|
|
||
|
|
TREDJE KVARTAL 2003 |
|
|
2:5 Artiklen kan på sidste side (s.5) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
||
|
|
Finkulturen på suppedåser
Med kommercialiseringen og globaliseringen har kulturkampen reelt været i gang i årtier; som en noget ensidig forestilling, ganske vist, og som en veritabel kulturrevolution. Statsministeren behøver slet ikke efterlyse den. Første halveg er allerede afgjort som en helt konkret opløsning af de kategorier, der tidligere udgjorde kulturlivets faste pejlemærker. Kultur som valget mellem de to former, lav og høj. Lav, som pop og konsum. Høj, som den der krævede indsigt, og som i princippet derfor kun kunne erhverves gennem ét eller andet mål af dannelse.
Med finkulturen fandtes både sociale skel og kvalitative pejlemærker. Man kunne smile indforstået, når nogen åbenlyst ikke vidste besked. Og man kunne diskutere både uddannelsespolitikken og kulturpolitikken på en overskuelig højre- og venstreskala, der alligevel tillod selvstændige positioner. Var det eksempelvis ”progressivt” at gøre finkulturen ”tilgængelig” for masserne? Eller var det tværtimod venstrefløjens opgave at sætte ord på ”arbejderkulturen” og gøre dén til noget samfundsbærende?
En nogenlunde balanceret kulturkamp igennem fem lange årtier - indtil det vi kalder udviklingen på i virkeligheden forbavsende få år blæste de gamle positioner helt ud af banen. Man kan næsten sætte år på. Da Andy Warhol i 1962 fremviste sine suppedåser på Stable Gallery og indvarslede begrebet pop. Da samfundet blev til en velfærdsstat med i princippet uendelige forbrugsmuligheder. Da tv-apparatet som det første af flere teknologiske fødselshjælpere gjorde også de danske hjem til veritable førerbunkere, hvorfra kulturrevolutionen med sine mange ansigter kunne vinde terræn i hus efter hus. Fra Disney til Spielberg, fra Elvis til Robbie Williams. Massekulturen, der på den ene side repræsenterer en voldsom demokratisering, fordi den kan købes af enhver, der gider, og som på den anden side jo rejser spørgsmålet om, hvorvidt demokratiseringen bliver meningsløs, hvis overfladiskheden er en uomgængelig konsekvens.
|
|
Illustrationsfotos:
Warholstore.com
Portrætfoto:
Det
Kongelige Teater
