væk.
MOURITZEN: Ja, fordi det skægge er jo at det dér ord ”frontliniestat”, det er jo først kommet frem da vi ikke længere var det, ikke? Det var der ingen der talte om at vi var, dengang. Sådan er der så meget: finnerne de taler meget om deres lange grænse østpå, hvor mange kilometer den er og sådan noget. Den grænse ”eksisterede” jo stort set ikke under den Kolde Krig – fordi det var ikke noget man talte om. Det er ikke altid man taler allermest om det, der lige står på.
CBK: Bertel Haarder brugte udtrykket at vi havde ”muret vores vinduer til” mod Østeuropa, at man i det øjeblik muren falder skal genopdage kortet – og sige, ”Nå, jamen, Gud, se, der er lige dér!” som om det virkelig er en meget stor mental revolution man skal igennem for at ”få Østeuropa ind”. Hvis vi nu tager Baltikum som eksempel, hvorfor var vi så hurtigt ude? Hvorfor blev det i den grad en prioritet for VK-regeringen at få Baltikum ind, med i familien? For det var jo virkelig et prestigeprojekt.
MOURITZEN: Ja, det var det-
CBK: På et meget tidligt tidspunkt.
MOURITZEN: Det var jo fordi der pludselig opstod et magttomrum – hvis man skal udtrykke det meget kynisk, ikke? Som vi så kunne udfylde med vores værdier, ikke, vores demokratiopfattelse. Og det blev jo ikke ringere af at man så selvfølgelig straks fornemmede at der var indenrigspolitisk enighed: det sad virkelig i rygmarven på folk, at det her var noget godt. Og det blev heller ikke ringere af at man havde en udenrigsminister, Uffe Ellemann, på daværende tidspunkt, som var hurtig, og kunne næsten komme foran svenskerne – det gjorde man faktisk. Det gik igen op i en højere enhed. Men man skal nok huske hvad det grundlæggende er: at Danmark et par år forinden var kommet ud af det sovjetiske strubegreb, fordi den røde hær havde rømmet Polen – eller var i hvert fald ved at gøre det; man var ved at rømme DDR. Det vil sige: Murens fald slog igennem hurtigere i Danmark end i Sverige og Finland af nogle rent geopolitiske grunde. Og det gjorde at så følte vi pludselig at ’nu kan vi råbe højt’; ’nu kan vi sige ting som ikke er vel-hørte i Sovjet’ – blandt andet om de baltiske landes selvstændighed.
CBK: Og jo også på et tidspunkt, hvor fodnoteperioden jo ikke lå så forfærdeligt langt tilbage i fortiden –
MOURITZEN: En god sammenligning er i forbindelse med opstanden i Polen i 1981, altså vi går bare 10 år tilbage, hvor udenrigsminister Kjeld Olesen fører en meget lav profil og udtaler noget med, at ’nu må vi håbe at forholdet bliver normaliseret og produktionen kommer i gang igen’, og sådan noget, ikke. En udtalelse af den art som jo er … det er virkelig frontliniestaten, som går ind for afspænding næsten for enhver pris. Der skal sandelig ikke være revolution, i hvert fald ikke udenfor vores gadedør.
