Vera Rosenbeck: Vi kan endnu ikke dømme en generation, der ikke har været her længe nok til, at vi kan se effekterne af deres egne idéer

Vera Rosenbeck: Vi kan endnu ikke dømme en generation, der ikke har været her længe nok til, at vi kan se effekterne af deres egne idéer

10.06.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

At ungdommen skulle være ensbetydende med at gøre oprør mod noget eller nogen er en fasttømret idé hos mange, men det betyder ikke, at den nødvendigvis er sand. Min generation er i gang med at ændre nogle helt fundamentale dele af vores præstationskultur igennem et stille oprør, der finder sted på de sociale medier og i mødet med hinanden. Forandringerne kommer til at tage tid, men til gengæld kommer de til at få positive konsekvenser for både os, der er unge nu, og de fremtidige generationer, der skal navigere igennem en globaliseret, omskiftelig verden.

Kommentar af Vera Rosenbeck

JEG HAR en oplevelse af, at mange forbinder det at være ung med at skulle gøre oprør. Enten mod sine forældre, mod et styrende system eller mod en anden form for prekær autoritet. Det kan vi nok i høj grad takke ungdomsoprørerne i ’68 for, men for mig, og, oplever jeg, også for mange af mine jævnaldrende, er det et ungdomsideal med meget lidt genklang. For det første fordi, det er svært at gennemskue, hvad vi skulle gøre oprør mod. 68’erne havde en patriarkalsk samfundsorden og et uddannelsessystem præget af kæft, trit og retning, men det skal man godt nok kigge langt efter i dag. For det andet, fordi et ungdomsoprør lugter langt væk af noget med at gå i gaderne med hjemmemalede bannere og sige, at noget fanme er for dårligt, og sådan tror jeg faktisk bare ikke, at der er særlig mange fra min generation, der har det. Der er ikke en autoritet et eller andet sted, der har lagt nogle regler ned over vores liv, som gør det svært for os. Vi bliver pressede af de forventninger, vi har til os selv, og af, at den verden vi vokser op i og er en del af, er enormt omskiftelig, samtidig med, at den er fuld af muligheder, som mange af os gerne vil udnytte til fulde.

 

Det er svært at gennemskue, hvad vi skulle gøre oprør mod. 68’erne havde en patriarkalsk samfundsorden og et uddannelsessystem præget af kæft, trit og retning, men det skal man godt nok kigge langt efter i dag
_______

 

Det har til alle tider været en voksen hyggesport at diagnosticere ungdommen – og sjældent med et særlig flatterende udfald. De mange bud, som folk kommer med, fremstår mest af alt som spøjse opvisninger af sære kæpheste, der er præget af en indskrænket forståelse for den verden, min generation og jeg er opvokset i. Vi er for dovne, for utaknemmelige, for pressede, for stressede eller slet og ret for kedelige i vores autoritetstro og manglende oprørsgen, alt efter hvem man spørger.

Det er klart, at ingen, ikke engang os, der rent faktisk tilhører aldersgruppen, endnu har svaret på, hvad min generation skal sætte af aftryk på verden. Personligt tror jeg, at en af de ting, min generation kommer til at ændre verden med, er den stille revolution, vi er i gang med. Jeg synes ikke, autoritetstro er et definerende træk i min generation, men jeg synes, vi har fundet en anden måde at initiere nogle grundlæggende forandringer i samfundet.

 

Det er klart, at ingen, ikke engang os, der rent faktisk tilhører aldersgruppen, endnu har svaret på, hvad min generation skal sætte af aftryk på verden
_______

 

Igennem de selvsamme sociale medier, der som oftest bliver udråbt til den store synder, når det kommer til urealistiske forventninger til livet, er der en langsom, men grundlæggende forandring i gang. De sociale medier bliver i dag brugt til at vise, hvor uexceptionelt og almindeligt livet også er – selv for folk med exceptionelle liv. Jeg oplever, at der er en stigende tendens til – og interesse i – at vise livet i alle dets forskellige former, og det vil nok vise sig at være langt mere frigørende end 68’ernes stramt definerede idealer af fri kærlighed og fællesskab, som man ikke skulle have meget borgerdyr i sig for at træde ved siden af.

At lægge billeder op på Instagram eller dele hverdagshistorier og hashtags på Facebook er en kedelig form for oprør sammenlignet med kollektivt at brænde BH’er af i gaderne eller blokere indgangen til RUC. Jeg er dog overbevist om, at den også er langt mere holdbar, fordi den tager udgangspunkt i det enkelte individ og ikke et falskt defineret kollektiv. Fx vil jeg vove at påstå, at kvindefrigørelsen aldrig har haft bedre kår end nu. Min generation er med til at sikre, at helt almindelige mennesker hver dag bliver konfronteret med kvinder med kropsbehåring, tøjstørrelser over Kylie Jenners, menstruation, morgenhår, succesfulde kvindelige iværksættere, andre personers traumer, historier osv. Og ikke bare kvinder, men mennesker i alle mulige størrelser og former fra forskellige steder i verden med forskellige historier og ambitioner og ikke mindst forskellige definitioner af, hvad et godt liv skal indeholde.

 

At lægge billeder op på Instagram eller dele hverdagshistorier og hashtags på Facebook er en kedelig form for oprør sammenlignet med kollektivt at brænde BH’er af i gaderne eller blokere indgangen til RUC
_______

 

Jeg tror, at min generation bliver den første i rækken af mange, som er med til at definere en meget mere grundlæggende frihed til at leve det liv, der føles rigtigt for en selv, med alt hvad det indebærer. På et tidspunkt er jeg overbevist om, at det også betyder, at konkurrencestatens pres på ungdommen bliver mindre tyngende, fordi vi kan finde ud af at fortælle hinanden, at man selv må om at definere, hvad der er det gode liv for dig. Det er et stort ansvar, men ungdommen er heldigvis fuld af gode ressourcer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke også er udfordringer. En stor andel af de unge i dag oplever stress og pres og ulykkelighed, og det skal vi selvfølgelig forholde os til. Det synes jeg bare også, vi er i gang med. Den bevægelse der foregår lige nu, tror jeg, bliver et stærkt modsvar til præstationskulturen, hvor vi sammen kan hjælpe hinanden med at kombinere ambitionerne med nedturene ved at normalisere begge dele ligeværdigt. Som sagt er det en stille revolution, og den kommer til at tage tid, men til gengæld tror jeg også, den kommer til at være langt mere holdbar, end et larmende oprør ville være, og før har vist sig at være. Og selvom vi skal høre meget om unge, der er pressede i uddannelsessystemet, ’de perfekte piger’ og andre, der mærker præstationskulturen tæt inde på livet, så har jeg svært ved at forestille mig, at de er majoriteten. Det er en bedre medieoverskift, at ungdommen har det ad helvedes til, men vi er stadig mange, der tog 2-3 sabbatår, arbejdede i en række dead-end ufaglærte jobs, kedede os gedigent, tog ud at rejse og så på et tidspunkt fandt en uddannelse. Og det på trods af skiftende regeringers slogans om, at vi alle skal hurtigere igennem uddannelsessystemet.

 

Det er en bedre medieoverskift, at ungdommen har det ad helvedes til, men vi er stadig mange, der tog 2-3 sabbatår, arbejdede i en række dead-end ufaglærte jobs, kedede os gedigent, tog ud at rejse og så på et tidspunkt fandt en uddannelse. Og det på trods af skiftende regeringers slogans om, at vi alle skal hurtigere igennem uddannelsessystemet
_______

 

Vi kan endnu ikke dømme en generation, der ikke har været her længe nok til, at vi kan se effekterne af deres egne idéer. Personligt er jeg fuld af optimisme, når jeg kigger på mine jævnaldrende, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de aftryk, vi kommer til at sætte på verden, vil gøre livet friere og bedre for kommende generationer. Det kommer bare ikke til at være igennem et storstilet oprør, men det er også helt okay. ■

Vera Rosenbeck (f. 1996) er liberal debattør. Hun har tidligere været formand for elevorganisationen Danske Skoleelever, samt medlem af Venstre og Liberal Alliance. Hun har tidligere været tilknyttet Altinget.dk som debattør. ILLUSTRATION: Studenteroprør ved Københavns Universitet, 1968 [foto: Lars Hansen/Scanpix]