|
|
||
|
|
FØRSTE KVARTAL 2004 |
|
|
2:7 Artiklen kan på sidste side (s.7) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
||
|
|
2. ”Stay detached”
Ind imellem skaber historiens gang en virkelighed, der får de gamle sår til at væske på ny. Det var tilfældet under Vietnamkrigen, i de sidste år af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne, og det var atter tilfældet under Præsident Reagans militære oprustning i begyndelsen af 1980’erne. Debatten om krigen i Irak har atter bragt forholdet ind i en bølgedal. I den nuværende krise har europæere beskyldt amerikanerne for at være arrogante, egenrådige og krigeriske, mens amerikanerne har beskyldt europæerne for at være forkælede, principløse og konfliktsky.
I mere end 200 år har USA og Europa spejlet sig i hinanden for at definere, hvad de hver især ikke var. Det er ikke mærkeligt, at amerikanere, der var flygtet fra Europas snærende bånd – politiske, sociale, religiøse og økonomiske – satte en ære i at fjerne sig fra deres ophav. Europa blev opfattet som ondt og kynisk, gammeldags og træt, dekadent og korrupt. USA skulle være det modsatte: uskyldigt og ungdommeligt, selvsikkert og optimistisk, moderne og fuld af muligheder for alle – uanset social stand eller religiøs tilknytning.
Den europæiske elite så ofte på den unge nation med dyb skepsis og fornemmede, at amerikaneren var i færd med at nedbryde respekten for kultur, tradition og sociale privilegier. Men store dele af Europas masser drømte amerikanske drømme, og således begyndte den massive udvandring til den nye nation. Nok vendte mange immigranter Europa ryggen, men ”Den gamle Verden” spillede stadigvæk en stor rolle i deres bevidsthed. De ville skabe et mønstersamfund, som kunne tjene som forbillede for dem, som var blevet tilbage. Men hvis USA skulle bevare sin uskyld, måtte landet, såvel kulturelt som politisk, holde sig på passende afstand af Europa. Nationens første præsident, George Washington, havde et vigtigt råd til sine efterfølgere: ”Stay detached” [”Bliv på afstand”]. Hans ord var møntet på forholdet til Europa.
Washington var ikke den eneste, der var overbevist om, at det ville ødelægge USA, hvis man knyttede for tætte bånd til Europa. Også Thomas Jefferson og forfatningsfaderen James Madison (USA's 3. og 4. præsidenter) advarede imod et udbrud af ”den europæiske syge” og gjorde sig til fortalere for, at man i USA ikke skulle bygge store byer efter europæisk forbillede, men derimod skulle søge at bo spredt. Storbyer ville skabe en frustreret pøbel uden handlekraft, og inden længe ville man opleve europæiske tilstande og gå i opløsning.
En udbredt national stolthed til trods, var amerikansk kulturliv op gennem 1800-tallet præget af et lurende mindreværdskompleks overfor Europa. Da USA blev en mere moden nation, genskabte man myten om sin egen nationale karakter i forestillingen om det civiliserede menneskes kamp for at tæmme vildnisset – the frontier – ude vestpå. Således nedtonede man betydningen af de europæiske rødder. Amerikansk kultur var ikke en dårlig kopi af europæisk kultur, men derimod noget helt nyt, skabt af landskabet og dets udfordringer (herunder henregnedes også kontinentets oprindelige beboere). Denne myte blev et af de vigtigste elementer i den nationale selvforståelse. Ved at undsige den kulturelle arv fra Europa – eller i hvert fald dele af den – skabte amerikanerne deres egen identitet.
|
|
|
Illustrationsfoto:
U.S.
Dept. of Defense
