|
2. Nye rammer om det
udvidede samarbejde
Det er først med udkastet til
forfatningstraktaten, at EU bliver i stand til også at kunne fungere efter
udvidelsen. Med forfatningstraktaten ryddes der for første gang op i makværket
af traktater og protokoller, der er bygget oven på hinanden.
Det er også en klar
demokratisk styrke, at udkastet til forfatningstraktaten ikke er noget, som er
blevet til i en sen nattetime på et EU-topmøde, men er et resultat af
halvandet års dybdegående forhandlinger i det europæiske konvent. Her har der
ikke blot siddet politikere fra de 28 lande (EU25 + ansøgerne/kandidaterne
Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet), men også været mulighed for at organisationer
eller enkeltpersoner har kunnet følge med i eller bidrage til processen.
Jovel, der er mange som gerne
havde set enkelte sætninger, passager, hele afsnit eller hele strukturen
anderledes og ingen tvivl om, at jeg godt kunne have ønsket mig flere
fremskridt. En ligestilling i beslutningsprocessen mellem ministerrådet og
Europaparlamentet havde været ønskelig, mere klarhed over kompetencerne og en
reel mulighed for at stille den enkelte kommissær politisk og administrativt
til ansvar for hans eller hendes handlinger.
Nu er det bare sådan, at når
man er mere end 25 forskellige lande og endnu flere aktører om at føre pennen,
så er det åbenlyst, at ikke alt kan tilfredsstille alle. Tilgodeser man den
ene, skuffer man den anden. Det er umuligt at tilgodese nationalisterne,
føderalisterne, intergovernamentalisterne og modstanderne på samme tid. Men
forfatningstraktaten er blevet til gennem en åben og demokratisk forhandling
og forfatningstraktaten er et spiseligt kompromis, som gør EU25+ i stand til
at træffe beslutninger og agere.
For mig at se er
forfatningstraktaten er en forudsætning for succes i EU 25+. Jeg tror ikke, at
det udvidede EU vil kunne fungere indenfor de eksisterende rammer. Det vil
sætte hele samarbejdet under pres og den manglende beslutningskraft vil blive
en tung byrde at slæbe rundt på. Bureaukratiet vil forøges og distancen til de
europæiske indbyggere vil vokse. EU's udvidelse kræver nye rammer for
samarbejdet og dem har vi et ansvar for at sikre, ellers skulle vi ikke have
startet udvidelsesprocessen i første omgang.
Forfatningstraktaten går netop
ind og reducerer antallet af beslutningsprocedurer fra de nuværende par og
tredive til fem – og flertalsafstemninger bliver reglen på de fleste
politikområder. Det betyder helt konkret at et land ikke længere kan blokere
for en reform eller en afskaffelse af landbrugsstøtten, som vi tidligere har
set en tendens til. Dermed er banen kridtet op for at en række politisk
følsomme områder og problemer pludselig kan afstemmes og løses. Og vi fjerner
os fra risikoen for et ineffektivt og ikke-handlekraftigt EU.
Så spørger nogle om ikke vi bare kunne skabe et mere fleksibelt EU, hvor man
kan vælge fra og til, og hvor landene ikke behøver være med i alt. Og jo,
selvfølgelig kan man det, men så er vi jo tilbage ved jungleloven, hvor det er
de store lande, som selvstændigt sætter hele retningen. Så kan De 10 nye lande
godt skyde en hvid pind efter at blive accepteret som ligeværdige partnere.
Det er jo netop i de mindre landes interesse, at et forpligtende EU netop
betyder, at der lyttes til landene til trods for størrelsen. Et lille land som
Danmark vil i høj grad miste indflydelse, hvis de store lande sammen kan sætte
retningen i et fleksibelt EU, hvor lande kan gå videre på et område på trods
af, at de først var blevet stemt ned.
Et fleksibelt EU er ikke
svaret på EU's beslutningsmodel. Forfatningstraktaten er derimod et spiseligt
kompromis og et skridt fremad. Europaparlamentets kompetencer udvides og
magtfordelingen mellem institutionerne, såvel som landene imellem, fastlægges
på en balanceret facon. Nu skal den så vedtages, og i den sammenhæng kan man
håbe, at folk kigger ud over deres egen eksklusive interesse eller mærkesag og
anskuer helheden og visionen i projektet.
Hvis ideen om et forenet
Europa skal give mening, så skal denne udvidelse såvel som kommende ses i det
store perspektiv. Det betyder, at man er nødt til at forholde sig konstruktivt
til samarbejdet. Et udvidet EU vil ikke kunne fungere, hvis det dominerende
motiv bliver frygten for, at et fællesskab vil betyde flere munde at mætte.
Man skal anskue det udvidede fællesskab som et mulighedernes rum, hvor flere
hænder kan arbejde og løfte opgaverne. Jeg frygter ikke EU's udvidelse, kun
konsekvenserne, hvis rammerne ikke forbedres. SÅ varmt velkommen – uden
forbehold!
TRINE PERTOU MACHS
INDLÆG
UDGIVET 05.05.04 kl.13.09 CET
DOWNLOAD
SOM WORD-DOKUMENT | DOWNLOAD SOM PDF-FIL
ARTIKLENS FORSIDE
RÆSONS FORSIDE
TILBAGE
|
