Som altid kan interviewet på sidste side (s.11) downloades som Word-dokument, fx til udprintning

FJERDE KVARTAL 2003:
20. november

1:11

<  >

af Henrik Østergaard Breitenbauch, medredaktør af RÆSON

ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   
 

 

 
Portrætfoto: Francesca Luk

Keith Richburg er chefkorrespondent i Paris for den ansete amerikanske avis Washington Post. Den prisbelønnede Richburg har været udenrigskorrespondent i næsten to årtier, og har dækket krige, hungersnød, økonomiske vækst- og krisetider, sports- og kulturbegivenheder overalt på kloden.

   Fra 1991 til 1994 var han, som Washington Posts Africa Bureau Chief, en af de reportere, der var med til at henlede verdens opmærksomhed på katastroferne i Somalia og Rwanda.

   I 1997 udgav han en meget velskreven, ærlig og provokerende bog om sine oplevelser som vestlig – og sort – journalist i Afrika. Wall Street Journal skrev i sin anmeldelse af Out of America: A Black Man Confronts Africa: “Slående i både sin ærlighed og gru ... En fængslende erindringsbog, en passioneret påmindelse til et multietnisk demokrati om, at menneskelig værdighed ... er kilden til vedvarende individuel selvrespekt, både personligt og som borger.”

    Efter Afrika har Richburg været stationeret i Hong Kong, Bangkok og Paris, og har rapporteret fra Øst Timor, såvel som krigene i Afghanistan og Irak.

 

1. Hvad de unge europæere glemmer
2. Hvad Europa vender ryggen til
3. Hvad USA vender ryggen til
4. Berlusconi: Folkets vilje
5. Hvad demokraterne og republikanerne er fælles om at ignorere
6. Afrika glider stadig tilbage
7. Hvad 9/11 har bragt frem i lyset
8. Guerillaens lette sejr
9. Godt at komme, bedst at gå igen
10. Fortæl mig hvad du ser
11. Fra Detroit til Hindu Kush

 

Hvad de unge europæere glemmer

Robert Kagan pegede på, at der er forskelle i det transatlantiske forhold, som stikker dybere end end bare midlertidige politiske positioner. Eller i det mindste er der en opfattelse af, at sådanne forskelle findes, og den opfattelse er igen del af det indenrigspolitiske spil på begge sider af Atlanten?

KR: Jeg har rejst i meget af Europa og er enig med hvad bogen siger: Amerikanere er fra Mars og Europæere fra Venus. Men det, der skuffer mig i debatten er, at ingen af de to sider anerkender, at den anden har nogle tungtvejende argumenter. Europæerne synes, at amerikanerne er skøre, at de er skydevåbenselskende krigsspredere, osv. Amerikanerne synes, at europæerne er bløde, at alt de er interesserede i er deres velfærdsstater, at de ikke gider arbejde, osv. Der er ingen rigtig dialog, hvor man forsøger at forstå grundlaget for forskellene – som er historisk begrundede. Her i Europa – og det selvom jeg ikke ser mig selv som specielt pro-amerikansk – er jeg nødt til at forklare folk, at der er grunde til, at USA gør ting.

Tag perioden før Irak-krigen: alle skød skylden på USA for sanktionerne, som ”slog Irakiske spædbørn ihjel”, og der var jeg nødt til at sige: ”Stop lige et øjeblik: dette var ikke noget, der skete en tilfældig dag, hvor USA besluttede sig for at pålægge Irak sanktioner.” Man er nødt til at gå tilbage i historien, til dengang Irak invaderede Kuwait. Der var ikke engang en slutning på Golfkrigen: der var en våbenhvileaftale, ifølge hvilken Irak gik med til at afruste – og sanktionerne blev indført indtil Saddam Hussein gjorde det. Jeg talte med en masse unge europæere, som havde de svært ved at forstå dette: at sanktionerne ikke var noget, der blev fastlagt fordi USA og Storbritannien hader arabere og ville pålægge Irak sanktioner.

Der er måske også, i Europa, en mangel på forståelse af, hvordan det amerikanske politiske system fungerer?

KR: Netop. Det giver forsimplinger. Generelt er jeg enig med europæerne, men problemet er, når de foreslår løsninger, som man ville virke hjemme i deres egne lande. Tag Frankrig, som er et meget centraliseret land: hvis der er et problem kan man få vedtaget en lov og adressere problemet på den måde. Folk siger for eksempel: ”dødsstraf er forkert”, og det er jeg enig i. Og så fortsætter de: ”Men hvorfor afskaffer den amerikanske præsident ikke bare dødsstraffen?” Men sådan fungerer det ikke: hver delstat fastlægger sine egne love, og hvis den konkrete delstat har en lov om dødsstraf, så er der ingenting præsidenten kan gøre for at ændre på det.

Mange europæere, virker det som om, forstår ikke helt den pointe om USA. I Amerika er skydevåben et problem, det erkender alle, men det er et delstatsligt ressortområde. Delstater som New York og Californien har meget stramme regler for kontrol med skydevåben, mens andre ikke har. Der er ikke een national lov, hvor præsidenten lige svinger med sin tryllestav og pludselig er alle våbnene væk – sådan fungerer det ikke.

Det er en anden forskel: domstolenes, den dømmende magts politiske rolle i USA, hvor magten i Europa som oftest er hos regeringen?

KR: Ja, vi har en grundlov som betyder noget, hvorimod man i mange lande som Frankrig har arbejdet sig igennem en hel del i løbet af deres historie – Storbritannien har ikke engang een. Så for mange europæere betyder ”en grundlov” ikke noget, eller man kan bare ændre på den med en lov. Ideen om, at man har ret til at bære våben, den står – lige meget hvordan man vil fortolke den – i den amerikanske grundlov. Det er meget besværligt at vedtage en lov, for at ændre noget i en grundlov, som er betragtet som værende hellig.

Begrebet om, at “loven går forud for alting” [’rule of law’] har altså en anden betydning i de angelsaksiske common law-lande?

KR: Det er rigtigt. I USA skal de love som Kongressen vedtager være i overensstemmelse med grundloven, hvorimod det i Europa er parlamentet, der skaber lovene. En anden ting er, at mange af de europæere i 20’erne og 30’erne som jeg taler med – når de kritiserer USA, så gør de tilsyneladende med manglende kendskab til deres egen historie. Det virker som om de tænker, at fordi de i de sidste 20 år har konstrueret meget egalitære samfund... det virker som om de glemmer, at det tog meget lang tid at komme dertil. Når mine venner kritiserer dødsstraffen i USA er jeg nødt til at sige: ”stop lige en halv, det var Mitterand, der afskaffede dødsstraffen i Frankrig. Det er ikke sådan, at I ikke har haft dødsstraffen i over hundrede år. Og efter befrielsen hængte I folk i lygtepælene…” [ler]. Så I kritiserer os for at have dødsstraf og det er kun 20 år siden I afskaffede den hos Jer.

Angående forsøget i Europa på at trække forskellen voldsomt op mellem USA og Europa, så glemmer folk, at lande som Spanien og Portugal for ganske nylig holdt op med at være diktaturer, og at Frankrig basalt set ikke var et demokrati, i denne omgang, indtil det første magtskifte fandt sted med Mitterand?

KR: Det præcis det jeg siger: man er nødt til at minde europæerne om, at før I spiller hellige og begynder at kritisere USA, så er man nødt til at gå 20 år tilbage i tiden. Men det er svært at sige til en, der er 25 år gammel, for de kan ikke huske forskellen. En italiensk ven blev ved med at kritisere, hvad USA gør, men i lang tid var Italien ikke engang et rigtigt land: se Mussolini-årene, mafiaens indflydelse, de Røde Brigader dræbte folk, og nu har man valgt en fyr, som har meget tvivlsomme forbindelser. Og i Grækenland havde man 17. Novemberbevægelsen: så Europa var et ganske kaotisk sted så sent som i 60erne og 70erne.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LINKS:

- Washington Post

- "Out of America" hos Amazon

 

 
 
 
 

Illustrationsfoto: BrunoInBaghdad.com