|
|
| 7. Danskerne og udenrigspolitikken |
CBK: Hvad er dit indtryk, hvilken del af udenrigspolitikken kommer danskerne mest ved? Man har sagt: danskerne kan ikke forholde sig til Bruxelles, man kan være i tvivl om hvorvidt danskerne kan forholde sig til den tredje verden, hvorvidt de kan forholde sig til Østeuropa, hvorvidt de kan forholde sig til Kina og Japan og Sri Lanka og Argentina og Chile osv., hvilken del af udenrigspolitikken har danskerne instinktivt lettest ved at forstå?
HELVEG: Det er et svært spørgsmål. Jeg har aldrig selv kunnet dele det op på den måde – sådan er mit hoved ikke skruet sammen. Der er jo mange – kan man sige ”cirkler” i det udenrigspolitiske. Der er forholdet til det helt nære, nærområdet, her er der jo det nordiske samarbejde, samarbejdet omkring Østersøen, det tror jeg interesserer folk meget. Men også den lidt større cirkel, det europæiske: samarbejdet med de nye demokratier i Central- og Østeuropa, er noget som mange mennesker er ægte interesseret i. Vi så det jo da – før regeringen beskar demokratifonden – hvor fantastisk mange personlige kontakter, der blev knyttet, mellem danskere og folk i de nye demokratiet. Og så er der endelig den globale dimension, omkring FN, ulandsbistanden, de internationale handelsforhandlinger, respekt for menneskerettigheder osv., som jo også interesserer mange danskere meget.
CBK: Men er det i den rækkefølge du nævner? Du nævnte først det umiddelbare næromåde og det nordiske, og for 30 år siden ville man jo have sagt i hvert fald at det nordiske lå tættest på…
HELVEG: Jeg ville være meget i tvivl om hvordan en opinionsmåling ville falde ud om hvad der interesserede folk mest. Jeg tror ikke folk ser helt på det på den måde. Jeg tror man opfatter også disse forskellige cirkler som man kan opdele det i mere som en helhed og skellet går ikke så meget ved om man er tilhænger af Østersøsamarbejdet eller europæisk samarbejde eller det globale, jeg tror at dem, der interesserer sig for udenrigspolitik sådan i det daglige, de er engageret i alle disse dimensioner. Dem, der ikke interesserer sig for udenrigspolitik, interesserer sig næppe særligt for nogen af dem. Så jeg tror mere der er tale om hvorvidt man har den interesse eller ej.
Og jeg må godt føje til at det er jo ikke så mærkeligt at mennesker som i deres dagligdag – det bør man vel ikke forundre sig over – mennesker, der i deres dagligdag ikke har nogen berøring med udlandet (det er der jo masser og masser af danskere der ikke har, ikke mindst indenfor fx de store områder der består i at passe børn, undervise børn, pleje syge og ældre) – det har jo ikke nogen sådan påtrængende udenrigs-dimension i det daglige. Går man og passer ældre mennesker, ja så er det ældre mennesker man passer, og så er der egentlig ikke nogen udenrigspolitisk dimension. Derimod er der jo mange mennesker, der arbejder i eksportvirksomheder eller i andre former for virksomheder, hvor der er løbende – direkte, hurtig – kontakt til masser af forhold i udlandet. Hvor man oplever afhængigheden af udlandet. Så jeg tror egentlig det er dér, det skiller – det skiller mest dér, om man, i sin dagligdag, har en berøringsflade med det udenrigspolitiske eller man ikke har.
Foto: Folketinget
