|
|
|
6. Politikerens rolle: At være det rigtige menneske
|
CBK: Den dér tendens fra 98-valgkampen, hvor midterpartierne klagede over at det eneste medierne var interesserede i, det var at høre: hvem peger I på som statsminister? Dét var tålmodigheden med jer, og når I så havde sagt dét, så blev I så regnet til den ene side eller den anden side -
MIMI: Som det tynde øl, ja.
CBK: - i det dér diagram der så er tilbage med den røde søjle og den blå søjle – that’s it. Hvis den udvikling kører, nå jamen så får vi jo et politisk system hvor der af de 179 folketingsmedlemmer er 2 der betyder noget: lederen af oppositionen og lederen af regeringspartierne.
MIMI: Og så er der et par i hvert parti, der galer op. Og dem kender man fra skærmen.
CBK: Men som hvis det du siger er rigtigt får det sværere og sværere – fordi som menigt medlem i en folketingsgruppe har man lige præcis ikke spindoktoren, og man har lige præcis ikke adgang til de tal –
MIMI: Og du får måske også dårligere og dårligere lov til at udtale dig, fordi det er der nogle specielt autoriserede, der skal. det skal være dem, der gør sig godt: det skal være ’dem, der kan dét dér’, som får lov. Altså, man kan jo slet ikke skrue tiden tilbage: og dengang hvor det menige folketingsmedlem betød mest, var vel dengang hvor der var fire aviser i ethvert område, og hvor man kom ud med sine meldinger om hvad der skulle ske i lokalområdet. De lokale kandidater – de fire – de tog så kredsen rundt og skændtes i en valgkamp, og dér vidste man hvem det var. Det flyder jo nu – og det der med at kandidaten skal repræsentere et synspunkt om en motorvej et eller andet sted, det mener jeg er helt passé. Det er mere den dér med at man fjerner sig jo fra folk – så man ikke engang får en politikerlede men bare en politiker-ligegyldighed, fordi: ’hvem er de egentlig?’ ’hvad kender vi dem for?’
Nu ved jeg ikke om det med politikerlede; jeg er nok ikke enig med dig. for det første kan jeg huske meget længere tilbage – der har været politikerlede og navnlig snak om det, men for mig har der altid været den dobbelthed i det dér, at ja, det siger folk måske sådan lige umiddelbart, hvis de bliver spurgt, men når man er ude at snakke med dem, så er der ved Gud ingen politikerlede. Det er der altså heller ikke når vi har været ude på gaderne her – folk er kommet hen og har snakket og diskuteret og kommet med slik og blomster og kys og kram og jeg ved ikke hvad, de er så søde rundt omkring, og vil meget gerne snakke om ting og sager. Men det kræver at man er der. Og det er jo nemmere at sidde hjemme bag skærmen og sige, ’øv, se hende dér, eller se ham dér!’ Og derfor er det farligt at fjerne sig fra det der liv, så det bare bliver den dér gang elitesoldater, du ser på skærmen ustandselig – de ligner jo slet ikke nogen, der er rigtige mennesker. Det er det billede, jeg frygter. For dét er politikerens rolle – det er at være det rigtige menneske, midt i et meget indviklet system, af EU og amter og kommuner og folketing og embedsmænd og kloge folk og eksperter, hvor alle skændes og ingen kan blive enige om noget som helst.
'
Foto: CentrumDemokraterne
