"Ænderne, ammekøerne og den trojanske hest"

Sødetabletter udenfor mandatet

CBK: Men det er jo et gamble, ikke? Fordi man så både sætter sin egen status ind på det, ikke, men så også i virkeligheden skaber den situation, hvor dem, der så står med skylden – hvad enten det er Polen eller Frankrig, eller hvem det nu kunne have været (Tyskland er vel så måske mere urealistisk) – at dén, der så vælger at bryde processen af, står så med skylden. Hvis det er så dramatisk, ikke?

LF: Ja, men det var jo så givetvis også et af… man kan sige, det blev nemlig så vanskeligt for især et land som Holland, som jo til sidst (de havde jo ingen regering på det her tidspunkt og det var også sådan temmelig dramatisk hvad der foregik dér!) – de var jo vitterligt bekymrede for det her med udvidelsen: ”Var ansøgerlandene nu klar?” ”Uh, det kostede for meget!” Men når man virkelig så satte kniven på struben, hvor man sagde: ’Ok, I får nu et valg: enten bliver vi enige om det her nu, eller så i 2007.’ Ja, så skulle de alligevel ikke have noget klinket, da det kom til stykket, og især tyskerne – de skulle i hvert fald slet ikke, fordi hvis der var noget Gerhard Schröder ikke kunne holde til, så var det jo altså at stå dér med et gigantisk udenrigspolitisk nederlag. (Han fik godt nok nogle andre siden hen, men lige netop på det tidspunkt kan man sige, at der havde det heller ikke været så rart for ham).

Så man kan sige: man var med til at opbygge det her momentum, ved hele tiden at sætte de her deadlines, og noget andet, der så også var vigtigt, det var at man gjorde noget, som et formandskab normalt ikke slipper godt af sted med: det er at forhandle uden sikkerhedsnet. Det var dobbeltforhandling: først forhandler EU-landene indbyrdes, det var det, vi så i Bruxelles, på det uformelle topmøde: man bliver enige om ’det her, det er den pose penge, vi vil give til de central- og østeuropæiske lande’. Og så tager formandskabet så den pose penge under armen og går så hen til de forskellige ansøgerlande og siger: det er de penge, I kan få, og der er bare ikke flere, fordi det er det, som mine kolleger er blevet enige om.

Danmark gjorde så bare dét, at man så - efter at man havde kigget på det her- tænkte, ’der er altså ikke nok penge!’ Og gjorde så det, at man faktisk sagde til polakkerne og tjekkerne og slovenerne: I får nogle sødetabletter, som man så kaldte det lidt i slang, ’vi giver jer alligevel lidt ekstra penge’. Og det var de jo så glade for, og sagde, jamen det ville de jo gerne have, og så gik man så tilbage til EU-landene og sagde, ’ja, vi har jo altså så givet dem de her penge!’ Og så faldt der ellers godt nok brænde ned. Og den danske EU-ambassadør Poul Skytte Kristoffersen udtalte, at han var blevet blå og gul under den der seance, for han fik virkelig slag. Men – EU-landene turde jo så ikke alligevel tage de der sødetabletter ud af munden, var jeg lige ved at sige, på polakkerne og slovenerne osv. igen, fordi, nu havde de jo ligesom fået dem.

Så på den måde rykkede man altså også forhandlingspositionerne fra EU-landene. Men man gjorde jo så også, at det var vanskeligt at – og især så for polakkerne – så vitterligt så at bide sig 100% fast i bordpladen, for nu havde de jo fået noget. De havde fået noget ud af alt det her med at sige at ’vi rejser hjem hvis ikke vi får noget’ for de havde jo netop fået noget fra det danske EU-formandskab. Så det – meget taktiske - spil som man havde gang i dér, det spillede altså også en rolle. Rent forhandlingstaktisk er det jo meget interessant, netop det her med at man går ud over et EU-mandat, hvad man normalt som sagt ikke slipper godt af sted med. Men ved netop at gøre det, så fik man udvidet the contract zone som briterne eller amerikanerne vil kalde det. Det spillede altså også en rolle.

CBK: Der er vel også et spørgsmål om – både når man sidder på regeringens vegne, på Udenrigsministeriets vegne og kører de der forhandlinger, og når man sidder og betragter, analyserer de forhandlinger – at der er kun så meget præcedens. Altså, selvfølgelig har der været EU-udvidelser før, men i det øjeblik man sammenligner med optagelsen af Portugal og Spanien eller optagelsen af Sverige, Østrig osv., så er vi straks nogle år tilbage og det er færre lande og nogle andre vilkår. Det er vel det, der i den grad kendetegner EU – at det er muligt, at man har en del fortilfælde at referere til, men det her er en unik situation på mange områder, ikke?

LF: Det var det, og det var det jo så især, fordi EU’s lovgivning jo så var blevet så meget bredere siden den sidste udvidelse, man havde haft. Da man forhandlede altså fx med Spanien og Portugal, jamen, der var der jo ikke noget, der hed det Indre Marked. Det var der jo så godt nok, da man så forhandlede med svenskerne og finnerne og østrigerne og nordmændene, men alt det her med, at der også var et stort lovkompleks der hed retlige og indre anliggender og Schengen, det var jo så noget helt nyt. ØMU’en var også helt ny. Man var kommet meget længere på mange forskellige politikområder. Så det gjorde at man havde en – ja, en dobbelt-forstørret forhandlingsmasse. Ikke alene havde man langt flere lande, men man havde jo altså også langt flere områder, der skulle forhandles på. Og alene det der med at holde styr på de forskellige lande – altså, Slovenien-Slovakiet – hvem var det nu, der skulle have noget på ammekøerne? Det var altså en voldsom, teknisk forhandlingsproces som man skulle igennem.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

ark og ulands