Fra Jeanne d'Arc til Pia Kjærsgaard: Populismen er kommet for at blive
|
|
DE 'TO FRANKRIGER'
Første maj 2002. 1.5 millioner franskmænd gik i demonstration. Ikke specielt for at fejre arbejdernes internationale dag. Næ, de demonstrerede mod risikoen for, at Frankrigs kommende præsident skulle blive den karismatiske le Pen, leder af FN (Den nationale Front). Under parolerne, ”Republikken er truet” og ”Til kamp mod den fascistiske le Pen” gik unge studerende, venstrefløjen og veluddannede til kamp mod en mand, som de anser som forræder mod de sande franske republikanske værdier: Frihed, lighed og broderskab.
Samme dag fejrede le Pen Jeanne d’Arc og arbejdernes internationale dag, som han har gjort lige siden han kom ind på den politiske scene i 1983. Jeanne d’Arc er FNs historiske darling, fordi hun vakte Frankrig til dåd i fjortenhundredetallet. Og for Le Pen’s parti repræsenterer hun det sande Frankrig. Hun kæmpede mod England og mod landets elite og kirke, som forrådte hende og brændte hende på bålet.
I en flammende tale sammenlignede le Pen Maastricht- og Amsterdamtraktaten med Frankrigs overgivelse af suverænitet til England i det fjortende århundrede. Desuden udtalte han: ”Nationen er i fare. Landet er oversvømmet af kriminelle, fremmede og korruption . Det sygner hen pga. elendighedens pest. Der eksisterer i dag to ’Frankriger’: Det ene er besat og det andet er vort Frankrig: Frihedens Frankrig. Vi må huske på, at vor Frankrig fostrede en Jeanne d’Arc, som var en simpel pige, general som 18-årig og martyr som 19-årig”, lød det fra le Pen. Med et snuptag lykkedes det ham at sammenligne englændernes og tyskernes besættelse med hinanden samt at fremstille sig selv som frihedskæmperen, der reddede det sunde Frankrig ud af hænderne på dem, der besmudser landet. Det være sig de rige, de korrupte eller de fremmede.
Le Pen fremstiller således Frankrig som en nation i evig krig med sig selv og andre. Det er han bestemt ikke ene om. Den republikanske forestilling om Frankrig er også bygget op omkring udelukkelsesprincippet, der stammer fra revolutionen i 1789. Revolutionen blev fremstillet som en kamp mellem de ’moderne’, der ville skabe det nye menneske på grundlag af principperne om lighed, frihed og broderskab og de ’gamle’, der kæmpede for bevarelsen af konservativ katolicisme og socialt hierarki, repræsenteret af den enevældige konge af Guds nåde. Katolicisme over for verdslig styreform. Lighed over for hierarki. Det var de ’to Frankriger’, som de forskellige partier kæmpede om at være repræsentanter for. Denne kamp blev i realiteten først dæmpet efter Anden Verdenskrig. Men den eksisterer latent som demarkationslinie imellem, hvad der bliver opfattet som højre og venstre i Frankrig - og mellem den ’rigtige’ opfattelse af nationen og den ’forkerte’. I Le Pens taler er forestillingen om de to ’Frankriger’ blandet sammen. Det lykkes ham derfor både at fremstille sig selv som katolicismens redningsmand og som verdslighedens fortaler, som forkæmper for social retfærdighed og som den stærke autoritet, der kan frelse landet fra nedgang og dekadence. Denne blanding har appel til ca. 20% af befolkningen, der frygter det muslimske samfund, de åbne grænser og globaliseringen.
Den franske politiske elite ser sig selv som garant for en ’vis ide om Frankrig’: Frankrig er det strålende land, som på grundlag af revolutionsbudskabet om frihed, lighed og broderskab har pligt og ret til at sende dette lys ud over andre lande. Hvis ikke det er muligt, ja så synker Frankrig ned til at blive en banal stat uden mission. Den nationale Fronts store fremgang ved første runde af præsidentvalget ses derfor af store dele af befolkning som en ødelæggelse af de store idealer. Derfor de massive demonstrationer. Der er således stor risiko for, at de ’to Frankriger’ er på kollisionskurs.
