11. juli 2005
 
 

 

Tony Blair under Kommissionens første møde med det britiske EU-formandskab, 1. juli (Foto: EU)
   
 

Ellen Trane Nørby i RÆSON:

 

Kan Blair vække Europa?
11. juli 2005
| Netop fordi Tony Blairs tale var så befriende ærlig – netop fordi han talte glødende om EU, men samtidig klart signalerede at der er grænser for samarbejdet - blev man revet med. Fra at være det sorte får - den, som havde fået budgetforhandlingerne til at bryde sammen - blev Blair efter sin tale hyldet af mange - inklusiv mig selv - som den fortabte søn. Han talte sig direkte ind til kernen af problemet – og sagde det, som vi alle tænker: at der skal ryddes op i EU og at landbrugsstøtten skal reformeres. Han trådte på nøjagtigt alle de ligtorne, som EU de sidste par år har forsøgt at undgå.

Af Ellen Trane Nørby, MF (V), kulturpolitisk ordfører og fmd. for Venstres Europaudvalg

 

           
 

Ellen Trane Nørby, MF (V) siden februar 2005 er kulturpolitisk ordfører for Venstre og formand for partiets Europaudvalg. Hun har tidligere været præsident for LYMEC, den liberale ungdomsorganisation i Europa. Ved Europaparlamentsvalget i juni 2004 opnåede hun med knap femogtyvetusinde stemmer en suppleantpost. Inden hun blev valgt til Folketinget har hun Kunsthistorie med sidefag i samfundsfag' og arbejdet med formidling; samt arbejdet meget med demokratiudvikling og undervist på seminarier for unge i bl.a. Mozambique, i Ukraine og på Balkan.

           
 
             
   
 

 

         

SOM vi kender det fra os selv kan det være svært at stå op, når vækkeuret ringer og langsomt fortrænger drømmen og blotlægger den virkelige verden med de problemer den rummer. Selv om man forsøger at bilde sig ind, at man bare kan fortsætte i drømmeland, så ved man godt, at den ikke går: virkeligheden indhenter en.

          Som en søvndysset kæmpe, der gang på gang har vendt sig om på den anden side, slået vækkeuret fra, sat hænderne for øjnene, ignoreret virkeligheden og forsøgt at få virkeligheden til at gå væk, problemerne til at forsvinde af sig selv og udfordringerne til at løse sig selv, har EU og de europæiske politikere alt for længe ladet stå til. Den 23. juni leverede Tony Blair et wake up call, da han i Europaparlamentet fremlagde det Britiske EU-formandskabs prioriteter for det kommende halvår. Blandt de mange erkendelsessætninger, han brugte: Det er på tide, at vi giver os selv et virkelighedscheck.

          Fra at være det sorte får - den, som havde fået budgetforhandlingerne til at bryde sammen på topmødet i juni - blev Blair efter sin tale hyldet af mange - inklusiv jeg selv - som den fortabte søn, der nu var vendt hjem. Han talte sig nemlig direkte ind til kernen af problemet i EU. Han sagde det, som vi alle tænker: at der skal ryddes op i EU og at landbrugsstøtten skal reformeres. Han trådte på nøjagtigt alle de ligtorne, som EU de sidste par år har forsøgt at undgå.

          Og netop fordi Tony Blairs tale var så befriende ærlig, netop fordi han talte glødende om EU, men samtidig klart signalerede at der er grænser for samarbejdet, blev man revet med. For Blair kunne jo i princippet have valgt business as usual-modellen. Han kunne have valgt at lægge sig op af sine hjemlige meningsmålinger – der absolut ikke kalder på glødende europæisk engagement, men snarere på tilbageholdenhed og isolation. Men det gjorde han ikke. Han valgte med oprejst pande at træde udenfor komfort-zonen og sætte politik og ambitionen om at skabe resultater på EU’s dagsorden.

 

Alle de kontroversielle emner

Hvor Jean Claude Juncker, som afgående formand for EU, dagen forinden havde talt om de forskellige visioner og udgangspunkter for EU. Om alle de problemer, der er, fordi de fodslæbende nordboere, anglere og vikinger ikke har forståelse for det nødvendige sociale og integrerede samarbejde. Han brugte sine 50 minutter på at pege på alle dem, der var årsag til sammenbruddet på topmødet. Han nævnte ikke Tony Blair direkte, men det var tydeligt, at fingeren var peget mod ham og den britiske rabat.

          Der er ingen tvivl om EU-stafetten skulle overrækkes mellem to mænd – Juncker og Blair – der havde meget lidt forståelse for hinanden. To personer med meget forskellige visioner for EU, og meget forskellige opskrifter på hvordan EU skal komme videre.

          På den britiske dagsorden for EU var en række ambitiøse mål. Man skal løse problemerne omkring servicedirektivet; arbejdstidsdirektivet; få skabt en aftale omkring budgettet; få forhandlet rammene for det kroatiske og tyrkisk medlemskab på plads og få reformeret landbrugsstøtten.

          Alle emner, der ville være blevet lagt i en syltekrukke, hvis det havde været et fransk formandskab der tog over - netop fordi de er kontroversielle. Men også netop emner, der er nøglen til at låse op for den gordiske knude, EU kæmper med. For det er emner, der rører folk i EU. Det er emner, som påvirker den verden der er lige udenfor vores hoveddør. Og i modsætning til de store håndbevægelser og akademiske diskussioner om EU, så er servicedirektiv, arbejdsdirektiv og spørgsmålet om Tyrkiet i EU emner, der også interesserer de 20 millioner europæere, som i dag står udenfor arbejdsmarkedet og frygter for enhver ændring, der kan forværre deres situation.

 

Det endelige opgør med landbrugsstøtten

Også EU's akilleshæl, landbrugsstøtten, har Blair sat på dagsordenen. ”Endelig”, tænkte jeg. Men til stor fortrydelse for Frankrig og Tyskland, hvor Chirac og Schrøder endnu en gang trådte i karakter som de karikaturer, de er. Landbrugsstøtten i EU er ikke bare ineffektiv og planøkonomisk, den er også en barriere for at skabe en frihandel på landbrugsområdet, der vil gavne de fattigste lande i verden. Og så er den blevet det synlige og kroniske eksempel på EU's manglende reform.

          Ja, der er sket meget på landbrugsreformområdet, men der er slet ikke sket nok. Hvor den danske EU-kommissær for Landbrug, Mariann Fischer Boel med sit udspil til en sukkerreform har været provokerende dristig, så kunne man godt ønske sig den samme stålfasthed og det samme engagement når det kom til reformen af landbrugsstøtten.

          Blair fik sagt meget, men det skreg til himlen, da han glemte at understrege en vigtig pointe i sin kamp for en reform af landbrugsstøtten. Nemlig at en renationalisering ikke er et svar. En renationalisering af landbrugspolitikken vil blot være starten på et ’kapløb mod bunden’, hvor landene kæmper om at fastholde deres landbrug gennem nationale subsidier. Det vil om muligt sætte landbrugsreformen endnu længere tilbage, end den er i dag. Så kære Blair, husk det i din ivrige og værdsatte kamp for en reform. Reformer skal være helstøbte, ikke letkøbte resultater.

          Tony Blair startede debatten, men nu er opgaven at skabe resultaterne. Hans tale må ikke forblive en politisk skåltale, den skal følges op af netop det lederskab, han sluttede sin tale med at efterlyse: The people of Europe are speaking to us. They are posing the questions. They are wanting our leadership. It is time we gave it to them.” 

DOWNLOAD ARTIKEL SOM PDF-FIL

LÆS OGSÅ:
Trine Pertou Mach i RÆSON | Vil Blair vække EU?
 

Ellen Trane Nørby, MF (V) siden februar 2005 er kulturpolitisk ordfører for Venstre og formand for partiets Europaudvalg. Hun har tidligere været præsident for LYMEC, den liberale ungdomsorganisation i Europa. Ved Europaparlamentsvalget i juni 2004 opnåede hun med knap femogtyvetusinde stemmer en suppleantpost. Inden hun blev valgt til Folketinget har hun Kunsthistorie med sidefag i samfundsfag og arbejdet med formidling; samt arbejdet meget med demokratiudvikling og undervist på seminarier for unge i bl.a. Mozambique, i Ukraine og på Balkan.


 


PRESSEMEDDELELSE:

I artikelserien ”Logbog: Europa” duellerer Trine Mach (medlem af SF, talsperson for ”Udfordring-Europa”) og Ellen Trane Nørby (MF for Venstre og formand for partiets Europaudvalg). Denne gang vurderer de den tale, Tony Blair holdt ved indledningen på det britiske EU-formandskab 23. juni:

Ellen Trane Nørby i RÆSON | Kan Blair vække EU?

”Netop fordi Tony Blairs tale var så befriende ærlig – netop fordi han talte glødende om EU, men samtidig klart signalerede at der er grænser for samarbejdet - blev man revet med. Fra at være det sorte får – den, som havde fået budgetforhandlingerne til at bryde sammen - blev Blair efter sin tale hyldet af mange - inklusiv jeg selv - som den fortabte søn. Han talte sig direkte ind til kernen af problemet – og sagde det, som vi alle tænker: at der skal ryddes op i EU og at landbrugsstøtten skal reformeres. Han trådte på nøjagtigt alle de ligtorne, som EU de sidste par år har forsøgt at undgå.”

Det skriver Ellen Trane Nørby i RÆSON.

”Også EU's akilleshæl, landbrugsstøtten, har Blair sat på dagsordenen. Til stor fortrydelse for Frankrig og Tyskland, hvor Chirac og Schrøder endnu en gang trådte i karakter som de karikaturer, de er. Landbrugsstøtten er ikke bare ineffektiv og planøkonomisk, den er også en barriere for at skabe en frihandel på landbrugsområdet, der vil gavne de fattigste lande i verden. Hvor den danske kommissær for Landbrug, Mariann Fischer Boel, med sit udspil til en sukkerreform har været provokerende dristig, kunne man godt ønske sig den samme stålfasthed, når det kom til reformen af landbrugsstøtten.”

”Det skreg til himlen, da Blair glemte at understrege, at svaret ikke må blive en renationalisering af landbrugsområdet. Så vil landene kæmpe om at fastholde deres landbrug gennem nationale subsidier – hvad der, om muligt, vil sætte landbrugsreformen endnu længere tilbage, end den er i dag. Så kære Blair, husk det i din ivrige og værdsatte kamp for en reform. Reformer skal være helstøbte, ikke letkøbte resultater:”

LÆS ARTIKLEN NU:
Ellen Trane Nørby i RÆSON | Kan Blair vække EU?

____

Trine Pertou Mach i RÆSON | Vil Blair vække EU?

”Det er vel første gang en EU-statsleder fuldstændig uindpakket siger ”Brussels, we have a problem!” frem for den vanlige ”mine borgere forstår mig ikke!”. Blair fastslog, at det er de politiske ledere, der har et problem - for borgerne har forstået sammenhængen mellem deres økonomiske og sociale situation, og ”the state of affairs in Europe”. Han erkender, at situationen med den forkastede forfatning er en krise for det politiske lederskab. En ikke uvæsentlig selverkendelse fra den mand, der står i spidsen for EU de næste 6 måneder.”

Det skriver Trine Pertou Mach i RÆSON. Men, fortsætter hun:

”Det er ikke nok at putte lidt solidaritetsflødeskum på den økonomiske model, som EU bygger på i dag – en variant af det ny-liberalistiske tema, der har plaget og hærget verden siden Reagan og Thatcher regerede – og tro, at så går det hele nok. Der er jo ikke meget social model i. Men Blair foretager ikke det nødvendige opgør med det liberalistiske mantra.”

”Alt i alt er budskabet derfor langt fra at være en reformpakke, men snarere den typiske ny-socialdemokratiske Tredje Vej proppet på EU-terminologi. Den samme som Thorning-Schmidt abonnerer på. Nemlig at frihandel og markedsgørelse ikke skal udfordres, og at sikkerhed, kriminalitet og andet ikke ses som sociale problemer, men som noget, der skal deales med i et kontrol- og tryghedsperspektiv for at appellere til vælgerne.”

LÆS ARTIKLEN NU:
Trine Pertou Mach i RÆSON | Vil Blair vække EU?

 


 

                                                       TIL FORSIDEN

RÆSON er et uafhængigt nyhedsmagasin forbeholdt de største spørgsmål i dansk og international politik: det startede i 2002 og er siden udkommet på www.raeson.dk, hvor størstedelen af stoffet er annoncefinansieret og derfor gratis. For mere information, kontakt RÆSONs ansv. chefredaktør, Clement Behrendt Kjersgaard: clement@raeson.dk. [EVERYBODY WINS]

 

     

DOWNLOAD ARTIKEL SOM PDF-FIL

I artikelserien ”Logbog: Europa” duellerer Trine Mach (medlem af SF, talsperson for ”UdfordringEuropa”) og Ellen Trane Nørby (MF for Venstre og formand for partiets Europaudvalg). Denne gang vurderer de den tale, Tony Blair holdt ved indledningen på det britiske EU-formandskab 23. juni.

LÆS OGSÅ:
Trine Pertou Mach i RÆSON | Vil Blair vække EU?