|
|
Hvorfor departementschefen tabte det væddemål
CBK: Men han indikerer i sine erindringer selv, at hvor der var en pessimisme forud for 86 – at dét var et gamble at tage pakken og sende den ud, for at spille det ud af hænderne på socialdemokratiet, og da den kom igennem (det er der jo andre analyser der har lagt i det) så var det et boost til regeringen, det var et boost til EU-politikken, man følte ”nu er det socialdemokratiske problem løst, nu er de med os” – og så gik man ind, skriver han i erindringerne, til Maastrichtkampagnen, mere veloplagt og så sker det der stemningsskifte som du -
ENGELL: Men der må jeg sige – altså det billede kan jeg ikke genkalde mig. Fordi det var dér, det var første gang hvor vi skulle forholde os til et EU-tema, hvor det var helt åbenlyst at der var sket noget dramatisk blandt de borgerlige vælgere. Det var helt tydeligt at nu begyndte borgerskabet at røre alvorligt på sig i en EU-negativ retning. Det var nu, at man var klar over at den traktat havde så vidtgående konsekvenser – og at der nu var lagt skinner til en videre udvikling af det europæiske samarbejde – hvor de borgerlige nejstemmer simpelthen voksede i antal. Det var helt tydeligt at vi som politikere – det var fra Schlüter og nedefter, det var Schlüter og hans ministre og andre – at vi havde ikke helt den troværdighed blandt vælgerne i den sag som vi måske havde haft tidligere. Det var tydeligt at man mistroede os i de svar vi gav – ”ja, det kan godt være I siger nu at unionen er død og at vi får lov til at beholde Dannebrog, og at det dér politisamarbejde bliver effektivt, men altså, ved I hvad? Det kan godt være det er rigtigt, men vi tror ikke rigtigt helt på jer. Og det er dermed jeg mener, at resultatet af Maastricht-afstemningen, det var på det tidspunkt vælgerne præsenterede de EU-positive politikere for den ubetalte regning fra 1972. Det var prisen man betalte for 72. Og Euro’en fulgte så op på det.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet