|
||||||
|
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|||||
|
3:7 Artiklen kan på sidste side (s.7) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
||||||
|
|
”En ukonventionel ordning”
Den vesttyske regering var også utilfreds med udleveringen af deres østtyske landsmænd. Udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher rejste i forbindelse med en FN-samling i New York den 27.-28. september sagen over for Uffe Ellemann-Jensen og DDR’s FN-ambassadør Peter Florin. Genscher pressede på for at ”finde en ukonventionel ordning”, som det fremgår af et hemmeligt telegram, Florin sendte hjem til Østberlin.
Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen havde, da sagen kom frem i medierne, offentligt beklaget sin ambassades handlemåde og oplyst, at udleveringen alene var ambassadørens beslutning. Men det forhindrede ikke, at oppositionen i Folketinget i flere uger stillede kritiske spørgsmål om udenrigsministeriets eller statsministeriets videre inddragelse i en så væsentlig beslutning. Statsminister Poul Schlüter var under et ”enormt pres”, som Uffe Ellemann-Jensen fortalte den 6. oktober til DDR’s udenrigsminister Oskar Fischer, for at få DDR til afslutte sagen hurtigst muligt (ifølge et telegram fra Oskar Fischer til Erich Honecker).
DDR-regimet valgte at give efter for det stærke pres i sagen fra medierne og officiel dansk og vesttysk side. Den 12. oktober blev der givet relativt milde, betingede fængselsdomme til ambassadebesætterne og alle 18 fik udrejsetilladelse fem måneder senere. Men udrejsetilladelsen gav DDR en stakket frist: afhandlingens centrale pointe er, at den danske ambassadesag skulle få stor betydning. Ifølge Wolfgang Mayer inspirerede mediernes fokus i sagen mange frihedssøgende østtyskere til andre aktioner. Mayer har bl.a. gravet dokumentation frem, der viser, at Stasi alene i november 1988 registrerede 104 aktioner fra forskellige grupper i DDR, der offentligt demonstrerede imod, at deres ansøgninger om udrejse blev syltet.
Den danske ambassadesag, skriver Mayer, havde også afsmittende virkning på de tusindvis af østtyskere, der efterfølgende lavede ambassadebesættelser i 1988 og 1989. De foregik på vestlige ambassader i navnlig Østberlin, Prag og Budapest. Det lykkedes aldrig DDR at stille et effektivt værn op imod de besættere, der ikke lod sig overtale til at opgive. I september 1989 fik den hastigt voksende udrejsebevægelse en ny flugtvej til Vesten med åbningen af grænsen mellem østbloklandet Ungarn og Østrig. Det skabte sammen med ambassadebesættelserne ”det politiske sprængstof”, som førte til åbningen af Berlinmuren og dermed enden for DDR, konkluderer Mayer.
Derfor fremsætter han den forbløffende tese, at strengt taget burde ”1988” karakteriseres som det politiske vendepunkt i Østtyskland i stedet for ”1989”. Han mener også, at hvis den vesttyske regering og medierne ikke havde været så tilbageholdende med at fortælle om ambassadebesættelser, ville Berlinmuren måske ikke have eksisteret helt frem til november 1989.
|
|
Illustrationsfoto:
NATO
