Torsten Skov: Mulighedslighed er ikke godt nok

Torsten Skov: Mulighedslighed er ikke godt nok

27.04.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Begrebet om mulighedsulighed er måske intuitivt attraktivt, men når vi forsøger at anvende det på den foreliggende viden om, hvad der betyder noget for uligheden i vores samfund, passer teorien ikke til virkeligheden.

Af Torsten Skov

DANMARK ER ET af de mest lige lande i verden. Men der eksisterer stadig en betydelig social ulighed, og gabet mellem fattig og rig vokser – også i Danmark. Professor i statskundskab Kasper Lippert-Rasmussen gav for nylig nogle bud på, hvad der kan gøres for at nedbringe den sociale ulighed (RÆSON 21.01.2018). For nogle måneder siden kom desuden direktør for SFI, Agi Csonkas, bog ”Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?”. Begge bringer et begreb om mulighedsulighed i spil for at forklare, hvad vi egentlig vil opnå i henseende til social lighed. Ideen er, at alle er enige om, at mulighedsulighed er unfair og mulighedslighed er fair, og dette giver os en rettesnor for vores forsøg på at rette op på uligheden. Desværre er det ikke så enkelt.

Lad os forestille os to personer, der begge står med et udmærket eksamensbevis fra gymnasiet og nu kan vælge, hvad de vil. Den ene læser videre på universitet og bliver en fin akademiker, mens den anden vælger at dalre rundt uden fast arbejde eller uddannelse, og forskertser sine muligheder for at blive til noget i denne verden. De havde samme muligheder, men som følge af deres egne valg endte de forskellige steder på den sociale rangstige. Det opfatter de fleste af os som retfærdigt.

Med udgangspunkt i dette eksempel synes mulighedsulighed, som defineret af Lippert-Rasmussen, at være nemt at forstå: hvis to personer, der har de samme kvalifikationer og den samme motivation, ikke har de samme muligheder for at opnå succes, så foreligger der mulighedsulighed. Agi Csonka taler om, at alle skal kunne blive, hvad de ”agter og magter”, og Lippert-Rasmussen supplerer med en definition specielt for børn: ”Hvis to børn, der fra naturens hånd er lige talentfulde, har forskellige livsudsigter på grund af deres sociale omstændigheder”, så foreligger der mulighedsulighed. Dette forekommer også rimeligt; børn har ikke særlige kvalifikationer, og de kan heller ikke gøres ansvarlige for dårlige karrierevalg som følge af manglende motivation. Derimod har de fra naturens hånd talenter.

LIPPERT-RASMUSSEN rejser nu spørgsmålet, om ikke ”langt de fleste udfaldsuligheder i Danmark rent faktisk afspejler underliggende mulighedsuligheder”, og forsøger at vise dette med et tankeeksperiment. En rigmand udlover en dusør til den af to børn, der har den bedste sundhedstilstand, når det bliver 30 år: et barn fra en familie med gode livsvaner, der bor i et kvarter med familier, der også har gode livsvaner, eller et barn af en familie med usunde livsvaner, der bor i et kvarter med lignende usunde vaner. Lippert-Rasmussen siger så, at de fleste af os vil gætte på, at barnet fra familien med de gode vaner vinder millionen.

 

Lippert-Rasmussen rejser nu spørgsmålet, om ikke ”langt de fleste udfaldsuligheder i Danmark rent faktisk afspejler underliggende mulighedsuligheder”
_______

 

Det har han nok ret i. Jeg forestiller mig noget i retning af, at hvis man spiser for meget fastfood og motionerer for lidt, så bliver man lidt for tyk og så taber man konkurrencen. Men hvorfor spiser man fastfood? Er det fordi man ikke ved bedre? Næppe. Alle ved, hvad det vil sige at være i god form, og der er ikke noget som helst i vejen for at den, der opdager at han eller hun er i dårlig fysisk form som 18-årig, kan løbe en maraton som 30-årig. Det er bare et spørgsmål om motivation. Det vil sige, at personen, som kommer fra familien med de dårlige vaner, har gode vinderchancer, såfremt han eller hun har motivationen for at komme i form. Men så handler eksemplet jo ikke om mulighedsulighed, for det var defineret ved at personer med samme motivation har forskellig chance for at vinde.

Den empiriske evidens, som Lippert-Rasmussen refererer til, er det ofte citerede fund, at mens ”en tredjedel af underklassens børn selv havner i underklassen som voksen, er det kun syv pct. af børnene fra overklassen, der havner i underklassen som 35-årig”. Der er ikke noget i vejen med tallene, men problemet er, at vi her har med udfaldsulighed at gøre. Hvis tallene skal illustrere, at langt de fleste udfaldsuligheder afspejler mulighedsuligheder, så foreligger der en ringslutning.

Hverken rigmandseksemplet eller tallene om socialklassefordeling underbygger altså Lippert-Rasmussens påstand.

Det er imidlertid ikke nødvendigt at opfinde hypotetiske eksempler eller citere irrelevante data. Der findes nemlig brugbare data. Lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, Thomas Teasdale har indsamlet og analyseret socialstatus for danske søskende, hvoraf en blev bortadopteret, mens en anden forblev hos den biologiske familie. Det viste sig, at den bortadopterede søskendes socialgruppe som voksen korrelerede bedre med den biologiske søskendes socialstatus end med socialstatussen for søskende fra den nye familie. Med andre ord endte den bortadopterede søskende over en bred kam med en social status i voksenlivet, som lå tættere på den biologiske søskende end den nye familie.

 

Med andre ord endte den bortadopterede søskende over en bred kam med en social status i voksenlivet, som lå tættere på den biologiske søskende end den nye familie
_______

 

Lippert-Rasmussens antagelse er altså ganske enkelt forkert. Det forholder sig ikke sådan, at langt de fleste udfaldsuligheder i Danmark afspejler mulighedsuligheder. Et bedre bud er, at udfaldsulighederne, som kommer til udtryk i sociale uligheder, har mere med biologisk arv at gøre end med social arv – og ulighed i biologisk arv er per definition ikke mulighedsulighed.

LAD OS GÅ TILBAGE til Lippert-Rasmussens definition: Hvis børn ikke har lige store chancer trods lige kvalifikationer og motivation, taler vi om mulighedsulighed. Det kunne fx være, hvis to 9. klasseelever med samme karaktergennemsnit og samme ønske om at komme i gymnasiet har ulige muligheder for at få deres ønske opfyldt, afhængig af hvilken socialklasse de kommer fra. Det kunne fx ske, fordi eleven fra en lav socialklasse ikke havde råd, mens den anden havde. Er det tilfældet i Danmark? Vi ved det reelt ikke. Der er ikke lavet undersøgelser af det. Man kunne formentlig finde ud af det ved at lave en slags forløbsundersøgelse, hvor man med et spørgeskema forsøgte at lodde elevernes motivation for at tage en længerevarende uddannelse. Motivation er ikke den letteste parameter at måle, men man kunne da forsøge.

Lad os antage, at man i en sådan undersøgelse fandt ud af, at der var fuldstændig mulighedslighed i Danmark for 9. klasseelever med samme karaktergennemsnit og motivation. Ville der så være reel og fair lighed i uddannelsessystemet? Nej, for allerede der, hvor 9. klasseeleverne har samme karaktergennemsnit, er der sket en favorisering af børn med højtuddannede forældre. Vi ved, at børn fra underklassen og arbejderklassen ikke klarer sig lige så godt i skolen som børn af højere uddannede. Derfor er der et problem med enhver definition af mulighedslighed, som tager udgangspunkt i kvalifikationer, for skaden er allerede sket, når vi kan begynde at tale om kvalifikationer og motivation.

VI MÅ TILBAGE til børnedefinitionen på mulighedsulighed. Her hedder det, at hvis børn med samme medfødte evner har forskellige fremtidsudsigter afhængig af deres sociale baggrund, foreligger der mulighedsulighed. Men hvis det faktisk forholder sig, som Teasdales undersøgelse indikerer – at mere end halvdelen af udfaldsuligheden skyldes biologisk arv – så er mulighedslighed ikke fair. Det er ikke den godt begavedes fortjeneste, at han eller hun blev godt begavet, ligesom det ikke er den mindre begavedes skyld, at han eller hun ikke er så kløgtig. Er det fair, at nogle mennesker har en høj risiko for at ende i en lav socialklasse på grund af deres gener? Man vælger nu engang ikke selv sine forældre, så retfærdigheden heri synes svær at få øje på.

Begrebet om mulighedsulighed er måske intuitivt attraktivt, men når vi forsøger at anvende det på den foreliggende viden om, hvad der betyder noget for uligheden i vores samfund, passer teorien ikke til virkeligheden. Fravær af mulighedsulighed er ikke nødvendigvis retfærdigt. Lippert-Rasmussen kunne indvende, at selvom fravær af mulighedsulighed ikke er tilstrækkeligt til at sikre retfærdighed, så er det et skridt på vejen og dermed værd at stræbe efter. Det er jo sandt nok. Problemet er bare, at det netop er den vej, man har forsøgt at følge i flere årtier, uden at det har ført til det ønskede resultat.

Nogle politiske røster anfægter i disse år, at lange uddannelser er det eneste saliggørende her i livet og gør sig til talsmænd for at der burde være lige så meget prestige i at være murer som læge. I lyset af ovenstående betragtninger kunne det være en glimrende idé. Man skulle bare huske at lade honoreringen af manuelt arbejde følge med. Kan det lykkes i en tid, hvor maskiner og robotter tager mere og mere af det manuelle arbejde, og hvor det at styre robotterne vil kræve højere og højere kvalifikationer? Her er vi på spekulationernes overdrev, men de store forandringer, vi med den nye teknologiske revolution under alle omstændigheder står foran, kunne måske styres en lille smule i den retning, politikerne gerne vil, hvis vores begreb om ulighed afspejler den faktiske ulighed. ■

 

Man skulle bare huske at lade honoreringen af manuelt arbejde følge med. Kan det lykkes i en tid, hvor maskiner og robotter tager mere og mere af det manuelle arbejde, og hvor det at styre robotterne vil kræve højere og højere kvalifikationer?
_______

 


Torsten Skov (f. 1954) er læge, PhD i epidemiologi og bachelor i filosofi. Har haft forsker- og lederstillinger i sektorforskningsinstitutter, pharma- og biotekvirksomheder. 75 videnskabelige publikationer inden for epidemiologi og klinisk forskning. Guldmedaljeafhandling i filosofi. Tidligere medlem af det Strategiske Forskningsråds lægevidenskabelige komite. ILLUSTRATION: Boligblok i det socialt belastede boligbyggeri Tåstrupgård [foto: Malene Anthony Nielsen/Scanpix]