|
|
DEN VÆSENTLIGSTE sikkerhedspolitiske trussel i Europa kommer i dag indefra, fra interne konflikter i lande og områder hvor det liberale demokrati ikke er rodfæstet. Derfor er det er gabende hul i udenrigsministerens europæiske program. For det er en trussel som vi i EF (eller nu rettere sagt den Europæiske Union) intet har at stille op imod, bortset fra velmente erklæringer.
Dem har der til gengæld været mange af, fra den Europæiske Sikkerhedskonference (CSCE), fra Europarådet, fra EF og fra Nato. Og de central- og østeuropæiske lande har i alle disse fora fremført bønner om hjælp og beskyttelse, om at blive lukket indenfor i sikkerhed. De to første er organer uden eksekutiv magt; de kan kun øve indflydelse gennem den effekt som gode ord kan have. Nato er fortsat i en identitetskrise fordi denne organisation helt og holdent baserede sig på en ekstern, nuklear trussel som kan mødes med raketter og ubåde – en trussel som er faldet bort, i hvert fald på kort sigt.
EF har med sin politik over for disse lande nærmest forøget truslen. Den konstante markering af at medlemskab kræver at man helt og holdent tilslutter det allerede etablerede system med dets institutioner, frihandel, landbrugsordninger, moms osv., har virket dræbende for håbet østpå om en tilbagevending til Europa. Det blev kun værre ved at EF indgik handelsaftaler med dem som udelukkede handel i de sektorer hvor de havde mulighed for en væsentlig eksport, samtidig med at der ikke blev lovet noget om medlemskab.
TRODS MEGEN usikkerhed endte Danmarks formandskab i foråret med at det Europæiske Råd på mødet i København søgte at rette op herpå ved en erklæring om at de central- og østeuropæiske lande vil kunne blive medlemmer. Desuden vedtog rådet et forslag fra den franske premierminister Balladur om at de Tolv som den første fælles handling under den nu traktat skulle søge at etablere en europæisk sikkerhedspagt omfattende også disse lande. Hensigten er at skabe politisk enighed om en konsolidering af eksisterende grænser og en beskyttelse af nationale mindretal.
Det vil i løbet af vinteren og foråret vise sig om der her virkelig er tale om et fremskridt, eller det igen blot er en undvigemanøvre. Der kan være god grund til skepsis. Det synes givet at der ikke må være nogen direkte forbindelse mellem pagten og optagelse i den Europæiske Union. Det ligner derfor kun oplæg til en erklæring hvor underskriverne forsikrer hinanden om at sådan noget som er sket i det tidligere Jugoslavien, ikke må gentage sig. Bestemt ikke – og slet ikke tæt på Unionen. Amen.
MEN HVAD nu hvis det sker alligevel. Eller hvis der i et eller flere af disse lande sker det som var lige ved at ske i Moskva den 4. oktober. Udviklingen mod liberalt demokrati er endnu så usikker at den meget let kan blive sat i stå eller drejet tilbage i et spor hvor den politiske frihed igen knægtes mere eller mindre brutalt. Sker det ved et kup eller blot som resultat af en gradvis udvikling hvor gamle ‘hard-liners’ udnytter den stigende frustration og usikkerhed i befolkningen, hvad gør vi gode unionsborgere og –ministre så? Sandsynligvis ingenting.
Men det betyder ikke at alle vil sidde passivt og følge begivenhederne på CNN. Se engang på det ny Europakort. Polens vestgrænse ligger praktisk taget i Berlins forstæder. Mange englændere synes måske fortsat at den Tjekkiske Republik er et fjernt land som de kun ved lidt om, men der er blot hundrede kilometer mellem Dresden og Prag. I London vil man spørge hvad Washington vil gøre, og i Paris vil man holde nøje øje med Moskva. Men hvad vil Bonn blive nødt til? Gamle mønstre vil bryde igennem, og Europa vil igen gå i stykker.
SANDHEDEN ER at den Europæiske Union er aldeles ude af stand til at håndtere det væsentligste europæiske sikkerhedsproblem. Det gabende hul mellem ‘sikkerhed’ og ‘udvidelse’ i Helvegs Europapolitik er ikke specielt for ham, men gælder alle hans kolleger i Rådet. Det består så længe man fastholder at indgangen til Unionen skal ske gennem det økonomiske fællesskab, EF.
Hvis det overhovedet skal have mening at tale om en europæisk union, så må den omfatte væsentligt flere lande end de nuværende tolv, og så må den basere sig på en traktat der fastlægger en politisk orden omfattende konstitutionelle principper og institutioner, herunder et apparat som kan opretholde den interne sikkerhed og forsvare disse principper og institutioner. Indgangen til unionen må være en politisk traktat. Hvorledes den økonomiske orden med handel og pengevæsen etableres, er et væsentligt spørgsmål, men trods alt sekundært.
Man kan ikke forvente at initiativet til en sådan traktat vil komme fra et af de større lande og slet ikke i en periode hvor de alle er lammet af politisk svaghed og forestående valg.
Derfor har Helveg en chance for at lancere en sammenhængende Europapolitik ved at foreslå at den forberedende konference om Balladur-planen, hvortil nuværende og potentielle ansøgerlande indbydes, kommer til at dreje sig om en politisk traktat for den Europæiske Union.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
