Thomas Johannes Erichsen: Tilbage til ’68?

Thomas Johannes Erichsen: Tilbage til ’68?

18.04.2018

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Hvad kan vi bruge ånden fra ’68 til i dag? Hvad kan vi på godt og ondt bruge ungdomskulturen, hippieæraen, tankegodset, politikken og livssynet til her 50 år efter oprøret?

Kommentar af Thomas Johannes Erichsen, cand.mag. i moderne kultur

UNGDOMSOPRØRETS 68-ere var i opposition til forældregenerationen og ville et andet liv end den komfortable, men forudsigelige tilværelse i parcelhuskvarteret. De kunne ikke se sig selv som kernefamilie, som almindelige lønmodtagere med arbejde fra 8 til 16, som fornuftige og påholdende borgere med et vågent øje på økonomi, husholdning, ligusterhæk og daglige gåture med hunden. De ville ud i verden, ud af rutinerne, ud af køkkenet, ud af parforholdet og ind i livet. Tilværelsen manglede eventyr, oplevelser, passion, spænding, vildskab og noget at kæmpe for. 68’erne skal have ros for deres livslyst, også selv om det ikke nødvendigvis er så kedeligt at være husejer. De skal have ros for deres vedholdende søgen efter noget mere og større, også selv om nogle af oprørerne endte med at brænde lyset i begge ender. Det var ikke alle, der kunne administrere det vilde liv, og hvis man tror, at Steppeulvenes Eik Skaløe, der krakelerede under sin bevidsthedsudvidende rejse til Nepal, var den eneste af sin slags, så tager man fejl. Men levende, det var de unge.

68’ernes politiske projekter kan vi til gengæld ikke bruge til noget i dag. Den strenge marxisme og hadet til kapitalismen var både naivt og farligt. I dag findes groft sagt ingen kommunister i Danmark. Dengang var alle kommunister. En ungdomsoprører med respekt for sig selv befandt sig på den yderste venstrefløj, og samfundets top var udgjort af grådige kapitalister. De færreste benægter i dag, at fortidens politiske projekter var galt på den. Ligeså levende og sprælske 68-oprørerne var, ligeså svækket var deres politiske dømmekraft. Måske hænger de to ting sammen.

 

68’ernes politiske projekter kan vi til gengæld ikke bruge til noget i dag. Den strenge marxisme og hadet til kapitalismen var både naivt og farligt
_______

 

MERE RÆSON er der i 68-ernes kritik af borgerskabets begejstring for de utallige varer, der skyllede ind over Danmark fra USA. Endelig var begejstringen der, men kun for forbrug, for biler og fjernsyn, støvsugere og vaskemaskiner. Den tyske tænker Herbert Marcuse, som selv var med på barrikaderne under demonstrationerne i Paris og Berlin i 1968, var oprørenes hoffilosof. Det var ikke bare sådan at man elskede at købe og konsumere. Marcuse mente, at mennesket blev opdraget til forbrug i det moderne samfund. I kraft af magtfulde virksomheder og allestedsnærværende reklamekræfter manipuleredes individerne helt ned i deres behov, så de ikke havde andre end dem, samfundet ønskede. Man kunne vælge mellem den ene eller anden vare, men man kunne ikke vælge friheden eller frisættelsen. ”Det, at man frit kan vælge sine herrer, afskaffer hverken herrer eller slaver”, skrev Marcuse i ”Det endimensionelle menneske”. Individet stod tilbage uden hverken åndelig eller emotionel dimension. Det var uden dybde og langt mere styret, end det var klar over.

Ungdomsoprøret var stærkt anti-materialistisk men på nogle områder også stærkt dobbeltmoralsk. Man talte højt og flot om rummelighed, men den gjaldt ofte kun mennesker, man var enige med. Man skulle være sig selv, men nogle var alligevel mere sig selv end andre. Børn måtte pænt vente, når de voksne gik på gaden for retfærdighed eller seksuel frihed. Eller som digteren Naja Marie Aidt erindrer fra sin barndom, så var det ”noget med fremmede mænd, fremmede kvinder, noget lummert, men også undertrykkelse, klassekamp, noget uhyre vigtigt, et begær der måske havde med solidaritet at gøre? I hvert fald noget med børn der skulle følge med og vente, mens de voksne tog sig deres friheder, som på en eller anden måde var deres ret.” Ganske vist findes der dobbelte standarder i alle miljøer, men med 68-oprørernes høje tanker om sig selv bliver det ekstra pinligt, når idealerne slår revner.

Musikken kan man derimod ikke sætte en finger på. Noget af den bedste rock blev skrevet i 60’erne og 70’erne. Musik, der ikke ville have været muligt uden en ungdomskultur, som købte pladerne og skreg til koncerterne. The Doors, Pink Floyd, Beatles, Neil Young, Bob Dylan. ”How many roads must a man walk down, before you can call him a man? How many seas must a white dove sail, before she sleeps in the sand?”. Dylan hævede teksterne til et poetisk niveau, Neil Young havde den musikalske varme, Beatles lagde fundamentet til vor tids pop, Pink Floyd var de kompromisløse kunstnere, og The Doors havde både liv og dybde. Og så er hverken Led Zeppelin eller Jimi Hendrix nævnt. Giganter, som grundlagde den hårde rock og placerede elguitaren helt i front – og med hvilken succes. Sjældent har en social gruppe i samfundet haft en så stærk musikkultur som 68’erne.

68-oprørerne havde en fest, men der var også tømmermænd. Mens de unge sov rusen ud, gik almindelige mennesker på arbejde. 68-erne kunne forsvare sig med, at de ville omstyrte samfundet; ikke føre det videre, men der kom ingen omvæltning. Nogle hævder, at velfærdssamfundet var en udløber af 68-ernes venstreorienterede tanker og politiske partier, men det er forkert. Velfærdssamfundet var sat i system af både venstre- og højreorienterede kræfter, før der var noget, der hed Thy-lejren. 68-erne vidste, hvordan man festede til solopgang, men det var helt almindelige mennesker, som opbyggede samfundet, hvilket var noget, de privilegerede unge ofte glemte.

 

Nogle hævder, at velfærdssamfundet var en udløber af 68-ernes venstreorienterede tanker og politiske partier, men det er forkert. Velfærdssamfundet var sat i system af både venstre- og højreorienterede kræfter, før der var noget, der hed Thy-lejren
_______

 

MEN 68’ERNE fik da løsnet op i mange af de stive normer, som kunne styre Hr. og Fru Danmark? Afgjort. Ud med ’De’ og ind med ’du’, håret blev langt i modsætning til de korte soldaterfrisurer, nøgenhed blev almindeligt, og der var nok flere seksuelle eventyr i ungdomskulturen end i forstæderne. 68-oprørerne havde et forhold til køn og krop, som man skal være puritaner for ikke at smile af, og selv hvis man er puritaner, så smiler man nok alligevel. Desværre var der også tale om en så frigjort sexkultur, at børn kunne blive betragtet som seksuelle væsner, sådan som det for nylig er kommet frem. Suzanne Brøgger mente, at mødre skulle have lov til at oplære deres drengebørn i erotikkens kunst, og psykologer kunne argumentere for at fjerne den seksuelle lavalder. Der var brodne kar i sexkulturen, javist, men det skal ikke lægges en hel 68’generation til last.

Ungdomskultur i forældreoprør, på jagt efter eventyr. Politiske idéer, man ikke så var dybt udemokratiske. En anti-materialisme, der ville mennesker frem for varer og statussymboler. En dobbeltmoral, der i stigende grad bliver afsløret af 68’erne selv. En musikkultur næppe overgået i styrke og originalitet. En festkultur, der glemte, hvor privilegeret den var. En kropskultur, som enhver træmand, eller dame, kunne lære lidt af, så længe det sker inden for de voksnes rækker. Ånden fra 68: Tag, hvad du kan bruge.

DER ER GÅET et halvt århundrede, siden psykologistuderende på Københavns Universitet besatte deres fakultet, fordi de ville have medbestemmelse. Hvem er vor tids ungdomsoprørere? Har vi nogen? De Autonome, Antifascistisk Aktion eller lignende grupper, der stadig kæmper imod kapitalismen? Liberal Alliance-folk, der vil fjerne deres egen SU? Unge islamiske fundamentalister, som ikke vil vide af danske værdier? Offentligt ansatte, som ikke vil finde sig i forringelser af løn og arbejdstider? Allesammen grupper med en sag, men intet nyt ungdomsoprør.

Så hvem har vundet: 68-erne eller kapitalismen? Begge parter har vundet – og begge parter har tabt. 68-ernes forherligelse af ungdommen lever afgjort videre i dag, og det kapitalistiske samfund har det glimrende, men Facebook-ungdommen er måske mere selvoptaget end nogensinde, og borgerlige normer vil altid true med at reducere mennesker til automater. Ikke dermed sagt, at vi skal ændre de nuværende politiske systemer. Historien viser, at det fører til kaos. Men hvis ungdomsoprørets politiske ideer var ubrugelige, så kan vi måske lade os inspirere af deres elan. Hvad vi ikke kan lære af 68-ernes dømmekraft, kan vi lære af deres livskraft. ■

 

Hvis ungdomsoprørets politiske ideer var ubrugelige, så kan vi måske lade os inspirere af deres elan. Hvad vi ikke kan lære af 68-ernes dømmekraft, kan vi lære af deres livskraft
_______

 


Thomas Johannes Erichsen (f. 1975) cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, bachelor i filosofi, gymnasielærer i dansk, retorik og filosofi. ILLUSTRATION: En flok unge mennesker sidst i 1960’erne [foto: Torben Huss/Scanpix]