Svend Thorhauge: Vil du med, Mette?

Svend Thorhauge: Vil du med, Mette?

26.06.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister. Som abonnent får du hver år: 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.)

_____________________________________________________________

Folk ønsker mest af alt, at vi får sat sving i den grønne omstilling. At vi får stoppet de evindelige besparelser på uddannelse og gjort op med forfejlede tests og ensretning i folkeskolen. At vi får integrationen til at virke. Også for dem, der kom skævt i gang. Og mon ikke også socialdemokraterne en dag vil med den vej, når de bliver trætte af at danse efter Dansk Folkepartis pibe?

Kommentar af Svend Thorhauge (R)

PÅ DET radikale landsmøde i 2017 havde Martin Lidegaard skrevet en tekst til sangen Dansevise, som vandt Melodi Grand Prix i 1963. Omkvædet lød vuggende: ”Og SR? Hvad med SR?” Spøgsmålet var godt stillet og melodien velvalgt. For S og R har danset siden 1905. Nogle gange vals, som i Dansevise, andre gange tango, som nu.

Viljen til et samarbejdende folkestyre var en af anledningerne til, at Radikale Venstre opstod få år efter systemskiftet i 1901. Venstre ønskede ikke at samarbejde med Socialdemokraterne. Men det ville de radikale rebeller, som vi blev kaldt, gerne. For Radikale Venstre stod for det brede samarbejde. Socialdemokraterne ville på deres side til magten, men de ville først have den, når de havde over halvdelen af mandaterne, så de kunne have den for sig selv.

 

Viljen til et samarbejdende folkestyre var en af anledningerne til, at Radikale Venstre opstod få år efter systemskiftet i 1901. Venstre ønskede ikke at samarbejde med Socialdemokraterne. Men det ville de radikale rebeller
_______

 

Derfor var socialdemokraterne parlamentarisk grundlag for de to Radikale regeringer med Zahle i spidsen frem til og under Første Verdenskrig, selvom de var større end os. I 1924 ville socialdemokraterne selv, og Stauning valgte at indtage statsministerkontoret. Det holdt i halvandet år, og sluttede så bittert, at Zahle sagde: ”De socialdemokratiske ledere skal føle vor hånd og erfare, at det gør ondt at have os som uven”. Det så alvorligt ud i 1926, men i foråret 1929 blev den første SR-regering, med Stauning og P. Munch i spidsen, dannet. Samarbejdet holdt helt frem til krigens udbrud, hvor V og K trådte ind i samlingsregeringen.

S og R har nemlig altid været stærke sammen, og vi har gang på gang vist, at vi i samarbejde kan føre Danmark gennem krisetider, hvad enten det var 1930’ernes eller 1990’ernes. Og hver gang med en stærk og fælles reform-dagsorden. Under 1930’ernes krise handlede det om landbrugsreformer, skattereformer, skolereformer og socialreformer, som både fik gang i hjulene og var med til at løfte bunden i Danmark i en grad som ikke er set før eller siden og med en regering, som var den mest stabile i 1930’ernes Europa. Under krisen i 1990’erne med en kickstart af dansk økonomi udført af makkerparret Lykketoft og Jelved. En økonomisk politik, som først Fogh og siden Løkke videreførte. Senest kom vi gennem finanskrisen med blandt andet massive investeringer i uddannelse, en stærk grøn omstilling og en ordentlig integrationspolitik.

Og mellem disse perioder med samarbejde har vi som nu skældt ud på hinanden, så det har kunnet høres uden for Christiansborgs mure. For vi er nu engang to forskellige partier, som vil noget forskelligt men har kunnet noget sammen.

For når der ikke har været økonomisk krise, og fokus derfor har flyttet sig til værdipolitikken, har man villet selv. Det er set før. Det er også gået over før. Men hvad er det så, der skiller os i dag?

 

Når der ikke har været økonomisk krise, og fokus derfor har flyttet sig til værdipolitikken, har man villet selv. Det er set før. Det er også gået over før
_______

 

SOCIALDEMOKRATERNE forsøger at få det til at være spørgsmålet om en stram udlændingepolitik. Argumentet for at være sig selv nok er påstanden om, at 80 pct. af folketingsmedlemmerne ønsker at føre en stram udlændingepolitik, og at Radikale sammen med et par få andre partier står for en slappere udlændingepolitik.

Men det er ikke sandt. Store dele af udlændingepolitikken er vedtaget bredt henover midten. De fleste af Folketingets medlemmer, herunder De Radikale, ønsker en politik, hvor vi har styr på indvandringen, behandler folk med afsæt i de værdier, vi har bygget vores samfund på, og bruger vores energi på at få integrationen til at lykkes.

I den daværende SR-regering gennemførte vi 45 tilpasninger på området. De var hverken stramme eller slappe, men havde fokus på at få ting til at lykkes. Derfor stemte Liberal Alliance da også for 32 af dem og Venstre for 15. Og S for dem alle. Fordi de gik ind for dem. Eksempelvis bedre muligheder for at ansætte udenlandske forskere og kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, afbureaukratisering og bedre muligheder for udenlandske iværksættere. Er det virkelig det, der skulle være en slap politik?

Faktum er, at det, der egentlig afgør antallet af asylansøgere i Danmark, er antallet af asylansøgere i Europa. Og det ved både regeringen og S godt, selvom de forsøger at få det til at se ud som om, det er dem, der styrer, hvor mange asylansøgere, der ankommer til landet. Stumfilmstjernen Buster Keaton havde et tilsvarende trick, hvor det så ud som om, det var ham, der stoppede toget på perronen. Det var selvfølgelig en illusion. Vi har gennem adskillige år haft en af de absolut strammeste asyllovgivninger i verden. Grænsen har været lukket for immigration i årtier, og man skal tjene over 100.000 kr. mere end gennemsnitslønnen for at få lov til at arbejde her i landet, selvom virksomhederne skriger efter arbejdskraft, og manglen lige nu koster os uhyrlige summer i velfærd.

 

Vi har gennem adskillige år haft en af de absolut strammeste asyllovgivninger i verden. Grænsen har været lukket for immigration i årtier, og man skal tjene over 100.000 kr. mere end gennemsnitslønnen for at få lov til at arbejde her i landet, selvom virksomhederne skriger efter arbejdskraft
_______

 

Over en tredjedel af de såkaldte ”stramninger”, som Støjberg, Kjærsgaard og Frederiksen har fået gennemført, er aldrig bragt i anvendelse. De har altså ikke haft virkeligheden, men valgkampen som mål. Og de øvrige ændringer virker kun, så længe vores nabolande ikke følger trop.

EN RADIKAL udlændingepolitik vil ikke resultere i, at flere får asyl, men vil føre til andre måder at forsøge at få integrationen til at lykkes på. Det er metoderne til integration, der adskiller os. Ikke det andet. Vi vil skabe blandede boligområder, institutioner og skoler, så vi møder hinanden på tværs af forskelle, og lærer sammen med dem, vi lever sammen med. Vi vil sikre, at alle de unge får en uddannelse uanset deres forældres baggrund. Og vi mener, at en god integration begynder på arbejdsmarkedet.

Men vi vil ikke være med til burkaforbud. Vi vil ikke være med til dobbeltstraf i ghettoerne. Vi vil ikke være med til at tage smykker fra folk på flugt. Vi vil ikke straffe pædagoger for ikke at indberette mistrivsel blandt børn og unge. Vi tror ikke på, at tvangens og straffens vej gør noget godt ved mennesker. Det bliver ikke os, der giver køb på grundlæggende principper om retsstat og lighed i kampen om magten.

Det er der desværre andre, der vil, og det er trist, at det især er mennesker, som er flygtet fra krig og forfølgelse, der skal bruges i den kamp. Det er de ikke tjent med, og det er ikke det Danmark, vi kender og vil være bekendt. Og vi er i opposition til en regering, der vil den vej.

Spørger vi befolkningen, er svaret klart. Folk længes efter politikere, der leder i en ny retning uden dæmonisering og symbolpolitik. Med afsæt i de problemer, håb og drømme, som virkelige mennesker tumler med. Folk ønsker mest af alt, at vi får sat sving i den grønne omstilling. At vi får stoppet de evindelige besparelser på uddannelse og gjort op med forfejlede tests og ensretning i folkeskolen. At vi får integrationen til at virke. Også for dem, der kom skævt i gang.

Den vej er mulig. Og den peger fremad, men har samtidig blik for de værdier og det fundament, vi har bygget Danmark på. Og mon ikke også socialdemokraterne en dag vil med den vej, når de bliver trætte af at danse efter Dansk Folkepartis pibe? ■

 

Mon ikke også socialdemokraterne en dag vil med den vej, når de bliver trætte af at danse efter Dansk Folkepartis pibe?
_______

 

Svend Thorhauge (f. 1971) er landsformand for Radikale Venstre. ILLUSTRATION: Svend Thorhauge [foto: Kim Vadskjær]