18.02.2012

Sverigedemokraterna var partiet, alle talte og skrev om i Sverige i 2010 og starten af 2011. Frygt og fremmedfjendtlighed kom på dagsordenen. Den tid er forbi – nu er partiet i bedste fald ligegyldigt.

Af Jens Bomholt

Læs også:
– Kommentar: Foragtens plads i demokratiet
– Kommentar: Lempelse af udlændingepolitikken giver økonomisk gevinst

Sverigedemokraterna har kun begået et eneste parlamentariske stykke arbejde, der har haft betydning. Det var, da Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet stemte for et af partiets forslag. Det handlede om en række småforandringer i de såkaldte socialforsikringsregler. Derudover har en larmende tavshed omgærdet partiet, siden det seneste valg i Sverige i 2010. De øvrige partier, de etablerede medier og flertallet af vælgerne har tiet Sverigedemokraterna ihjel med ligegyldighed. Da partiet er det eneste med et kritisk blik på den øgede indvandring, er indvandrerdebatten i samme ombæring blevet lagt i graven. Og det frembringer stor tilfredshed i det øvrige samfund. Frygten for de fremmede er manet til jorden, og den svenske bevidsthed om Sverige som et åbent og tolerant samfund har fået fornyet styrke. Om Sverigedemokraterna på et tidspunkt får bevist, at morgendagens Folkhem (fundamentet for det svenske velfærdssamfund, red.) er udsat for en indvandrer- og islamtrussel må tiden vise. Indtil da står partiet alene og uden for indflydelse.

Dengang politikerne var bange for Sverigedemokraterna
Før, under og efter det svenske valg til Riksdagen i september 2010 fik man det indtryk, at der kun var ét reelt problem i Sverige: Sverigedemokraterna. Økonomien spillede, som den altid gør, en rolle i valgkampen, men den blev i høj grad overskygget af frygten for, at Sverigedemokraterna ville brage ind i Riksdagen med en pose fuld af ”fremmedfjendske mandater”. På valgdagen, den 19. september, så den liberale aftenavis, Expressen, sig endda nødsaget til at fortælle de svenske vælgere, at en stemme på Jimmie Åkessons (siden 2005 formand for Sverigedemokraterna, red.) parti, Dansk Folkepartis svenske søsterparti, var en stemme på det onde og usvenske. På avisens forside figurerede en stemmeseddel med et kryds ved Sverigedemokraterna. Billedet var flankeret af avisens syn på partiet: Nej! stod der med flammeskrift. Inde i avisen, på lederplads, fik de svenske vælgere en sidste opsang; I dag röstar vi för Sverige mot främlingsfientligheten. Om mediernes såkaldte sammensværgelse mod Sverigedemokraterna bevirkede, at partiet fik færre stemmer end under en mere ”fair” mediedækning, er svært at bedømme. Flere svenske kommentatorer har peget på, at det aldrig har løst noget kulturelt problem at neddysse og ignorere spændingerne. Der er sågar blevet spekuleret i, om partiet høstede stemmer på den overordentlige negative behandling, det modtog i de største svenske medier. Alt andet lige sidder der nu 20 Sverigedemokratiske medlemmer i den svenske Riksdag. At de bragede ind, er nok at overdrive, men sandheden er, at partiet fik sit bedste valg nogensinde. Mere end dobbelt så mange svenskere satte kryds ved Sverigedemokraterna i 2010 som ved valget i 2006. Og partiets eneste reelle politiske sejr er vel nok, at man har nået et nogenlunde stabilt niveau i meningsmålingerne – i øjeblikket omkring 6,5 procent af stemmerne.

Frygten er forstummet
Men var frygten for partiet begrundet? Siden valget er Sverigedemokraterna blevet ignoreret, ja nærmest glemt. Hensunket i den parlamentariske glemmebog, trods partiets 20 medlemmer ud af parlamentets 349. Samme mandatvægtighed som regeringspartiet, Kristdemokraterna, og det socialistiske Vänsterpartiet. På linje med Dansk Folkeparti herhjemme var Sverigedemokraterna i valgkampen 2010 dygtige til at sætte fokus på de svenskere, der følte sig forbigået af de store partier, især Fredrik Reinfeldts Moderaterna. Som det første parti nogensinde turde partileder Jimmie Åkessons parti sætte ord på sine kernepolitiske budskaber om, at indvandrere er i færd med at rykke Folkhemmet op med roden.

Det er bare ikke længere politiske mærkesager, der kan få tag i den svenske offentlighed i almindelighed og de svenske vælgere i særdeleshed. Det lader til, at partiet har lagt en strategi om at lurepasse og lære de parlamentariske spilleregler at kende, før det igen vil forsøge at sætte dagsordenen i svensk politik. Det forklarer blandt andet Lena Mellin, indenrigspolitisk kommentator på den svenske avis Aftonbladet. Hun er en af Sveriges mest indflydelsesrige debattører og har fingeren på pulsen, når det kommer til det politiske liv. ”Sverigedemokraterna har intet udrettet politisk. Men de gør sig simpelthen heller ikke bemærket, og de søger ingen indflydelse,” siger hun om det parti, der engang var på alles læber.

Partiet de andre ikke vil lege med
Med til historien hører dog, at partiet som oftest ignoreres af de øvrige, etablerede partier. Man skal helst ikke vise, at man er interesserede i at samarbejde med Åkessons tropper. Den vurdering er den svensk politiske kommentator, Mikael Hermansson, svensk politisk kommentator, enig i. Ifølge ham har de øvrige partier fundet en tålelig omgangsform i forhandlinger med Sverigedemokraterna. Men der går grænsen også.

”Partiet har ændret sig. De taler mindre om indvandrere og islamhad nu. Derfor ser de andre partier sig ikke nødtvungne til at udføre deres ”moralske pligt”, nemlig at vise offentligheden, at Sverigedemokraterna ikke er stuerene”, påpeger han.

Selv om partiet har opnået parlamentarisk legitimitet, skorter det altså på reel, politisk indflydelse. Men det er en vigtig pointe, at det trods alt har været med til at afmystificere Sverigedemokraterna.

”Partiet er blevet en del af hverdagen. De har måttet revidere deres mest ekstreme synspunkter til fordel for mere realistiske politiske budskaber,” fortæller Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ekspert i nordiske forhold og desuden ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Indvandrerkritik handler om kolde kontanter
Måske er svenskerne bare ved at finde tilbage til normale tilstande. De indvandrerkritiske røster er nu blevet en del af den politiske hverdag, selv om Åkesson og kompagni har taget brodden af den mest skingre retorik. Måske var valgkampen i 2010 udtryk for en unormal tilstand, hvor Sverigedemokraterna fik uberettiget meget fokus.
For Lena Mellin er det i hvert fald klart, at Sverige ikke er i færd med at nærme sig danske tilstande – frygten for indvandrere i Danmark svarer cirka til frygten for fremmedfjendtlighed i Sverige, hvis man skal tolke tilstanden i den svenske bevidsthed.

Mikael Hermansson, som også er historiker, tilføjer, at den åbne, positive indstilling over for indvandrere er en tendens, der kan spores tilbage til starten af 1990’erne. Kriserne i 2001 og 2008 har givet lidt udsving på det indvandrerkritiske barometer, men det er ikke ændringer, der har sat sine spor i det svenske samfund. Det kan skyldes, at svenskerne ikke i samme grad interesserer sig for værdipolitikken.

”Et parti som Kristdemokraterna lider for eksempel under, at svenske vælgere er så uinteresserede i rene, værdipolitiske spørgsmål. For den gruppe af svenskere, der er misfornøjede med indvandringen til Sverige, handler det oftest om økonomiske spørgsmål – kort og godt, skal vi i krisetider spendere så mange penge på indvandrere?”
Blandt politiske iagttagere spekuleres der i, om der overhovedet er plads til værdipolitik i samme omfang som tidligere, den økonomiske krise, der nu også har nået Sverige, taget i betragtning. Sikkert er det, at Sverigedemokraternas nyhedsværdi er faldet markant.

Malmø-problemet
Der er dog nogle steder i det svenske samfund, hvor man ikke kan undgå at få fornemmelsen af, at kulturelle og religiøse spændinger skaber problemer. Især i Malmø, nærmere bestemt i de ghettolignende bygningskomplekser Rosengård, Holma og Rasmusgatan, er vold og myrderier optrappet gevaldigt den seneste tid. Det har rystet den brede offentlighed i Sverige. Men heller ikke her ligger kimen til et Sverigedemokraterna a la Dansk Folkepartisk styrke og stemmevægtighed.

”Malmø er et særtilfælde, som får stor fokus i medierne. Men ghettolignende tilstande findes i alle de svenske storbyer. Det, der stikker ud i Malmø, er, at man får fornemmelsen af, at samfundet nærmest har givet op i forhold til at skabe forandring på traditionel, svensk facon. Det vil sige gennem øget velfærdssatsning og sociale servicer,” forklarer Mikael Hermansson.

Lars Hovbakke Sørensen er ikke helt enig. For ham kan Malmø-optøjerne bære yderligere brænde til det indvandrerkritiske bål, der trods alt står i lys lue i visse dele af det svenske samfund. Især i Skåne, hvor Sverigedemokraterna traditionelt står stærkest.

”Jeg tror, at det kan presse yderligere vælgere over til højrefløjen, både socialdemokratiske og borgerlige vælgere. Generelt tror jeg på, at Sverigedemokraterna får flere mandater ved næste valg, end de har nu. Situationen i Malmø styrker mig i den opfattelse”.

Skåningerne lider måske af den danske syge
Det kan da også være svært for de politiske kommentatorer at bortforklare de spændinger, der har fulgt med indvandringen, og som i øjeblikket sætter Malmø i brand. Om udviklingen vil brede sig – og om Malmø-tilstanden så at sige når de andre svenske byer – kan være svært at spå om. Nogle gange bliver Skåningerne i Malmø mobbet med, at de er danskere. Det har dog også været nævnt i medierne, at sydsvenskerne skulle være blevet ramt af den danske syge – forstået som en indvandrerkritisk mentalitet. Den danske syge skulle så være en af forklaringerne på ildspåsættelser og mord i Malmø. Det tvivler både Mikael Hermansson og Lena Mellin dog på.

”Det er svært at drage nogle paralleller mellem Danmark og Sverige på det punkt. Danmark og Holland kan måske sammenlignes, måske tilnærmelsesvis også Storbritannien. Jeg tror, at Skåningerne i deres bevidsthed er mere socialdemokrater, end de er danskere, selvom de nogle gange fremstilles anderledes i det øvrige Sverige,” lyder det fra Mikael Hermansson.

Der er ingen tvivl om, at Sverigedemokraternas entré på den store politiske scene har ændret det samlede billede af det politiske landskab i Sverige. Mange frygtede en mere ekstrem udvikling. I tiden efter riksdagsvalget i 2010 tegnede mange det skræmmebillede, at Sverige skulle blive et nyt Danmark. Den frygt er dog blevet gjort til skamme, al den stund Sverigedemokraterna ingen indflydelse har opnået og heller ikke i den nærmeste fremtid ser ud til at kunne påvirke den politik, der føres i Sverige. Da indvandrer- og værdipolitikken blev ligegyldig, blev Sverigedemokraterna ligegyldige.

Jens Bomholt (f. 1988) studerer analytisk journalistik (cand.public) på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er bachelor i historie fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: pressefoto, Sverigedemokraterna.