FØRSTE KVARTAL 2003: 5.marts

3:14 <  >

"Fra frontliniestat til en plads i midten"

 

 

 

2. Set fra udlandet: Det selvtilstrækkelige land?

 

CBK: … Nu siger du fra Kommunalvalget, og her kan man jo sige at vi foretager rent analytisk et spring fra – skal vi sige, politik i øjenhøjde og på det mest konkrete plan, og så til politik på det mest abstrakte plan, fordi vi ellers sidder og taler om EU og strategi. Er det virkeligt rigtigt at de ting hænger så snævert sammen i dag i spørgsmål omkring den danske identitet – at der er den tætte, tætte forbindelse?

MOURITZEN: Det hænger sammen via vores internationale renommé, ikke? Fordi den politik vi fører på indvandrings- og flygtningeområdet, den er jo smittet af – negativt – på vores renommé. Og det kulminerer sådan set lidt dér omkring 1.juli, da vi overtog formandskabet, 1.juli 2002. Da de internationale journalister kom her til byen og skulle give et billede af hvad det var for et land, der skulle overtage formandskabet, der fik den jo hele armen som jeg sjældent tror man har oplevet magen til … et negativt billede af Danmark i forhold til vores traditionelle, rosenrøde-romantiske billede i omgivelserne. De kombinerede det, de jo i forvejen vidste – nemlig om vores undtagelser – med ”nå, de er også fremmedfjendske”, ”nå, jamen så hænger tingene jo sammen, så har det hele jo en fælles årsag – et-eller-andet fremmedfjendsk, ikke, eller: selvtilstrækkeligt.” Så der fik den hele armen.

Og siden hen kan man så sige jo at det blev så overskygget i det halve år – jo længere tid der gik jo bedre, i kraft af at det gik meget godt, jo, rent teknisk, og også rent substantielt, sådan som det endte, med at vi opnåede det hovedmål, som formandskabet havde sat sig, det blev faktisk realiseret. Og der kan man jo sige at udvidelsen var jo – og er jo – en god ting  for Danmark snævert betragtet fordi   det er en måde at signalere på, at ”hallo, vi er ikke så fremmedfjendske”, eller, ”vi er ikke så selvtilstrækkelige” fordi  vi interesser os ikke kun for ting, der handler om os selv.” Netop udvidelsen er jo noget, der per definition handler om andre – og det er noget, vi engagerer os i. men mange har ikke rigtigt forstået det: Hvorfor går I egentlig så meget op i den der udvidelse? Der kan man måske sige, jo, selvfølgelig er der nogle sådan geopolitiske og geoøkonomiske grunde i retning af at det er godt at få nogle buffer-stater, det er også godt at få nogle markeder på nært hold, ikke, som efterhånden vil kunne aftage danske produkter. Men det er også en god sag fordi den signalerer i EU at ”jamen altså, vi er ikke så selvtilstrækkelige, fordi vi kan altså også bekymre os om en sag, som er noget for hele EU, hele Europa.”

CBK:  Lad os lige gå et smut tilbage her  til 1.juli. fordi når du taler om de udenlandske journalisters reaktion – i din artikel i årbogen der taler du også om Per Stig Møllers optræden på HardTalk på BBC World. Gik det helt op for den danske offentlighed hvad der foregik i den udenlandske presse?  Vi er jo vant til at have en opfattelse af at udlandet slet ikke ser os, at vi er fuldstændig usynlige og at de kender os meget lidt. Blev det filtreret  tydeligt nok  igennem de danske medier hvad det var for en retningsændring udlandet mente at opfatte?

MOURITZEN: Det ved jeg ikke rigtig. Der var jo i hvert fald nogle resuméartikler jeg så i Berlingeren og Politiken, hvor man faktisk ret udførligt  resumerede, hvad der havde været i den internationale presse. Om det så har slået igennem – du tænker på om man i bredere kredse af befolkningen har forstået at vi har gjort os grundigt upopulære, det ved jeg ikke, det er svært at sige.

CBK: Gik det op for eliten  at der var sket et image-skifte?

MOURITZEN: Det ved jeg ikke. Altså jeg har hørt forskellige versioner på det dér. Nogle har netop nævnt for mig det dér HardTalk-interview med Per Stig Møller – at det gjorde faktisk et indtryk på Christiansborg, sådan rundt omkring på gangene, at man var sådan alligevel frapperet over at  udenrigsministeren i den grad blev kørt rundt med – og så oven i købet af en britisk journalist, som jo altid regnes for noget særligt, ikke. ”Er vi kommet så langt ud?” var der éen der sagde, og det var måske  et  vækkeur. Fordi man kører rundt i sin egen dynamik i sådan et lukket system – eller, ikke lukket, men det har sin egen dynamik:  der er en bestemt logik der siger nu skal der flertal for dét og dét og så videre Og der kan man godt  lukke af, bevidst, for nu koncentrerer man sig om nu skal vi vedtage sådan-og-sådan, og så blæse være med at EU skal have en fælles asylpolitik, eller blæse være med hvad der kommer det næste års tid, bare vi får lavet denne her pakke.” Men altså ud fra hvad politikerne sagde der hørte man jo ingenting; der var jo mange reaktioner også som ”vi er da ligeglade med hvad de siger” og ”vi er da ligeglade med  vores søsterpartier rundt omkring, det er nogle fjolser”, den form for reaktion var der også.

CBK:  Du taler jo selv om i artiklen at Danmark har det her selvgode image, man har en opfattelse af at samfundssystemet i Danmark virkelig er godt og ikke kan forbedres ret meget. Kan der så i dén situation – det vi gennemlevede dér sidste år, med stramningerne og EU-formandskabet og det her skarpe lys fra udlandet, kan der ligge en reaktion af ”det gør ikke så meget hvis vi strammer lidt op”. Man har det dér udtryk med at ”nu er vi færdige med at være tossegode”.  At de danske politikere har tænkt ”nå ja, men vi er vant til at være duksedrengen – dem, der indfører miljøpolitikken først, dem, der har den højeste ulandsbistand, og dem der overholder reglerne i EU og så videre selvom vi er skeptiske.” Vi er så duksede, at vi kan godt tåle at komme til at se ud som om vi er lidt hårde i filten! Kan der være sådan en oplevelse?

MOURITZEN: Ja, det kan der sikkert godt. Man har i nogle forskellige udtalelser kædet disse ting sammen, og sagt, ”jamen, der kan I jo bare se, vi har verdensrekord i ulandsbistand,” hvilket jo også notorisk er rigtigt. Og selv efter nedskæringerne så ligger vi da i hvert fald nummer to. Men i virkeligheden passer det sidstnævnte jo meget godt ind i mønstret, fordi det er jo en måde  at signalere på at vi vil meget gerne hjælpe folk i nærområderne; underforstået: så kommer de ikke så meget hertil. Så i virkeligheden hænger det stadigvæk godt sammen.

                                       NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN