"Det kan de slet ikke tåle at høre!"

EUROPAPARLAMENTETS MINDREVÆRDSKOMPLEKS

Analysen, du der kommer med, er temmelig lammende set fra et dansk europapolitisk perspektiv, fordi man har herhjemme jo haft en forhåbning om i 20 år at EU-parlamentet kunne være den institution, der kunne give EU et menneskeligere ansigt. I det du siger her ligger der jo i virkeligheden en tese om, at parlamentarikerne ønsker at sætte en helt anden dagsorden for sig selv – og dermed vel gør sig selv til den ’talking shop’ som de er blevet beskyldt for at være.

"Det synes jeg desværre er rigtigt, selv om der nok er nogle af mine kolleger, der vil blive irriterede over, at jeg siger det. Men når man prioriterer en diskussion om alt muligt, der nok kan være interessant på den internationale front, men som vi ikke har nogen indflydelse på i Parlamentet, er det med til at styrke billedet af Parlamentet som den snakkeklub, du hentyder til. I stedet bør man koncentrere sig om de områder, hvor man har lovgivningskompetence, og er de områder, der er allertættest på borgerne. Det er for eksempel fødevaresikkerhed. Det er miljøspørgsmål som for eksempel: ”Hvilke stoffer skal være tilladt i børnelegetøjet?” ”Hvad må vi komme i alle de elektriske installationer vi bruger,” osv. Helt jordnære ting, som betyder noget for den enkelte borgers hverdag og for alles trivsel. Den opgave burde være en kæmpeprioritet for Parlamentet, som har fået en enestående chance for at gøre det! Man skulle hellere bruge kræfterne på at beskæftige sig med noget, hvor folk vil sige, ”det er godt, vi har Europaparlamentet til at hjælpe med de her sager i hverdagen.” Men det drukner, når to tredjedele af tiden går med al mulig andet snak.”

Men ligger der i det også, at den dagsorden, der er ved at tabe er dels en socialdemokratisk dagsorden, fordi det er de europæiske socialdemokratier, der har arbejdet meget stærkt for at have den dér type spørgsmål (arbejdsmiljø, miljøspørgsmål og sundhedsspørgsmål osv.) med, og at det også er en DANSK dagsorden, der taber – fordi det er sager, man i Danmark også fra de borgerlige partier har ment, at EU skulle tage sig af (eller: hvor Danmark havde en rolle i at sørge for at de kom på dagsordenen). Er det de dagsordener, der er ved at tabe i det spil?

"Ja, det synes jeg de gør - på den måde man samlet set prioriterer her i huset og hvor alt for mange stiltiende accepterer, at det er sådan. Jeg har selv prøvet at rejse denne problemstilling nogle gange også i socialistgruppens bestyrelse, men det er som om, man taler for døve øren. Fordi man er så optaget af de store udenrigspolitiske linier – og af at positionere sig i forhold til de andre EU-institutioner. Det er også sådan i hele den konventsdiskussion, der er i øjeblikket – halvdelen af tiden går med, at man diskuterer ”hvem skal beslutte hvad”! Hvem skal nu have kompetence til hvad, hvem skal afgive og hvem skal have noget, osv. Det er en evig institutionskamp. I virkeligheden er det et udtryk for lidt af et mindreværdskompleks i Europaparlamentet, fordi man ikke kan tåle at høre, hvis nogen siger, at ”dét har man ingen indflydelse på”.

Så risikerer det måske at blive et selvopfyldende profeti –

"Det kunne man godt sige.”

Det virker som om, man vil demonstrere, at man har indflydelse, men overser den magt, man faktisk har-

"Præcis! Hvor man jo virkelig havde en opgave! Altså, hvor der virkelig var noget at hente! Og som sagt, så tæt på borgerne, som det overhovedet kan være, fordi de ting vi skulle sidde og forsøge at sætte på dagsordenen (også i hele medieverdenen i EU) som parlamentets mærkesager, det var lige nøjagtigt nogen, der havde med folks hverdag at gøre. I stedet for at diskutere forholdet til Mexico og Latinamerika og Kina og Vietnam osv. – det er jo alt sammen fornuftige og vigtige, store udenrigspolitiske spørgsmål, men der er bare ikke her i parlamentet vi skal bruge kræfterne på det. Vi har fået nogle andre opgaver.”

Hvilken indflydelse har det her haft på dine egne overvejelser om din fremtid i Socialdemokratiet og din politiske fremtid?

"I forhold til Socialdemokratiet har det ingen indflydelse – jeg er stadig socialdemokrat. Men i forhold til min beslutning om ikke at stille op til Europaparlamentsvalget næste gang, har det været helt afgørende. Jeg er skuffet over manglen på seriøsitet i forhold til lovgivningsarbejdet. Jeg havde forventet, at det ville være helt anderledes prioriteret. Og jeg synes, at jeg spilder tiden – og at Parlamentet spilder tiden – med en masse fuldstændige overflødige diskussioner.”

Men det er jo en temmelig alvorlig sag… Altså, det danske socialdemokrati har jo haft en ganske særlig rolle i den danske EU-politik i 40 år, i hvert fald i 30 år, ikke sandt, og har været det parti, der har skullet bygge den danske konsensus, og – mere end noget andet parti – skabe, skal vi sige, en fælles grund, der hvor skeptikerne kunne mødes med tilhængerne osv. Man kunne ligesom nå frem til en eller anden form for konsensus fra Jens Otto Krag og frem! Når nu den tidligere spidskandidat – nuværende, for så vidt også, i og med at du sidder der endnu - kommer med denne her kritik af et system, som trods alt har fungeret (eller i hvert fald eksisteret!) i mere end 20 år - er det et udtryk for, at afstanden fra at sidde på Christiansborg og betragte de her ting og så til at sidde i Europaparlamentet er så stor, at de danske partier i den danske debat ender med at misrepræsentere billedet af Bruxelles og give et mere optimistisk billede end der i virkeligheden er grund til? Historisk set?

"Ja, det tror jeg egentlig godt, man kan sige. Men det hænger jo også sammen med, at når jeg taler med mine kollegaer hernede om det, så er der mange af dem, der ikke er enige. De færreste af dem kritiserer parlamentets måde at arbejde på. Jeg tror, at nogle af dem - inderst inde - godt kan se, at der er noget om snakken. Men man tør bare ikke føre kritikken frem – muligvis fordi man er bange for at det vil kunne sætte Europaparlamentet i et dårligt lys. For at det kan blive bedre, er det nødvendigt at skulle gennem en fase, hvor man får udtrykt mere præcist, hvorfor institutionen ikke fungerer optimalt. Det er også grunden til, at jeg har valgt at sige det så direkte som muligt. Og grunden til at jeg personligt har valgt ikke at genopstille.

I forhold til den demokratiske legitimitet og forbindelsen til borgerne er der to andre facetter, som bør nævnes.

Det ene er, at vi har ekstremt lave stemmeprocenter til Europaparlamentet. I Danmark ligger det endda pænt – lige omkring 50%. I visse områder i England var man nede på nogle-og-tyve procent til det seneste Europaparlamentsvalg. Og det er klart, at med den ringe interesse der er for Europaparlamentet – og dermed, den enorme afstand der er imellem parlamentet og borgerne - er det også svært at hævde, at man optræder som repræsentanter for Europas borgere.

Det er andet er, at jeg tror, man kunne flytte Europa-debatten – den nære Europa-debat – tættere på borgerne ved at få inddraget de nationale parlamenter noget stærkere. Ikke ved at lave et nyt kammer - så man havde et to-kammer-system med parlamentarikere, for så ville det hele sande til, men man kunne godt inddrage de nationale parlamenter tættere i EU's beslutningsproces gennem forskellige samarbejdsorganer, så man dermed kan få mange flere nationale parlamentarikere til også at beskæftige sig med den europæiske vinkel på de sager, man i øvrigt behandler nationalt. Dét tror jeg kunne være med til at skabe en større forståelse for Europaperspektivet i nogle sager, og en større viden hos borgerne om, hvad der egentlig foregår.”

NÆSTE SIDE

TILBAGE