|
|
||
|
|
FØRSTE KVARTAL 2004 |
|
|
2:4 Artiklen kan på sidste side (s.4) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
||
|
|
2. Udbudsøkonomi: Skattelettelser der finansierer sig selv
Når det drejer sig om indkomst- og kapitalbeskatning er der imidlertid enighed mellem de europæiske politikere - uanset partifarve. Der er således ingen, der ved deres sansers fulde fem kunne finde på at foreslå et skattesystem efter schweizisk model. Det er ærgerligt, for det er såmænd både rationelt og moralsk efterstræbelsesværdigt. Men mindre må så gøre det. En generel lempelse af den progressive marginalbeskatning har også ret. For det vil i det mindste bidrage til gøre Europa til en lidt mere konkurrencedygtig, en lidt mere dynamisk og en lidt mere vækstorienteret region. Altså bringe os et stykke nærmere de højstemte hensigtserklæringer fra EU-topmødet i Lisabon i 2000. Så det er vel bare at tage fat?
Men ak og ve, lyder klagesangen. Det er mere kompliceret end som så! For hvordan skal vi finansiere det enorme vildnis af velfærdsydelser, hvis vi sænker skatterne? Her er der i princippet flere svar, men nogle er på forhånd lyst i band. Det hjælper således ikke at foreslå, at man skærer dybt og grundigt i de mange overførselsindkomster. For det er helligbrøde og vil instinktivt udløse kilometerlange protestmarcher i de europæiske storbyer. Så lad os spare dette tilflugtssted til mere opportune tider, og i stedet vende blikket mod en anden mulighed.
Da Ronald Reagan blev valgt til præsident lancerede han et skattepolitisk program, der skulle genrejse amerikansk økonomi efter 70’ernes stagnation. Umiddelbart fremstod hans forslag til skattelettelser som en klassisk finanspolitisk lempelse, der havde til formål at øge den samlede efterspørgsel og derved forbruget. Men Reagan og hans rådgivere havde større forventninger til skattelettelserne. De skulle primært påvirke amerikanernes lyst til at yde en ekstra indsats; tilskynde dem til at arbejde mere, investere mere og udvise større risikovillighed. Derigennem ville skattelettelserne reelt finansiere sig selv.
Det lød næsten for godt til at være sandt. Arkitekterne bag det skattepolitiske udspil måtte da også lægge øre til en del kritik. Ikke mindst fra akademisk side, der havde svært ved at acceptere den teoretiske argumentation for de udbudsøkonomiske effekter.
Udfaldene var især rettet mod økonomen Arthur Laffer, der ved at tegne en simpel klokkeformet kurve på en serviet, fik overbevist Reagan om, at det godt kan lade sig gøre at sænke marginalskatterne og samtidig opnå en provenuforbedring. Men hvordan gik det så? Hvem fik ret - udbudsøkonomerne eller deres kritikere?
|
|
Illustration:
EU
