|
|
Når de ser et blåt flag smælde
Af Carsten Stage og
Signe A.E. Larsen, Minoritetspartiets Ungdom
PÅ valgdagen bør især et meget væsentligt emne spille
en afgørende rolle i forhold til hvor den enkelte sætter sit kryds. EU er
med udarbejdelsen af en egentlig forfatning på vej ind i en ny afgørende
fase, hvor konføderationstanken for alvor skal stå sin prøve. Derfor er det
naturligvis vigtigt, hvem der bliver den danske befolknings talerør i
Bruxelles. Forfatningen er nemlig ikke så uskyldig som vore EU-venlige
politikere forsøger at iscenesætte den. Ved at kalde den en
”forfatningstraktat” forsøger de eksempelvis at normalisere den næste
folkeafstemning, fordi den jo, som så mange gange før, bare handler om endnu
en ny traktat. Hvis man i stedet sagde sandheden – at Danmark reelt er ved
at underlægge sig en europæisk grundlov – ville alarmklokkerne nok ringe en
hel del mere i befolkningen.
Hovedspørgsmålet for den enkelte vælger d. 13. juni
må derfor være, om man ønsker at støtte en EU-optimistisk repræsentant, som
ikke har større betænkeligheder ved yderligere suverænitetsoverdragelser,
eller om man i stedet mener, der er brug for danskere i parlamentet, der på
tætteste hold kan observere og kritisk analysere det kommende
forfatningsudspil. For MPU er der således ingen tvivl om, at Danmark skal
sikres sådanne kritiske røster i EU-parlamentet. At dette er tilfældet
skyldes ikke at ’et europæisk samarbejde per definition er af det onde’,
eller at ’Danmark skal være sig selv nok’, men er udelukkende fordi det
kommende forfatningsudspil rummer så omsiggribende konsekvenser for Danmarks
selvbestemmelse, at det er strengt nødvendigt med en skeptisk kapacitet. Det
er ikke nok, at de radikale, socialdemokraterne, venstrefolkene og de
konservative er repræsenteret i parlamentet - der er også stærkt brug for de
politikere, der ikke per definition dåner af benovelse, hver gang de ser et
blåt flag smælde, som tilfældet er med ovenstående partiers
jubeloptimistiske EU-tilhængere.
Overordnet bør det derfor være afgørende, at man
stemmer på en kandidat, der deler ens eget syn på EU-projektets fremtidige
omfang. Ønsker man at arbejde sig nærmere en konføderation, der måske kan
være en væsentlig international magtfaktor, eller vil man tværtimod
fastholde de selvstændige stater som udgangspunkt for et samarbejde, og
dermed et mere gennemskueligt demokratisk system, som det er nemt at deltage
i. Hvis det sidste er tilfældet, er der få muligheder i stemmeboksen. Enten
stemmer man på Dansk Folkepartis kandidater, hvor det er
selvtilstrækkeligheden og den metafysiske tro på nationens forrang, der
motiverer EU-kritikken, eller også sætter man sit kryds på de tværpolitiske
lister, hvor Folkebevægelsen ønsker EU helt afskaffet, mens Junibevægelsen
repræsenterer en mere pragmatisk linje med en kritisk, men konstruktiv
unionsmodstand.
Minoritetspartiets kandidat Ebba Bigler stiller op på Junibevægelsens liste,
og får vores stemme, fordi hun vil være en tiltrængt humanistisk røst i
EU-parlamentet. Minoritetspartiets EU-skepsis dækker nemlig ikke over
nationalistisk fremmedangst, men tværtimod over en oprigtig bekymring for en
EU-udvikling, der ikke gavner hverken demokratiet eller de trængte
minoritetsgrupper på begge sider af EU's hårdt bevogtede grænser.
UDGIVET 11.06.04 KL.xx CET
ARTIKLENS FORSIDE
TILBAGE
|
DOWNLOAD ARTIKLERNE SOM WORDDOKUMENT
| DOWNLOAD SOM PDF-FIL
|
