|
|
Hvad med synet på amerikanerne fra 1945 og frem til NATO-medlemskabet? Nu taler vi jo om anti-amerikanisme herhjemme: hvor vi jo i Danmark i hvert fald har haft en opfattelse af, at NATO-medlemskabet og afhængigheden af amerikanerne var da velkomment, men var klart implaceret i den strategiske kontekst og nødvendigt på grund af truslen fra øst. Har man haft et endnu mere ambivalent forhold til amerikanerne? På Rådhuset i München står der fx at 'her befriede amerikanerne os' - der var tale om en mærkelig kombination af befrielse og besættelse.
ADN: Her er igen paralleller mellem Tyskland og Italien. For i begge lande var opfattelsen af USA tvetydig. USA var befrier, det er der ingen tvivl om - men USA blev også hurtigt til lidt af en bølle. Og specielt selvfølgelig da den kolde krig begyndte at spise til. Og det Tyskland og Italien har tilfælles i denne her forbindelse det er at de begge to balancerede meget prekært mellem øst og vest. Tyskland selvfølgelig fordi den geostrategiske placering gjorde, at det var utroligt vigtigt for Tyskland at der ikke blev krig - for hvis det skete, så ville Tyskland være fortid. Hvis der blev krig, ville det blive på tysk jord. Da atomvåben kom ind i spillet var det forholdsvis nemt at forestille sig hvad der ville være tilbage af tysk jord.
Så Tyskland var i en meget udsat situation og forsøgte meget prekært at balancere mellem Øst og Vest. Man var selvfølgelig fuldt ud klar over - også på venstrefløjen - at hvis det havde været Sovjetunionen der havde befriet det, der blev til Vesttyskland, så havde der ikke været noget demokrati. Det blev man forholdsvis hurtigt klar over - man mistede ret hurtigt sine illusioner på det punkt.
Så NATO-medlemskabet var meget, meget vigtigt - og det var det også for venstrefløjen. Dét accepterede man gradvist - og endeligt i slutningen af 50erne. Så på den ene side stærk afhængighed af USA og af NATO, stærk tilknytning selvfølgelig til de demokratiske frihedsidealer. På den anden side stort behov for at forholdet mellem Øst og Vest blev så gnidningsfrit som muligt - at det ikke kom til konflikt. I Tysklands tilfælde fordi det jo ville medføre at landet blev enslagmark.
I Italiens tilfælde gik det prekære på, at Italien jo ganske vist var i den vestlige lejr, loyalt NATO-medlem, og tilsluttede sig demokratiske værdier, men samtidig havde Vesteuropas største kommunistparti. Det førte igen til en meget vanskelig situation: på den ene side var man trofast NATO-allieret, på den anden side så opbyggede man - lige så stille, i al diskretion - stærke forbindelser til Østblokken og endte med at blive en af Sovjetunionens vigtigste handelspartnere. På sin vis havde Italien sin egen Øst-Politik - den tyske Ost-politik er jo velkendt, men italienerne havde sådan set deres egen. Så her er der igen paralleller mellem de to lande - både i forholdet til vesten og til østen, og selvfølgelig også i forhold til nogle af de interne kløfter i samfundene mellem venstre- og højrefløjen.
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
