ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. Ud af Den Kolde Krigs koma
2. Visioner på andres bekostning
3. USA og Europa har byttet plads
4. Sikkerhedspolitikken slår igen
5. Den indre og den ydre ro
6. En håbløs naivitet i debatten
7. Hvor lang tid skulle man vente?
8. Terrorismen kunne samle Europa
9. Europæerne som skraldemænd
10. At leve med en risiko – men ikke i frygt
11. Lederskabet

 

Ud af Den Kolde Krigs koma

Nu har vi af mange årsager haft rig lejlighed til at reflektere over dansk udenrigspolitisk tradition her de sidste par år. Hvis du kaster et blik på Danmarkshistorien, vil du så sige, at vi har noget af være stolte af?

JENS HALD MADSEN [JHM]: Jeg ved ikke om vi har noget at være stolte af, fordi der har været en meget lang periode med passiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, fuldstændig bundet op på Den Kolde Krig og på den ideologiske magtstruktur, der eksisterede i den periode. Hvor vi kunne sige, at bare vi sørgede for at landingsbanen var ren, så de amerikanske fly kunne lande, så var alt i orden - og så havde vi så dertil stillet Grønland militært til rådighed. Det betød jo, at vi sådan set ikke gik nok ind i substansen på udenrigs- og sikkerhedspolitik - hvordan vi aktivt kunne gøre noget. Jeg tror så til gengæld at efter den Kolde Krig, hvor vi egentlig fik et ansvar og skulle leve op til noget - der begyndte der at komme meget større spekulation over: Hvad gør man som et lille land i Europa?

Hvem er de vigtige aktører at samarbejde med? Endvidere opstod der stor aktivitet omkring det at tilknytte sig internationale organisationer - og på den måde få en stemme.

Så det, man har lært af Den Kolde Krig, det var at man ikke havde en stemme, at man var magtesløs på mange områder, at man ikke havde indflydelse på sin egen skæbne. Derfor var det historisk, ved Murens fald, at her lå virkelig et ansvar i - som et gammelt demokrati med markedsøkonomi - at styrke de østeuropæiske lande, men så sandelig også finde nye alliancer og påtage sig dét ansvar. Det, man kan diskutere, det er om vi fuldt ud har levet op til at påtage os det ansvar, det er at have en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi er meget gode til at holde taler, men når det kommer til handling, til at kunne agere og overføre økonomiske ressourcer, så der er handlekraft bag ordene, så begynder det at knibe. Ikke blot for Danmark, men for mange europæiske lande.

I forbindelse med 29. august tog Statsministeren jo afstand fra samarbejdspolitikken under besættelsen, og den periode som du taler om, Den Kolde Krig, har jo været genstand for debat ihvertfald i dele af den borgerlige presse de sidste 10-15 år, hvor man har efterlyst et opgør, eller ihvertfald en ”forholden-sig” til de begivenheder. Hvorfor er det udeblevet, for så stor en del af befolkningen? Det synes at være en dagsorden, som der er dele af pressen og af det politiske spektrum, der står relativt alene med.

JHM: Ja, hvis jeg må være sådan lidt grov i forhold til den generation jeg tilhører, så må jeg sige, at det er fordi at dem, som var sympatisører - det er dem, der sidder på magten idag. Det er dem, der har utrolig dårlig samvittighed. Der er mange, der har en meget dårlig samvittighed, som helst ikke vil rippe op i hvad de gjorde --- når de talte om sambakommunismen i Cuba; hvor godt det var i de østeuropæiske lande osv. Alle de besøg der blev foretaget - i Nordkorea fx. Der går faktisk mange politikere rundt på Christiansborg idag, som ligesom har glemt, hvilke stempler de har i passene.

Det jeg er ked af, det er, at man ikke på samme måde som efter 2. verdenskrig fik et totalt opgør med dem, som rent faktisk hjalp fjenden, enten af naivitet og dumhed, eller i en overbevisning om, at det var den rette ideologi. Så er jeg sådan set ligeglad om det hedder nazisme eller kommunisme. Fordi Den Kolde Krig ikke decideret var en krig, men var en koma-agtig periode - en paralyserende, magtesløs periode - så har det ikke fået nogen konsekvenser: alle de mennesker, som er blevet slået ihjel af de forskellige regimer, i Østeuropa, i Sovjetunionen - det er som om det totalt er glemt. Som om der ikke er nogen talspersoner for dét. Og der mener jeg rent faktisk at specielt de borgerlige partier - de liberale partier - har været alt, alt for svage i deres mission.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

AFVÆBNING: En bombe på mere end 200 kilo bliver anbragt ved en bunke irakiske våben - bl.a. mortérgranater, raketter og antiluftskyts-artillerigranater - der skal sprænges i luften. Destrueringen her finder sted på luftbasen i Kirkuk. Soldaterne er fra amerikanernes 506th Civil Engineer Squadron hvor de varetager 'explosive ordnance disposal' [bortskaffelse af eksplosivt skyts]. Foto: US Air Force (Master Sgt. Keith Reed).

Illustrationsfoto: US Air Force