"Ænderne, ammekøerne og den trojanske hest"                    

 

FØRSTE KVARTAL 2003: 13.marts

13:15

<  >

Fotos:Audiovisual Library European Commission

 

ark og ulands

 

 

 

Ikke 'de stores legeplads'

CBK: Det er den der forfatningsdiskussion, som man på en eller anden måde har fået de-koblet fra østudvidelsen: nu står opvasken der, så at sige. Hvordan skal det her lade sig gøre? Er det overhovedet muligt at sige, at der kan beregnes en dansk-national interesse i den sammenhæng? Fordi, hvis vi sørger for at de små lande får meget at sige, hvis vi sørger for at beholde kommissionsposterne, få formandsperioderne osv., så kan man sige, nå, men så er vi jo bare med til at overflytte beslutningerne – så klarer Tyskland og Frankrig og England jo bare tingene decideret i en korridor, ikke – fordi så bliver de der institutioner irrelevante.

Eller skal vi gå ind - som det er mit indtryk at Anders Fogh Rasmussen gør mere nu – og prøve at skrue nogle mere komplicerede kompromisser sammen omkring magtdelingen, trojkaer og den slags ting. Kan man beregne en dansk-national-interesse på det der spørgsmål?

LF: I hvert fald kan man sige, at det er der en række af de andre små lande, der mener at de kan. Og det er jo i sig selv interessant. Det er selvfølgelig svært at sige, hvordan man så gør det i praksis – lige om man vil bruge ordet ”national interesse”, det ved jeg så ikke. Men det er i hvert fald interessant at størstedelen af de andre små stater – eller vi kan også være mere præcise: alle andre end Danmark (og så Sverige ligger også sådan lidt--- man kan ikke rigtigt helt finde ud af hvor man har svenskerne henne i det her spørgsmål) siger at det, der er det altafgørende ifbm. denne her forfatningstraktat, det er, at vi får nogle institutioner, der fungerer. At vi får en kommission (og det er jo så – uh! Alene ordet!) som stadig kan spille en rolle. At det ikke bliver de stores legeplads, at det ikke bliver et et big boys’ network, hvor de store så klarer det i korridorerne, som du antyder, eller klarer det over mobiltelefonen eller faxmaskinen, eller hvad de nu rent faktisk gør.

Der er en betydelig angst for at hele denne her tankegang med, at nu skal vi have en præsident for det europæiske råd (der hvor stats- og regeringscheferne sidder) - at det bliver gennemført. Fordi det europæiske råd har jo altid været de stores tumleplads – hvis det får mere magt, jamen, hvad så med de små lande? Hvor er så den der aktør henne --- som vil tænke al-europæisk (var jeg lige ved at sige) altså tænke den europæiske interesse med? --- som i øjeblikket er kommissionen. Hvad så med de små lande? Der går samtlige små lande altså ud og siger --- det er ikke så meget med at vi skal bevare den der kommissær, fordi der har nogle af dem trods alt erkendt,  at det er ikke det, der er det altafgørende; det altafgørende er, at institutionerne rent faktisk kan fungere nogenlunde. Og der skal man ikke have for store forventninger.

Fordi – jeg tror man skal indstille sig på (og det vil så være gode nyheder for mange! går jeg ud fra!) at vi går altså ind i en fase i det europæiske samarbejde, hvor: nu kommer tempoet i lovgivningsprocessen altså til så at gå lidt ned, i hvert fald i det næste stykke tid, og det er så primært på grund af udvidelsen.

For det første: nu kommer alle de her lande jo allerede så pr. 1.maj (når man så har underskrevet traktaterne (på Dronningens fødselsdag d.16.april) under Akropolis), så kommer de jo så ind i Europaparlamentet som observatører, og så skal man på en eller anden måde allerede forholde sig til det. Så kommer de jo så også i ministerrådet som observatører. Så skal der være valg til Europaparlamentet i 2004; vi har også regeringskonferencen, der kører, så kommer der ny kommission, og så skal vi have nyt budget i EU – som er i 2006 – og det bliver altså et drama af dimensioner! For der skal vi altså have med, når vi ser på det danske EU-formandskab - (jeg tror ikke man kunne have gjort det på en anden måde, det man gjorde, ved at lukke møget og sige man vil se på landbrugspolitikken efterfølgende) - men det giver selvfølgelig da kolossalt mange problemer, når vi kommer frem til 2006 og skal forhandle nyt budget. Det bliver simpelthen et rivegilde af de helt store dimensioner: Du vil have ansøgerlande, der har skrevet under på forventet efterbevilling - nu skal de til fadet, og de har måske også lovet i folkeafstemningerne at”når først vi er kommet ind får vi simpelthen bare lidt ekstra penge…”

CBK: Så det kan godt være det har taget 15 år at få dem med, men det kommer til at tage endnu længere tid – 

LF: Ja,det tror jeg altså vi skal have med. Og så skal vi lige have den der med, at Tyskland vil selvfølgelig heller ikke betale noget og Frankrig vil heller ikke. Hatten går rundt og kommer tilbage med lommeuld og et par knapper, fordi der er ingen der vil betale. Og så står vi sådan set med en budgetkrise. Hvis man nu virkelig sådan skal tage det der scenarie i 2006-7.

Parallelt med det vil man selvfølgelig så på nogle områder udbygge integrationen. Altså: jeg tror at Irak-krisen vil udløse en ny diskussion på det forsvars- og udenrigspolitiske område. Den tidligere belgiske premierminister Jean-Luc Dehaene formulerede det meget præcist i sidste uge, hvor han sagde, at når så først det her er ved at være overstået med Irak – man må jo erkende at Europa ikke har haft nogen indflydelse overhovedet – jamen så vil der komme denne her erkendelse: If we don’t hang together, we’ll hang individually. Det har man i hvert fald set tidligere. Man havde Kosovokrisen – vi spillede jo ikke nogen rolle, og det var amerikanerne, der måtte komme og hjælpe, og godt nok var det så i NATO-regi det så skete, men de europæiske ledere måtte så følge med på CNN: ”Gud, nu bomber vi!” Nu begyndte NATO at bombe – der var bare ingen, de havde ringet og fortalt os det (!)

Og det skabte så hele den Saint Malo-proces, som man jo kalder den, med at Storbritannien og Frankrig fandt hinanden på det forsvarspolitiske område, blev enige om. at man skulle jo have noget der hed forsvarssamarbejde i EU. Og jeg siger ikke at du får nogen revolution så, i det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, men igen: du vil rykke et skridt nærmere.Forstået på den måde: du vil koordinere mere. Du vil nok højst sandsynligt også få indført  det man så kalder ’integration i flere hastigheder’: altså tillade (det gør du ikke i øjeblikket) at nogle lande så går sammen i EU-samarbejdet på det forsvarsmæssige område, og deltager så i en aktion, men alle andre behøver ikke.

                                                                                                NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

 

 

 

 

Foto: Dansk Industri