ANDET KVARTAL 2003: 18. juni

7:10

<  >

ark og ulands

 

 

 

 

Nordkorea: Ingen tegn på invasion

CBK: Nu talte du før om Pakistan og Rusland som farlige og utilregnelige -  hvad med Nordkorea?

BM: Ja, Nordkorea er lige præcis ikke et af de utilregnelige regimer – deres politik er faktisk også rimeligt rationel. Hvis vi tager den der påstand der er om at Nordkorea generelt set er aggressivt – den er der faktisk ikke noget som helst belæg for. Hvis vi kigger på mønstret, styrkesammensætningen, i Nordkoreas militære aktiviteter, så passer den overhovedet ikke med et regime, der bare ligger på lur for at komme med et egentligt angreb. Tværtimod – det passer meget bedre på billedet af et regime, som hele tiden forsøger at holde gryden i kog, så at sige, holde konflikten varm, men ikke for varm. Fx med nålestiksmanøvrer, som ikke gør nogen forskel, som ikke er angreb, men som hele tiden gør, at Nordkorea er et land, man skal regne med. Og det er jo selvfølgelig fordi Nordkorea er et land, som man ellers ikke behøver regne med – et land som der er alt mulig grund til at ignorere fuldstændigt, i alle andre henseender. Det er ikke vigtigt for nogen, længere.

Kigger man på deres militære dispositioner, så har de ganske vist en gevaldig masse tanks og soldater osv., men kigger man på topografien så er der ikke skygge af chancen for at de selv i det bedste tænkelige scenarie ville kunne få mere end en brøkdel af alle de her taks over grænsen: der er simpelthen bjerge i vejen, hvad man glemmer at tænke på.

Det ved alle NATO-planlæggere – hvordan det forholder sig: mængden af tanks over et vist antal er fuldstændig ligegyldig, det handler om hvor mange man kan få over en grænse, ellers klumper de sig bare sammen bag grænsen og udgør et kærkomment mål for alle mulige relativt kortrækkende raketter.

Hvis de faktisk angreb ville der være brug for amfibiestyrker – dem har de ingen af. Og de må vide hvad amfibiestyrker kan bruges til, for de er blevet brugt med held – mod dem, i Koreakrigen.

Så selvom deres styrkesammensætning er stor og det er vanvittigt at bruge alle de penge på den, er det faktisk ikke den styrkesammensætning, man skal forvente af et land, der planlægger et angreb. Kigger man på deres aktiviteter, hvad de har gjort, passer det heller ikke på billedet. De har masser af små, idiotiske ting – gravet tunneller ned under DMZ’en (den demilitariserede zone), lavet ubåds-indtrængninger i sydkoreansk farvand osv., men ingen af de ting kunne bruges til noget som helst i angrebs-sammenhæng. Hvad de ikke har gjort, det var at udnytte de muligheder der har været på bestemte tidspunkter i Sydkoreas historie til at lave et angreb: Når det sydkoreanske militær har været i færd med at begå militærkup. Det ville være en oplagt situation at sætte et angreb ind – fordi militæret ikke er på højt beredskab: der er næsten ikke noget beredskab overfor angreb udefra. I alle de situationer har Nordkorea trappet ned i stedet for at trappe op. Så billedet passer simpelthen ikke på en stat, der planlægger et angreb: og det har de alt mulig grund til ikke at gøre, for når man kigger på styrkeforholdet – det reelle styrkeforhold – er det i den grad i Sydkoreas favør, så Nordkorea vil med sikkerhed tabe, og det ved de uden tvivl selv.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

      

 

 

 

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ILLUSTRATIONSFOTO: DoD photo by Senior Airman Jeffrey Allen, U.S. Air Force. (Released) 981009-F-2171A-508