|
|
9) Selv om det danske Nej ikke medfører nogen umiddelbar ændring i de eksisterende tilstande, så betyder dette selvfølgelig ikke at alting fortsætter, som om intet var hændt. Det danske Nej har skabt en situation, hvor ikke blot Danmark, men alle medlemslandene i Den europæiske Union må gå ind i dybtgående overvejelser om projektets hele karakter og udviklingsmuligheder. Jeg har her til morgen været i kontakt med den britiske premierminister Tony Blair og underrettet ham om at Danmark ikke vil kunne ratificere Amsterdam-traktaten. Det er Storbritannien, der i dette halvår har formandskabet i EU, og det er derfor briterne, der tilrettelægger arbejdet. Næste måned vil det regulære halvårlige møde mellem stats- og regeringscheferne blive afholdt i Cardiff i Wales, og der er næppe tvivl om at bortfaldet af Amsterdam-traktaten vil dominere diskussionerne. Vi er os fra dansk side bevidst om det ansvar, Danmark har for den opståede situation, og vi vil derfor i nært samarbejde med formandskabet forberede disse drøftelser.
10) Dette fører mig frem til den lære, som jeg mener, man må drage af resultatet af folkeafstemningen, og til den linie, som den danske regering vil søge at følge i drøftelserne med vore EU-partnere. Men lad mig først sige at Danmark er ikke et særtilfælde eller et illoyalt medlem at EU. Vi er det land, som mest fuldstændigt har opfyldt de forpligtelser, vi har påtaget os. Intet andet land kan i den henseende leve op til den standard, Danmark sætter. Det er måske i virkeligheden vort problem. For vi vil ikke love mere, end vi kan holde. Og når jeg siger ‘hvad vi kan holde’, mener jeg, hvad vi i vort politiske system kan finde folkelig opbakning til. Dette er et grundlæggende, sundt princip i et demokrati og i et samarbejde mellem nationer.
11) Danmark har i sin forfatning, til forskel fra de fleste andre lande, et krav om folkeafstemning i særlige tilfælde. Jeg ved at man kan diskutere folkeafstemningers forhold til det repræsentative system. Nogle lande har ingen tradition for folkeafstemning eller slet ikke forfatningsmæssig mulighed derfor. Men i Danmark har vi siden 1953 haft en grundlovsfæstet regel om folkeafstemning i forbindelse med afgivelse af national suverænitet. Dette har ført til at Danmark kommer til at virke som EU's politiske sikkerhedsventil. Hvis presset på den nationale suverænitet synes at blive for stort, så hyler ventilen. Det var det, der skete i går.
12) Men hertil vil jeg føje at det pres, som i går fik sit skingre udtryk, ikke er noget specielt dansk. Jeg har nøje fulgt debatten i de andre medlemslande, og jeg har noteret mig ikke blot resultatet af den franske folkeafstemning kort efter den danske i 1992, men også hvad der er sket i Frankrig lige siden, med en stadigt voksende bred kritik af tendenser inden for samarbejdet - kritik ikke blot fra den ekstreme højrefløj. Og jeg overværede også for få uger siden på ØMU-mødet i Det europæiske Råd, hvorledes Frankrig skilte sig ud af rent nationale årsager og interesser. Situationen i Storbritannien gennem mange år er velkendt, og på det seneste har den ny Labour regering gjort det klart at man kun kan tilslutte sig ØMU'en efter en folkeafstemning.
Jeg kunne gå videre til den europæiske motor, Forbundsrepublikken Tyskland, hvor der i de seneste år har vist sig en udbredt skepsis blandt store dele af befolkningen, ikke blot over for afskaffelse af D-marken, men også for overførelse af yderligere beslutninger til Bruxelles. Noget lignende gør sig gældende selv i de traditionelt mest integrationsvenlige lande som Holland og Italien - for ikke at tale om vort naboland Sverige.
13) Jeg siger dette ikke for at kritisere disse lande. Jeg konstaterer det som en kendsgerning, og jeg drager den konklusion at der i hele EU er en stigende kritisk holdning til det europæiske projekt. Det er ikke nogen direkte negativ holdning. Jeg er helt sikker på at europæerne vil have et fredeligt og stabilt Europa - og det er jo det, der er hensigten med EU. Men processen og de politiske demokratiske systemer må ikke overbelastes af en udvikling, som folk kan opfatte som en trussel mod deres foretrukne samfundstilværelse. Det er tilsyneladende det, der er ved at ske. Sker det for alvor, kan EU blive et Ufredens projekt.
14) EU er Fredens Projekt. Det er fortsat er kernen i samarbejdet. Da de undertrykkende, kommunistiske systemer i Øst- og Centraleuropa brød sammen for snart ti år siden, havde EU en enestående chance for at demonstrere dette ved at imødekomme det håb og den trang, der var i disse lande til at komme hjem til den europæiske kulturkreds. Men EF var ikke i stand til at imødekomme denne trang. EFs hele struktur og institutioner var blevet skabt under ganske andre forudsætninger end dem, som pludselig opstod i 1990. Det var et fællesskab af overvejende økonomisk karakter. Dets politiske dimension var mere et usikkert håb end et overbevisende fundament. EF var simpelthen ikke i stand til at modtage de frigjorte lande og give dem den politiske tryghed, de så inderligt ønskede. Vi svigtede dem - nogle vil måske sige endnu engang.
15) Ved færdiggørelsen af Amsterdam-traktaten blev der åbnet op for forhandlinger om optagelse af ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i EU. Fra den danske regerings side så vi dette som det væsentligste i forbindelse med den reviderede traktat. Vi tilsigtede hermed at komme det, vi plejede at kalde Østeuropa imøde. Men det har åbenbart ikke virket overbevisende på de danske vælgere. Vi må derfor spørge os selv: Hvorfor? - Hvorfor ser de ikke EU og dermed også Amsterdam-traktaten som Fredens Projekt?
16) Det er kun et mindretal af nulevende europæere, som har mulighed for at huske 1950'erne. Jeg selv gør det dårligt nok. Det var dengang, EF blev skabt som Fredens Projekt. Men det forhold har fortonet sig bag den økonomiske vækst og markedets dominans, især siden midten af 1980'erne. Der har derfor udviklet sig en usikkerhed over for den politiske dimension af EU, ikke blot i Danmark. Hvis projektet skal overleve, må vi fjerne denne usikkerhed. Vi må genskabe projektets politiske dimension, så den svarer til det ny Europa, og så den virker overbevisende på nye generationer. For freden i Europa er langt fra sikret blot med økonomisk vækst og frie markedsforhold og kapitalbevægelser.
17) Det EU, mennesker rent konkret møder i deres dagligdag - dvs. bortset fra politikernes talemåder og visioner - er regler og reguleringer om næsten alt mellem himmel og jord. I hvert fald alt muligt, som kan siges at have med økonomi at gøre - fra fødevarer og forurening til penge og valuta. Med hvad har det med freden i Europa at gøre, spørger vælgeren. Og søger han eller hun svaret i det, som nogle kalder EU's grundlov, Rom-traktaten med alle dens ændringer, så finder de det ikke - bortset fra nogle flotte ord og erklæringer i fortalen. Endnu værre ville det blive, hvis vælgeren tog fat på det, som teknokraterne i Bruxelles anser for EU's grundlag, det der kaldes ‘acquis communautaire’. Det er den samling af direktiver og regler, om hidtil er vedtaget i Bruxelles. Det drejer sig om 100.000 tættrykte sider, siges det. Vi må erkende at det ikke er mærkeligt at mange spørger, hvad meningen er? Er dette Fredens Projekt?
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
