|
|
JEG MÅ BEDE min læser om overbærenhed med lidt teori - Lykketoft og hans økonomiske ypperstepræster kan springe de næste afsnit over, hvis de da ikke har fortrængt deres børnelærdom med matematiske modeller.
Når jeg taler om ’arbejde’, så mener jeg rent manuelt arbejde, eller rettere sagt det økonomisk-teoretiske begreb: produktionsfaktoren arbejde. I praksis findes det næsten ikke isoleret. Min rengøringshjælp bruger en støvsuger, og det er ’kapital’ i teoretisk forstand. Min tækkemand kommer med rørene i sin bil, og det er også kapital. Den faglærte håndværker har fået en uddannelse, som er en ’investering’ og derfor mental ’kapital’. Desuden bruger han en masse maskiner som også er kapitalapparat.
I den økonomiske teori er al produktion baseret på et samvirke mellem tre produktionsfaktorer, jord, arbejde og kapital. Jord er alle naturgivne ressourcer. Arbejde er rent manuelt menneskeligt arbejde. Kapital er ikke blot maskiner, bygninger og broer - kapitalapparatet. Det er alt ’opsparet arbejde’, produktion der ikke direkte er gået til forbrug - altså også produktion af uddannet arbejdskraft, fra specialarbejderen til universitetsprofessoren. Med kapital menes realkapital og ikke pengekapital.
Al produktion og dermed al indkomstskabelse - for det er blot den pengemæssige side af produktionen - forgår ved et samspil mellem de tre produktionsfaktorer. Ingen produktion uden en tilsvarende indkomst, og omvendt - bortset fra overførselsindkomster, som er omfordeling af indkomst efter at produktionen har fundet sted.
Hvis man gør produktionsfaktoren ’arbejde’ dyr, enten ved høj løn eller ved at lægge skat på den, så vil der selvfølgelig være en tendens til at undgå at anvende arbejde i produktionsprocessen og i stedet bruge mere af de to andre faktorer, kapital og naturgivne ressourcer. Det var en del af fagbevægelsens filosofi i 1960erne at presse lønnen op for at tvinge arbejdsgiveren til at rationalisere og dermed få råd til at betale højere løn. Det gik fint, så længe det ikke blev overdrevet. Men det er det blevet, ikke så meget ved høj nettoløn, men gennem den overdrevne beskatning af arbejde. Når der er en skattemultiplikator på 10, så man for at beskæftige en anden person på grund af beskatning skal indtjene det ti-dobbelte af den værdi, som den andens arbejde har, så hjælper det ikke meget at sætte arbejdslønnen lidt ned. Arbejdsfordelingen bremses under alle omstændigheder af faktoren 10. Den fungerer kun, hvor den ikke kan undgås, fordi det drejer sig om højt uddannet arbejdskraft. Vil jeg have min bil repareret (og min nabo ikke er mekaniker), bliver jeg nødt til at gå til autoværkstedet, for jeg kan ikke gøre det selv. Det rent manuelle arbejde, og mere til, udstødes. Arbejderen bliver arbejdsløs.
Man må undre sig over at en socialdemokratisk finansminister krampagtigt holder fast ved et system, som i realiteten er blevet arbejderfjendsk.
’REGERINGEN satser stærkt på uddannelsesindsatsen, både med hensyn til omfang og kvalitet’, skriver Lykketoft. ’Vi gør det også for at forhindre at lavere mindsteløn bliver eneste vej til at få de sidste i arbejde. ... Vi vil ikke sænke lønnen for de mest udsatte ned til deres aktuelle kvalifikationer. Vi vil i stedet benhårdt satse på at løfte deres kvalifikationer op til en ordentlig løn.’ Benhårdt - hvad enten de mest udsatte vil eller kan løftes!
Man skulle tro, han kunne høre, det lyder hult. Det, han siger, er at vi må acceptere en strukturel arbejdsløshed på omkring 8 procent, hvoraf måske de 3 procent er gemt bort i nyttesløse optrænings- og aktiveringsordninger på statens regning.
Det eneste, der vil kunne nytte noget, er at flytte en væsentlig del af skattebyrden væk fra produktionsfaktoren ‘arbejde’. Principielt kan den kun flyttes over på ‘kapital’ eller på ‘jord’.
Det vil ikke være nogen god ide at flytte den over på kapital, for det er netop denne faktor, som skaber den økonomiske vækst. Det er her de teknologiske og vidensmæssige fremskridt opsamles. Med den skattestruktur, som Lykketoft administrerer, vil man også beskatte den viden, som bliver opsamlet hos en veluddannet arbejdsstyrke. Ja, Lykketoft vil endda med høje marginalskatter ramme denne uddannelseskapital endnu hårdere end arbejdet - i indkomstudligningens navn. Allerede derfor vil finansministerens benhårde indsats, mod hvad han kalder ‘jobløsheden’, hjælpe en høstblomst.
Økonomisk vækst er et gode. Det er absurd at være imod økonomisk vækst som sådan. Men det må ikke blive til ‘jobless growth’, vækst uden arbejde. Derfor må vi sikre at produktionen fremover anvender relativt mere ‘arbejde’ og relativt mindre ‘jord’. Det kan kun ske ved at de naturlige ressourcer, først og fremmest energi, beskattes hårdere og indkomstskatten lempes.
Vil man effektivt bekæmpe den strukturelle arbejdsløshed, må man gå til angreb på skattestrukturen og beskatte ‘naturlig energi’ i stedet for ‘menneskelig energi’. Som enhver, inklusive finansministeren, er klar over, er der allerede særdeles vægtige grunde til en sådan ændring af beskatningen på grund af miljøhensyn. Regeringen er da også positivt indstillet overfor ‘grønne afgifter’. Men tilsyneladende er det kun miljøet, der tæller i den forbindelse, med det resultat at de grønne afgifter mestendels fører til en forøgelse af skattebyrden og statens indtægter i stedet for til en lettelse af skatten på arbejde.
DETTE ANGREB på skattestrukturen, er ikke et angreb på velfærdsstaten. Tværtom. Det er et forsvar for en velfærdsstat, der bekymrer sig om ‘de svage og udsatte.’ Det har intet at gøre med privatisering af betalingen for de centrale velfærdsgoder, som Lykketoft påstår er den eneste vej, hvis man vil lette det samlede skattetryk.
Dette tryk ville for det første automatisk blive væsentligt lettet, hvis man fik fuld beskæftigelse. Milliardudgifter til understøttelse, førpension, aktiverings- og beskæftigelsesordninger, rådgivning, anvisning og meget andet ville forsvinde. Samfundets produktion ville blive større og skattebyrden derfor relativt mindre. I gamle dage opstillede økonomer noget, som de kaldte et ‘fuld-beskæftigelse-budget’, en beregning af statens indtægter og udgifter under forudsætning af eksisterende lovgivning og fuld beskæftigelse. Det begreb smed man ud, da man i misforstået bedreviden smed Keynes ud. Gad vidst, hvordan et sådant budget ville se ud i dag?
For det andet er det klart at et samfund, der efter dansk og europæisk standard vil betegnes som anstændigt, må kanalisere mindst fyrre procent, sandsynligvis omkring halvtreds procent, af nationalindkomsten gennem den offentlige sektor. Det er nødvendigt for at opretholde et effektivt sundheds- og uddannelsesvæsen og en rimelig social sikring. Velfærdsstaten forudsætter en offentlig sektor af denne størrelse. Men i Danmark ligger vi betydeligt over de halvtreds procent, fordi vi fastholder en høj arbejdsløshed. At de gør det samme i de fleste andre europæiske lande, gør ikke sagen bedre.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
