Tobias Clausen: Krisen i Italien udstiller endnu engang, at euroen er uforenelig med demokrati

Tobias Clausen: Krisen i Italien udstiller endnu engang, at euroen er uforenelig med demokrati

05.06.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Den italienske præsident Sergio Mattarellas afvisning af en ny italiensk regering bestående af partierne Lega og Femstjernebevægelsen med henvisning til valget af en euro-skeptisk finansminister, afslørede endnu engang, at euroen er uforenelig med national suverænitet og demokrati.

Kommentar af Tobias Clausen (EL)

EN NY italiensk regering er netop faldet på plads bestående af Femstjernebevægelsen og det højrenationale parti, Lega. Men forud for godkendelsen af den nye regering var et hektisk forløb, der i en kort stund overgav magten i landet til en teknokrat.

Den italienske præsident, Sergio Mattarella, nedlagde i første omgang veto mod en ny regering med partierne Lega og Femstjernebevægelsen og pegede i stedet på den tidligere direktør i IMF, teknokraten Carlo Cottarelli. Begrundelsen var, at de to koalitionspartier havde formastet sig til at pege på en euro-skeptiker som bud på landet nye finansminister.

Den italienske præsident har formelt magt til at nedlægge veto over for en regering i Italien, men hans beslutning og begrundelse blev forståeligt mødt med heftig kritik fra både internationale kommentatorer og den italienske befolkning. Over 50 pct. af de italienske vælgere stemte ved valget på euro-skeptiske partier. At pilen pegede på en euro-skeptisk finansminister, burde derfor ikke komme som en overraskelse i hverken den italienske hovedstad eller Bruxelles.

Fuld opbakning fra EU-toppen
Men den kontroversielle beslutning om at skrotte den folkevalgte regering og erstatte den med et teknokratstyre mødte straks opbakning i EU-eliten. Den franske præsident Macron hyldede den italienske præsident for hans beslutning og forklarede, at hans skridt var udtryk for ”mod og ansvarlighed”.

Også EU’s budgetkommissær, den tyske Günther Oettinger, kom på banen. I et interview med tysk fjernsyn forklarede han, hvordan han regnede med, at markedet ville få de italienske vælgere på bedre tanker, så de ved et nyvalg ville vælge nogle andre. I Interviewet sagde han også: ”Allerede nu ser vi en negativ udvikling for statsobligationerne for værdien af bankerne og generelt for den italienske økonomi. Det har noget at gøre med regeringsdannelsen, og jeg kan bare håbe, at det vil spille en rolle i valgkampen på den måde, at det sender et signal om, at man ikke skal give populister fra venstre og højre regeringsansvar.”

Vi måtte altså lade os forstå, at hensynet til euroen, bankerne og markedet åbenbart vejede tungere end hensynet til de italienske vælgeres ønsker. Frem for at give magten til en euro-skeptiker med et folkeligt mandat ønskede den italienske præsident og EU-eliten at tilsidesætte den demokratiske proces og indsætte en teknokrat.

Miseren blev afsluttet med, at koalitionspartierne rettede ind og fremlagde et nyt bud på en finansminister, men hele forløbet vækkede minder til den græske krise og afslørede på ny det helt fundamentale problem i EU, nemlig at unionen og euroen er uforenelige med national suverænitet og demokrati.

 

Hele forløbet vækkede minder til den græske krise og afslørede på ny det helt fundamentale problem i EU, nemlig at unionen og euroen er uforenelige med national suverænitet og demokrati
_______

 

Globaliseringens trilemma
Ingen har formuleret dette problem bedre end den tyrkiskfødte økonomiprofessor fra Havard University, Dani Rodrik. Han kalder det globaliseringens trilemma. Trilemmaets tre komponenter er: økonomisk hyperglobalisering, nationalstaten og demokratiet. Hyperglobalisering referer til et ideal, hvor man forsøger at harmonisere og ensrette regulering. Det vil sige at eliminere nationale forskelligheder i regler for derved at reducere transaktionsomkostningerne for de multinationale selskaber i forbindelse med handel på tværs af grænserne.

Rodriks påstand er, at alle tre komponenter ikke kan eksistere side om side. Vi er tvunget til at vælge to ud af de tre komponenter.

Vælger man en økonomisk hyperglobalisering i form af EU og euroen, må man dermed vælge imellem at opløse nationalstaten eller give køb på demokratiet. I dag består EU forsat af en række nationalstater. En stadig stærkere økonomisk integration og globalisering i form af det indre marked og euroen sker derfor på bekostning af demokratiet i de enkelte medlemslande.

Macron og resten af EU-elitens løsning på Rodriks trilemma er at sætte turbo på den økonomiske integration og dermed løse det demokratiske problem gennem opløsningen af nationalstaterne og skabelsen af reelle føderale strukturer: Europas Forenede Stater.

Men det bør stå klart for en hver, at befolkningen i de europæiske lande ikke ønsker dette projekt. Løsningen bør i stedet være at sætte stop for den nuværende markedsfundamentalistiske globalisering og søge en globalisering på et niveau, som er forenelig med demokratiet i nationalstaterne. Den nuværende hyperglobalisering er gået alt for langt. Vi er nødt til at genskabe balancen mellem økonomisk integration og demokratiet. Det vil sige en mere begrænset globalisering, hvor den økonomiske integration ikke sker på bekostning af demokratiet, men i overensstemmelse med demokratiet. I dag kan regulering af finanssektoren eller beskyttelse af lønmodtagerettigheder undergraves ved, at virksomheder flytter til andre lande med betydeligt lavere standarder. En sådan praksis bør lande kunne forhindre ved at indføre restriktioner for grænseoverskridende transaktioner. Præcis på samme måde som vi fx forbyder import af legetøjsprodukter, som ikke lever op til vores standarder for produktsikkerhed.

Nedbrydelsen af barriererne for samhandel og kapital er i dag blevet et mål i sig selv frem for et middel til at opnå økonomiske og sociale målsætninger. Den logik skal vendes om. Globaliseringen skal således ikke alene reddes fra højrenationale kræfter, den skal også reddes fra dens mest indædte globaliseringsfanatikere.

 

Globaliseringen skal således ikke alene reddes fra højrenationale kræfter, den skal også reddes fra dens mest indædte globaliseringsfanatikere
_______

 

Et valg mellem euro og demokrati
Så længe EU-eliten holder presset på yderligere økonomisk globalisering og dermed overhører de folkelige protester, som rejser sig i hele unionen, vil det blot styrke protesterne og yderfløjene i det politiske landskab. Sammenstødet mellem dem, som forsat arbejder på en stadig tættere økonomisk globalisering, og dem, som forsat ønsker et demokrati forankret i nationalstaterne, rykker dag for dag tættere på som den økonomiske integration forsætter. Krisen i Italien er et tydeligt eksempel på konflikten.

Uagtet om man bakker op om de euroskeptiske partier i Italien eller ej, må man som demokrat se bekymret til, hvad der foregår i Italien. Som den nobelprisvindende økonom Paul Krugmann udtrykte det på Twitter: ”Man behøver ikke at kunne lide populistiske partier, der har vundet vælgernes opbakning, for at være forfærdet over forsøget på at holde dem væk fra magten, fordi de ønsker en euro-skeptisk finansminister.” Hvorefter han stillede det retoriske spørgsmål: ”Vejer troen på euroen tungere end demokratiet?”

Femstjernebevægelsen og Lega vandt det italienske valg ved bl.a. at argumentere for, at hverken eliten, bankerne eller eurozonen skal diktere politikken i Italien.

Beslutningen om at forhindre valget af en euro-skeptisk finansminister, fordi eliten, bankerne og eurozonen ikke ville bryde sig om det, vil således blot bidrage til at styrke de strømninger, som vandt den euro-skeptiske koalition valget, og som arbejder for at styrke demokratierne i medlemslandene.

EU-eliten må derfor opgive sit føderale projekt og indse, at euroen er uforenelig med et stærkt nationalt demokrati. Ellers vil kriserne, som den vi har set i Italien, blot forsætte. ■

 

EU-eliten må derfor opgive sit føderale projekt og indse, at euroen er uforenelig med et stærkt nationalt demokrati
_______

 

Tobias Clausen (f. 1986) er kandidat til EU-parlamentsvalget for Enhedslisten og udenrigspolitisk rådgiver i Enhedslistens Christiansborg sekretariat. ILLUSTRATION: Italienske tilhørere ved vælgermøde hos Femstjernebevægelsen [foto: Andrea Di Grazia/Lapresse/Scanpix]