|
|
MEN HVAD kunne man have gjort? Man kunne have tænkt sig om i stedet for at lægge indholdsløse planer og udstede tomme løfter.
De indholdsløse planer bestod i at lægge op til en politisk union udelukkende som konsekvens af en monetær union og at tale om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. De tomme løfter bestod i tilsagn til de central- og østeuropæiske lande om at de inden længe ville blive optaget i det, man nu så storslået kaldte den Europæiske Union.
Hvis man havde tænkt sig om, havde man måttet erkende at en politisk union eller et politisk fællesskab kun kan eksistere hvis man:
- for det første har et sikkerheds- og forsvarssystem til beskyttelse over for omverdenen og
- for det andet har et ordens- og retssystem til oprettelse af fred og retfærd indadtil.
Det første er ikke klaret blot ved hjælp af grænsegendarmer og fælles paskontrol, og det andet er ikke klaret blot med økonomiske, sociale og miljømæssige love, ligegyldigt hvor fornuftige begge dele kan være.
Hvad enten en eventuel trussel mod Europa kommer fra en revitaliseret russisk atommagt, et selvbevidst folkerigt Kina eller en religiøs-fundamentalistisk diktator i Mellemøsten, så vil Europas ydre sikkerhed kun kunne opretholdes i tæt samarbejde med USA inden for et NATO hvis militære apparat er tilpasset en sådan trussel. Alle på begge sider af Atlanten erkender dette, og derfor har tankerne om en selvstændig Europahær aldrig haft grund i virkeligheden. Derfor er Vestunionen heller ikke blevet til ret meget mere end en postadresse og et dørskilt i Bruxelles.
MEN NÅR der ikke reelt kan blive tale om en Europahær, bliver det, som måtte danne grundlag for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, også til løs snak. Hvis man ser bort fra en egentlig forsvarspolitik, så vil de europæiske lande altid have vidt forskellige udenrigspolitiske interesser. Spaniens forhold til Algeriet vil altid være forskellig fra Finlands, og Finlands forhold til Baltikum vil være forskellig fra Spaniens. En vis form for koordinering vil selvfølgelig være fornuftig, men en egentlig fælles politik vil ikke give nogen mening.
I al den løse snak om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og om en mulig genoplivning af Vestunionen har politikerne fortrængt spørgsmålet om Europas indre orden. Der kan være to grunde hertil. Dels kan det skyldes at dette spørgsmål mere end noget andet anfægter og begrænser landenes suverænitet. Dels kan det skyldes at man ikke har haft noget seriøst ønske om at udvide EU med de ‘nye demokratier’ østpå.
Det var jo i Central- og Østeuropa at den indre orden for alvor var truet efter 1989, fordi en politisk kultur baseret på demokrati og frihedsprincipper ikke havde fået lov at udvikle sig under det kommunistiske styre. Det eksisterende EF havde lært at leve med den ‘uorden’ der længe havde været i Nordirland, i Baskerlandet, på Korsika og andre steder, og den italienske mafia eller den tyske ‘Rote Armee’ havde aldrig for alvor truet det eksisterende politiske system. Men perspektiverne i Østeuropa var uoverskuelige.
Derfor stillede man som betingelse for optagelse i EF/EU at landene skulle først være stabile demokratier der respekterede menneskerettighederne, altså på egen hånd være i stand til at opretholde lov og orden, og så iøvrigt være økonomisk i stand til at acceptere hele det regelsæt, som systemet i Bruxelles havde udviklet med toldunion, landbrugspolitik og det indre marked.
Tænk hvis man i stedet havde erkendt konsekvensen af EU som et Fredens projekt og sagt at vi må forberede os på krig - ikke den foregående krig, varm eller kold, men den kommende krig. Enhver vidste at denne sandsynlige krig ville udspringe af trusselen indefra og ikke af angreb udefra. Den ville dreje sig om opretholdelse af den indre orden i et nyt Europa fra Atlanterhavet og måske ikke helt til Ural, men i hvert fald til Ruslands grænser.
Forberedelsen til denne krig skulle bestå i en politisk union, et EU-baseret europæisk sikkerhedssystem som de central- og østeuropæiske lande blev inviteret til at deltage i. Det skulle ikke dreje sig om forsvar mod ydre fjender, men om kontrol med og bekæmpelse af indre fjender af demokrati og menneskerettigheder. Herved ville de europæiske lande i et sandt fællesskab kunne give de ny demokratier mulighed for at stabilisere sig som del af en bredere europæisk politisk kultur og derved kunne opretholde den fred som på længere sigt kunne danne grundlag for en økonomisk udvikling som kunne føre dem ind i det økonomiske samarbejde og det indre marked.
Det var en sådan sikkerhedspagt, et charter for en politisk union, der burde have været resultatet af Maastricht-konferencen i 1990-91. Sandsynligvis alle de central-og østeuropæiske lande, inklusive Albanien, ville have modtaget en invitation til at tilslutte sig den, også selv om den stillede krav og betingelser.
Kravene skulle være at deltagerlandene forpligtede sig til at opretholde et politisk system baseret på demokratiske principper og respekt for menneskerettighederne, netop det som de frigjorte folk higede efter. Betingelserne skulle tilsvarende være at landene accepterede oprettelsen af en europæisk ordensmagt som kunne gribe ind, eventuelt med våbenmagt, hvis disse krav ikke blev opfyldt.
Som sagt, i dag forekommer det ubegribeligt at forslag af denne karakter ikke blev fremsat fra ansvarlig side i 1991. Man talte om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og antydede muligheden af en europæisk hær. Men et europæisk charter for den ‘indre fred’, for ro og orden, ville ikke omfatte nogen af delene. Det ville dreje sig om fredsbevarende styrker til indsættelse i Europa under europæisk kontrol. Kald det et gendarmeri, for det ville det jo være i realiteten.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
