Stine Bosse: Hvorfor har vi tøvet overfor Rusland?

Stine Bosse: Hvorfor har vi tøvet overfor Rusland?

02.04.2018


Vores frihedsrettigheder er under pres – ikke fra én, men fra flere sider. Problemet bliver værre af, at vi også selv har forsømt at forsvare de frihedsrettigheder, vores samfund siden 1945 har bygget på.

Kommentar af Stine Bosse

”Hvordan kan sådan noget ske”, spørger Fru Varnæs, da hun sidder med en ængstelig Hr. Stein, der har opsøgt hende, fordi tyskerne vil hente jøden Hr. Stein. “De er jo borger i landet.”

Det er jo et godt spørgsmål. Det var det i 1943, og det er det i dag. Det er disse eviggyldige spørgsmål, der gør “Matador” seværdig igen og igen. At udfordringerne skifter ”farve”, og roller byttes om gennem historien, er tydeligt, og helte bliver skurke og omvendt, alt efter hvordan sagerne falder ud. Forestil jer, at Hitler og nazisterne ikke var blevet stoppet. Så var Fru Larsen og Fru Varnæs med flere blevet anklaget for bl.a. menneskesmugling. De var også blevet dømt ved noget, man sikkert havde kaldt både politi og domstol, men som jo i vores forstand intet har med disse institutioner at gøre.

SIDEN KRIGEN har alle gode kræfter været fokuseret på frihed for tanke og tale, demokrati med tredeling af magten og rettigheder for mennesker, netop fordi de er mennesker. Beskyttelsen af mindretal skulle være den centrale og bærende kraft for udviklingen i Europa. Institutionerne og traktaterne i Den Europæiske Union er bygget på dette værdimæssige grundfjeld, som det kostede millioner af menneskelig at blive klar over værdien af.

For bare få år siden ville ingen med forstanden i behold udfordre netop dette værdigrundlæg. Men i dag, efter finanskrise, gældskrise og nu som prikken over i’et flygtningekrisen, er der frit slag – også i et af verdens rigeste lande, vores.

Der er strømninger, ja mere end bare tendenser, der for alvor udfordrer disse værdier. Det kommer som bekendt fra ekstreme kræfter i Mellemøsten med tråde ind i Europa, men i mindst ligeså høj grad øst fra, hvor Rusland ikke tøver med at knægte og håne netop de værdier, vi bygger på. At medierne i Danmark konsekvent kaldte det nys overståede skuespil i Rusland for et valg, er udtryk for en grundlæggende mangel på kritisk sans og årvågenhed, der alene må stamme fra, at vi for længe ikke har haft brug for vores friheds instinkter.

 

Man skulle have troet, at de russiske intentioner i forhold til resten af Europa havde været rigeligt til at få os på stikkerne. Men nogle politikere er ikke så uenige med Putins Rusland, at det gør noget
_______

 

MAN SKULLE have troet, at de russiske intentioner i forhold til resten af Europa havde været rigeligt til at få os på stikkerne. Men nogle politikere er ikke så uenige med Putins Rusland, at det gør noget. Det gælder fx Le Pen, som åbent fortæller om, at Rusland har medvirket til finansieringeren af hendes valgkamp (i det ”Front National”, der nu kaldes ”National Samling”). Det gælder Nigel Farage, som straks efter Brexit aflagde Moskva et besøg, hvorefter turen gik til Dansk Folkeparti på Chriatiansborg. Og det gælder for Marie Krarup, som indtil hun får med krabasken fra Thulesen Dahl, må siges at tegne om ikke andet så en del af partiet.

Når Marie Krarup (fx i ”Vi ses hos Clement” 11/3) påstår, at EU er farligt og totalitært i modsætning til Rusland, som i hendes skønmaleri er den store forsvarer af kristne værdier, så burde alle frihedselskende demokrater kræve nogle klare svar fra ledelsen for det parti, der blev næststørst ved seneste valg. Kan man lade sig støtte af et parti, der ikke siger fra overfor den slags vrøvl? Kan man drømme om at danne regering med dem?

MED ATTENTATET på den tidligere agent har Rusland – der ifølge bl.a. de britiske myndigheder er den sandsynlige afsender – tilsyneladende opbrugt kvoten af grænseoverskridende gerninger, der, hvis de kom fra en anden ekstrem kant, ville blive kaldt terror. Nu reagerer Europa og den vestlige verden. Det er sundt og hélt nødvendigt. Og måske kan det også igen få instinkterne frem i os, så vi handler. Så vi ikke tager vores rettigheder for givet, men faktisk forsvarer dem. Og dermed også forsvarer dem, vi er uenige med.

For det er hele pointen. Jeg ville til enhver tid forsvare Marie Krarups ret til at flirte med totalitære Putin. Men vil hun forsvare min ret til at være uenig? Min ret til at ville undgå stigmatisering af såvel muslimer som jøder? Min ret til at forsvare humanismens grundsætninger omskrevet til menneskerettigheder?

Det er for mig tidens helt store spørgsmål. Det spørgsmål, som Fru Varnæs inkarnerer: Hvordan kan sådan noget ske? Hvordan kan vi undgå at ende i totalitære løsninger, skabt af magtmennesker på en grobund af angst? Det kræver mod. Og det kræver indsigt i de mekanismer, der tages i brug, når nogle forsøger at nære angsten og spille mennesker ud mod hinanden. ■

 

Jeg ville til enhver tid forsvare Marie Krarups ret til at flirte med totalitære Putin. Men vil hun forsvare min ret til at være uenig?
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen. ILLUSTRATION: Stine Bosse [foto: officielt pressefoto].