10.01.2018

Dette er det første indlæg i RÆSONs nye serie: Om dansk politik nu. Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

Om dansk politik nu – af Vilas Holst Jensen

»JEG VIL IKKE bytte en hvilken-som-helst skattelettelseskrone med en hvilken-som-helst udlændingekrone«. Så kontant lød det afslutningsvist på det ekstraordinære pressemøde i Statsministeriets spejlsal tirsdag 9/1. På pressemødet, der blev annonceret blot 56 minutter forinden, ville »statsminister Lars Løkke Rasmussen gøre status og redegøre for regeringens planer for det første halvår af 2018«.

Folketingsvalget i 2015 gjorde DF med 21,1 pct. til det største borgerlige parti men Løkke til statsminister. Hvad var hans projekt? Èn tydelig ambition var det samme grundlæggende ønske som enhver anden borgerlig politiker vel må have: At give danskerne nogle af deres egne penge tilbage. På det værdipolitiske, eller i hvert fald: udlændinge- og retspolitik, er DF et borgerligt parti. Men på fordelingspolitikken placerer DF sig et sted omkring SF og S. Alligevel nikkede DF dengang ja til et regeringsgrundlag, hvori Liberal Alliance – efter Anders Samuelsens insisteren på sit eget stålsatte blik – havde fået indskrevet, at den smalle V-regering havde »en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct. point«.

Hvad var hans projekt? Èn tydelig ambition var det samme grundlæggende ønske som enhver anden borgerlig politiker vel må have: At give danskerne nogle af deres egne penge tilbage
_______

 

HVORFOR GJORDE DF EGENTLIG DET? Partiets modstand betød, at den smalle V-regering allerede i foråret 2016 måtte udskyde skatteforhandlingerne til efteråret 2016. Samuelsen fastslog: »Det er de 5% vi skal have, og ellers er der ikke nogen Venstre-regering«. Den resulterende hårdknude blev løst – eller måske rettere udskudt – gennem den regeringsudvidelse, hvor LA og K trådte ind i regeringen, nu med det betydeligt opblødte løfte at man »ønsker at reducere marginalskatten, og at topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag«. Men i august 2017 måtte Samuelsen igen sænke ambitionsniveauet og droppe enhver idé om topskattelettelser: »Jeg kan ikke overbevise et flertal i folketinget om at det er en god idé at lette topskatten. Derfor foreslog vi regeringen at vi i stedet spiller ud med historisk store skattelettelser og fokusere på hvad vi kan blive enige om«, sagde han til DR Nyheder 13. august. 31. august – på den sidst mulige dag – præsenterede regeringen så sit forslag til en finanslov for 2018 – og fremlagde samtidig en 2025-plan med skattelettelser. DF ville gerne have flere penge til velfærd, og regeringen gerne skattelettelser – begge dele med virkning allerede fra 2018. Forhandlingsforløbene blev koblet sammen med Finansminister Kristian Jensen (V) for bordenden. For aalysen internt i regeringen – og især hos Liberal Alliance – var, at forudsætningen for Dansk Folkepartis opbakning til den skattereform, man nu havde skubbet foran sig rigtig mange gange, var at kæde den sammen med finansloven. Gerne som et afsæt til kommunalvalget 21. november.

DF har indset, at deres tætte samarbejde med Socialdemokratiet mest er kommet Mette Frederiksen til gode. Måske har DF også besluttet, at partiet efterhånden mangler kant til de øvrige partier i Folketinget på udlændingeområdet
_______

 

SÅDAN SKULLE DET IKKE GÅ. Kommunalvalget blev i øvrigt – målt på partiets egne succeskriterier – et nederlag for DF, der brugte udlændingekortet i valgkampen. Dansk Folkeparti har således læst vælgerne forkert – man fokuserede på udlændinge, når vælgerne fokuserede på velfærd. DF har ligeledes indset, at deres tætte samarbejde med Socialdemokratiet mest er kommet Mette Frederiksen til gode. Måske har DF også besluttet, at partiet efterhånden mangler kant til de øvrige partier i Folketinget på udlændingeområdet. I hvert fald valgte partiet at genoptage finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne om en skattereform med et helt nyt krav. Hvis regeringen ville have sine historiske skattelettelser igennem, så skulle de også gå med til et paradigmeskift i udlændingepolitikken.

Dansk Folkeparti har læst vælgerne forkert – man fokuserede på udlændinge, når vælgerne fokuserede på velfærd
_______

 

FLERE AF KRAVENE ER STIK IMOD de aftaler, regeringen allerede har indgået i forbindelse med trepartsforhandlingerne med arbejdsmarkedets parter. Det gælder bl.a. IGU’en, som er et af Lars Løkke Rasmussens egne prestigeprojekter. Integrationsgrunduddannelsen (IGU) er – som navnet antyder – en grunduddannelse for alle flygtninge og indvandrere, som kommer til Danmark, der skal give dem mulighed for hurtigere at komme i arbejde, og derved blive integreret i det danske samfund. Men flere af DF’s krav kan være i strid med internationale konventioner – at vurdere dem tager tid. Derfor kørte forhandlingerne fast igen. Samtidig forsøgte LA nu at satse finanslovens skæbne på en skatteaftale: »En skatteaftale er en forudsætning for at tredjebehandlingen (af finansloven red.) går godt« lød det fra LA’s nummer to, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, på det pressemøde, hvor finanslovsaftalen blev præsenteret. Det var et uhørt træk i dansk politik, at et regeringsparti truer med ikke at stemme for regeringens egen finanslov. Det havde man ikke set før.

Efter en række krisemøder i Statsministeriet blev resultatet, at Anders Samuelsen 19. december 2017 måtte holde det måske mest ydmygende pressemøde i nyere politisk historie. Her tog han ansvaret for sin del af det »cirkus« som efterhånden udspillede sig på Christiansborg. Han gjorde klart, at han – og LA – havde ventet så længe på skattelettelser, at man godt kunne vente »lidt« længere. Finansloven blev stemt igennem og skat og udlændinge blev udskudt til efter nytår. Indtil i går, hvor Statsministeren så endeligt valgte at afkoble de to spørgsmål igen. For at undgå DF’s ”paradigmeskift” dropper regeringen den store skattereform, og sender således et signal til DF om, at hvis de havde villet deres paradigmeskift seriøst, så skulle de have været mere pragmatiske ved forhandlingsbordet. I stedet indkaldes DF nu til forhandlinger alene om de to reservepuljer på i alt 3,5 mia. kr. som man allerede HAR besluttet skal gå til skattelettelser. Pengene kommer fra JobReform I, JobReform II samt kontanthjælpsloftet og aftalen om senere tilbagetrækning. Med Lars Løkke Rasmussens egne ord, sikrer man nu at de arbejdende danskere får den gulerod – skattelettelserne – som de blev stillet i udsigt, da man tidligere svang pisken – dvs. gennemførte reformerne.

VIL STATSMINISTEREN kalde det et nederlag? »Det bliver ikke den totale sejr,” svarede han journalisterne, ”Men det er nok vilkårene i dansk politik«. Mindre erkendelsesrigt lød det fra Anders Samuelsen som konstaterede at, »det ville være et nederlag, hvis vi lod skattetrykket stige«. Man må altså forstå på LA-lederen at status quo er en sejr. Er det nok for partiet? Det må målingerne vise, men Liberal Alliances Ungdoms formand, Søren Nielsen, tonede få timer efter Løkkes pressemøde frem på DR2, hvor han fortalte, at han mener, LA bør trække sig fra regeringen. Den opfattelse, er han formentlig ikke den eneste LA-vælger, der har.

LAU-formand Søren Nielsen mener, LA bør trække sig fra regeringen. Den opfattelse, er han formentlig ikke den eneste LA-vælger, der har
_______

 

Det Konservative Folkeparti, som jo bekendt stadig eksisterer, har blandet sig uden om det store slagsmål – i hvert fald udadtil. Det har været klogt: Pape og co. har undgået både trusler og latterliggørelse, og kan formentlig høste gevinsten gennem det næste halvandet års regeringsarbejde. Således konstaterer formanden: »Alle skattelettelser er gode skattelettelser. Nu skal vi videre.«

Statsministeren ser gerne, at man får ændret i konventionerne. Det bliver et af statsministerens personlige prestigeprojekter
_______

 

HERMED STÅR LØKKE overfor en række udfordringer, som skal løses inden næste folketingsvalg. Jeg har her kogt det ned til de fem væsentligste.

5. Tør Danmark røre konventionerne? 17. november overtog Danmark formandskabet for Europarådet, som vi afgiver igen i maj. Lars Løkke Rasmussen har flere gange givet udtryk for, at han grundlæggende er irriteret en række punkter i de internationale konventioner. F.eks. at vi ikke kan sende kriminelle udlændinge med familie i Danmark ud af landet, medmindre deres hjemland frivilligt tager imod dem. Statsministeren ser gerne, at man får ændret i konventionerne. Det bliver et af statsministerens personlige prestigeprojekter.

4. Overenskomstforhandlingerne med det offentlige Danmark – risiko for storkonflikt? Om få uger begynder overenskomstforhandlingerne mellem staten og de offentlige ansatte. Det er innovationsminister Sophie Løhde (V) som skyder forhandlingerne i gang, og der tegner sig nogen af de mest komplicerede forhandlinger længe. Da man forhandlede i 2013 gik forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening så meget i hårdknude, at det resulterede i en månedslang lærerlockout, som endte med at blive stoppet af et regeringsindgreb. Samme scenarie risikerer man i 2018 – ikke kun for lærerne, men for en række offentlige erhverv. Det må regeringen for alt i verden forsøge at undgå. Vil Socialdemokratiet – med så kort tid til et folketingsvalg – være klar til at hjælpe regeringen med at gennemføre et regeringsindgreb (som ved folkeskolelockouten)? Næppe.

Vil Socialdemokratiet – med så kort tid til et folketingsvalg – være klar til at hjælpe regeringen med at gennemføre et regeringsindgreb (som ved folkeskolelockouten)? Næppe
_______

 

3. Medieforlig – bredt eller blåt? I februar præsenterer kulturminister Mette Bock regeringens længe ventede udspil til et nyt medieforlig, der skal være på plads ved indgangen af 2019. DF har spillet ud med et ønske om en massiv besparelse på Danmarks Radio. V og LA ønsker også at skære i DR, mens de Konservative er mere tænksomme og S og SF kun åbner for begrænsede besparelser. Væsentligst er måske at regeringen gør op med sig selv, hvorvidt den ønsker at lande et bredt forankret forlig, som vil kunne overleve et regeringsskifte – eller, alternativt, lave en rent blå aftale.

2. Ghettoerne – vil Statsministeren tage ejerskab? På tirsdagens pressemøde lod Løkke forstå, at han har i sinde at præsentere et ghetto-udspil inden for den næste måned. Uagtet at forhandlingerne i første omgang er placeret hos bolig- og bygningsminister Ole Birk Olesen (LA) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), så har Løkke med sin nytårstale lagt så meget engagement ind i projektet, at han uden tvivl vil blive vægtet på det, når han næste gang skal møde vælgerne.

1. Antal dage til at samle det borgerlige Danmark: 525. Blå blok står vingeskudt tilbage. De sidste par måneder har været kaotiske, og statsministeren skal nu samle sin regering, og sit store støtteparti, om nogle mærkbare resultater, der kan danne grundlag for en borgerlig-liberal valgkamp. Hvis ikke det lader sig gøre, bliver valgkampens mest fremtrædende dagsorden de borgerlige partiers interne uenighed – endda om to klassiske borgerlige mærkesager: skat & udlændinge. Det vil åbne en dør for Nye Borgerlige på ydersiden og med stor sandsynlighed sende magten direkte over til Mette Frederiksen.

Bliver valgkampens mest fremtrædende tema de borgerlige partiers interne uenigheder?
_______

 

Vilas Holst Jensen (f.1999) går i 2g på Helsingør Gymnasium på samfundsfaglig studieretning. Fra 2013-2017 stod han i spidsen for nyhedsmediet “JuniorMedia News”. ILLUSTRATION: Statsministerens nytårstale [Finn Frandsen/Ritzau Foto/Polfoto]