|
|
Men det kunne selvfølgelig ikke vare ved. Vi er nu tilbage til den trygge, velkendte virkelighed, med aviskarikaturer af en amerikansk præsident i cowboy-udstyr, jævnlige advarsler imod ”amerikanske tilstande” og ”burger-kultur”, lidt offentlig afbrænding af Stars & Stripes, og endog lidt fornyet brug af det ellers dvalelagte i-ord, der dominerede al tale om USA i 1970erne og 1980erne: imperialisme.
Der har naturligvis kun været få, der eksplicit har sagt, at 11. september var en decideret god ting. Det har - i det store hele - indskrænket sig til en håndfuld ”Globale Rødder”, et par næsten pensionerede intellektuelle, nogle kulturelt-religiøse fanatikere og et par hujende førstegenerations-danskere. Og så alligevel. For på den danske, akademiske venstrefløj, er man endnu ikke helt kommet sig over kuppet mod Allende, Vietnam-krigen, at det var Reagan, der vandt den Kolde Krig, o.s.v., så her skal der ikke skrabes meget for at pirre til anti-amerikanismen.
Det så man hurtigt efter 11/9. To uger efter kunne forfatteren Jørgen Knudsen i Politiken smagfuldt forklare, hvorledes han følte lettelse og udtrykte et ”endelig!”, da ”disse babelstårne sank i grus”. Han syntes heller ikke, at man kunne kalde terroristerne decideret onde og sammenlignede dem endog med danske modstandsfolk. Han blev sekunderet af filminstruktøren Christian Braad Thomsen, der i ugerne efter 11/9 skrev et par debatindlæg i Politiken om, at USA stod for ”cowboyfascisme” og ”fascistisk herrefolksmentalitet”, og at Bush kunne sammenlignes med en ”21. århundredes Hitler”. Omvendt mente Thomsen, at Osama Bin Laden ikke kunne gøres ansvarlig for 11/9 og ikke skulle udleveres til USA; snarere var denne en ”frihedshelt” på linie med (den psykopatiske morder) Che Guevera og blev nu brugt som ”syndebuk”.
Til ære for disse synspunkter skrev Information i september 2002 en hyldest-artikel, hvor man lovpriste de ”få, modne intellektuelle”, der repeterer ”et rituelt slagsmål om USA”.
Ja, så sandt, så sandt
