Søren Have: 5 spørgsmål til klima-fodslæberne

Søren Have: 5 spørgsmål til klima-fodslæberne

30.06.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister. Som abonnent får du hver år: 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.)

_____________________________________________________________

For mange har stadig en fodslæbende tilgang til at mindske vores individuelle og samlede klimapåvirkning. Undskyldningerne er mange, men holder de?

Kommentar af Søren Have

JEG ER særligt optaget af behovet for grøn omstilling i forhold til klimaforandringerne. For at den grønne omstilling for alvor skal komme i gang, er der brug for, at flere er med. Ikke bare i ord, men også i handling. Jeg synes derfor, det er både interessant og vigtigt at forstå, hvad der ligger til grund for, at mennesker ikke handler i større omfang. Særligt de som kunne og – i min optik – burde.

Til lejligheden har jeg lavet denne skala for, hvordan jeg oplever, at folk forholder sig til klimaforandringerne:
Klima-benægter: En person, som anfægter den ellers overvældende videnskabelige evidens for at kloden opvarmes, og/eller at dette skyldes udledningen af klimagasser fra menneskelig aktivitet.

Klima-defaitist: En person, som anerkender menneskeskabte klimaforandringer men mener, at det bedre kan svare sig at afbøde virkningerne af klimaforandringerne og løse andre problemer i verden end at bremse dem. Et godt eksempel på sådan en er Bjørn Lomborg.

Klima-fodslæber: Personer, som også gerne kalder sig selv ”klimarealist” og giver udtryk for, at vi skal gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer. Men vi skal heller ikke gøre for meget eller for hurtigt, for så bliver det måske for dyrt, besværligt, etc. Jeg har her fx vores klimaminister Lars Christian Lilleholt i tankerne.

 

Klima-fodslæber: Personer, som også gerne kalder sig selv ”klimarealist” og giver udtryk for, at vi skal gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer. Men vi skal heller ikke gøre for meget eller for hurtigt, for så bliver det måske for dyrt […] Jeg har her fx vores klimaminister Lars Christian Lilleholt i tankerne
_______

 

Klima-utilitarist: En lidt mere ambitiøs variant af klima-fodslæberne, typisk bestående af økonomer eller erhvervsfolk, som kan se det økonomiske potentiale i at bidrage til den grønne omstilling.

Klima-høge: Personer, som målrettet prøver at ændre samfundsstrukturer og egen adfærd for at accelerere den grønne omstilling. Uden at påstå jeg er perfekt – mindre kan også gøre det, som Mickey Gjerris så fint har gjort rede for – så er det her, jeg placerer mig selv.

Denne klumme er, som det fremgår af overskriften, primært henvendt til klima-fodslæberne. Særligt de, som har (eller har ambition om) et politisk mandat, fordi borgerne klart har givet udtryk for at de efterspørger politisk lederskab i forhold til den grønne omstilling.

Jeg håber, at nogen af de, som føler sig ramt, vil reflektere over de spørgsmål, jeg rejser, og kommentere mit indlæg. Det er ikke min hensigt at fordømme nogen – det kommer der ikke meget grøn omstilling ud af. Jeg vil tværtimod gerne i dialog, og jeg svarer derfor også gerne selv på spørgsmål om mine holdninger og valg. Nu til spørgsmålene.

1. Hvad vil du svare dine børnebørn, når de spørger: ’Hvad gjorde DU så?’
Uanset om vi lykkes med den grønne omstilling eller ej, så er det tydeligt, at vi i disse år står ved en skillevej: Vil vi fortsætte som hidtil, vel vidende hvilke konsekvenser det kan have? Eller vil vi ændre kursen? Uanset hvad må mange af os forvente at blive spurgt i fremtiden: ”Med al den viden du havde, hvad gjorde du så, bedstefar/mor?” Lidt på samme måde som vi spørger vores forældre/bedsteforældre om, hvad de gjorde under besættelsen i 1940-1945. Dog med den betydelige forskel, at det ikke er med livet som indsats at gøre noget i forhold til den grønne omstilling. Det kræver bare, at man stemmer og forbruger anderledes. Så hvad vil du sige? Vil du som vores klimaminister sige, ”Jeg er nok ikke personen, der tænker på, hvad der skal ske i Danmark om 100 år”?

 

Uanset hvad må mange af os forvente at blive spurgt i fremtiden: ”Med al den viden du havde, hvad gjorde du så, bedstefar/mor?” Lidt på samme måde som vi spørger vores forældre/bedsteforældre om, hvad de gjorde under besættelsen i 1940-1945. Dog med den betydelige forskel, at det ikke er med livet som indsats
_______

 

2. Lader du dine børn smide affald på gaden?
Når klima-fodslæbere afviser handling, er det ofte med begrundelsen om, at det ikke nytter noget, at vi gør noget i Danmark, hvis ikke andre gør det samme. Omvendt kunne man spørge: ”Opdrager du ikke dine børn til at lade være med at smide skrald på gaden, selvom andre måtte gøre det?” Det tror jeg, de fleste mennesker gør, ud fra en basal betragtning af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Nogen vil sige at det jo lidt er gratis fordi det er så nemt at gøre det rigtige her, selvom mange andre ikke gør det. Jeg vil derfor igen minde om besættelsen, hvor nogen gjorde modstand, selvom det var meget usikkert om det ville lykkes. Klima-fodslæberne ved i øvrigt godt, at havet består af dråber. Hvis alle handlede som ansvarlige borgere, ville det være perfekt (se også Peter Bjerregaards fremragende Ræson-kommentar om dette).

3. Hvorfor er det egentlig, at BNP-vækst er en forudsætning for grøn omstilling?
Da de 301 danske forskere kom med et klimaopråb tidligere på året og kritiserede den nuværende vækst-fetichisme, var svaret fra mange klima-fodslæbere, at ”hele forudsætningen for, at der er overskud til at investere i grønne løsninger, er, at der er økonomisk vækst”. Og hvorfor så det, vil jeg gerne spørge? Hvorfor kan vi ikke bruge noget af vores eksisterende rigdom anderledes? Det behøver ikke engang være så meget som mange tror: Det Økonomiske Råds formandskab har fx vurderet, at omstilling til fossilfrihed i 2050 vil koste 0,2 pct. BNP-vækst. Ikke om året. Men i alt frem til 2050. Det svarer til 4 måneders økonomisk vækst med den nuværende prognose. Og med de velkendte prognoseusikkerheder, så er det reelt set ingenting.

Derudover siger klima-fodslæberne typisk: ”Men hvorfor er du imod fremskridt? Skal vi alle bo i jordhuler?” Nej, selvfølgelig ikke. For BNP-vækst og fremskridt/værdiskabelse er ikke det samme, hvilket flere økonomer i de senere år har forsøgt at få politikerne til at forstå (se fx indlægget af Mariana Mazzucato her). Jørgen Steen Nielsen sagde det også på vanlig vis så glimrende i Information: ”Forskernes pointe er ikke, at væksten skal bekæmpes. Pointen er, at spørgsmålet om vækst eller ikke-vækst er sekundært. Vi skal tale om og styre efter, hvad der er vigtigt for bæredygtigheden, sundheden, den menneskelige trivsel etc. Efterfølgende vil det vise sig, om efterstræbelsen af disse samfundsmål udløser vækst eller ej.” Økonomen Kate Raworth beskriver i bogen ’Doughnut Economics’, at vi har brug for et økonomisk system som er agnostisk mht. vækst. Dvs. en samfundsmodel hvor det fx ikke opfattes som negativt, hvis den økonomiske aktivitet faldt som følgende af, at man havde opfundet en ren og næsten gratis energikilde som gjorde at folk og samfundet i det hele taget behøvede at bruge færre ressourcer. Alternativets udspil om de 3 bundlinjer viser en mulig vej hertil.

 

Vi har brug for et økonomisk system som er agnostisk mht. vækst. Dvs. en samfundsmodel hvor det fx ikke opfattes som negativt, hvis den økonomiske aktivitet faldt som følgende af, at man havde opfundet en ren og næsten gratis energikilde
_______

 

Indtil vi når dertil, så er det bydende nødvendigt, at vi løbende mindsker emissionerne fra vores aktiviteter (afspejlet i BNP) hurtigere end vores BNP måtte vokse. I de senere år er det faktisk gået den modsatte vej.

4. Hvad er det værste, der kunne ske ved, at vi omstillede for hurtigt eller uden grund?
På nettet florerer en fremragende tegning, hvor en klimaforsker forklarer, hvordan vi med grøn omstilling vil få energiuafhængighed, ren luft og vand, bevare regnskovene, etc. En tilhører rejser sig og siger: ”Men hvad nu hvis det er et stort svindelnummer og vi skaber en bedre verden uden grund?”. Klima-fodslæberne anfægter typisk ikke, at en verden med et grønt energi- og transportsystem, et landbrug med mindre miljøaftryk, etc. vil være en bedre verden uanset om andre lande følger trop. Ofte fremføres det dog, at vi skal passe på ikke at gøre det for dyrt og for hurtigt. Hvorfor egentlig? Som beskrevet ovenfor er det peanuts der skal til, også selvom vi skulle vælge at gøre det hurtigere end 2050.

5. Hvor mange kopper kaffe må den grønne omstilling koste?
Jeg undrer mig over mennesker, som afviser at købe en elbil, fordi rækkevidden af elbilen gør at de måske engang hver anden måned skal bruge 2 x 25 minutter på at lade den op på turen til familiebesøg. Mennesker som samtidig bruger masser af tid på sociale medier, Netflix og sport (ting som man i øvrigt snildt kan gøre, mens man lader). Hvis det ikke er på grund af besværet, så er det ekstraomkostningerne ved det grønne valg, som folk stejler over. Det er selvfølgelig bagvendt, at det grønne valg ofte er det dyreste og det skal vi have lavet om på, eksempelvis med et helt anderledes bilafgiftssystem som foreslået af CONCITO. Men indtil da kan det nytte noget, hvis nogen gør en ekstra indsats. Jeg ved godt, at ikke alle har økonomisk mulighed for det, men mange har. Så hvor meget tid og penge må den grønne omstilling koste? Én kop kaffe (inkl. ventetid) på Starbucks per uge? Måske endda 2? De ovenfor nævnte 0,2 pct. BNP-stigning svarer til at hver indbygger i 2050 ’går glip’ af gennemsnitligt ca. 550 kr.

 

Det er selvfølgelig bagvendt, at det grønne valg ofte er det dyreste og det skal vi have lavet om på […] Men indtil da kan det nytte noget, hvis nogen gør en ekstra indsats
_______

 

Til at begynde med behøver det slet ikke at koste noget. Du kan bare skrue ned for kødet og op for grøntsagerne. Det er godt for din økonomi, dit helbred og klimaet.

Lad mig slutte af med at understrege, at jeg er er klar over, at mine spørgsmål både rammer ind i ting, som den enkelte er herre over, og ting, som kræver en større systemændring. Jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. Som Jørgen Steen Nielsen skrev i bogen ’En lille guide til overlevelse’:

”Det er derfor, det ikke er tilstrækkeligt at tale om at forbruge sig grøn – vi er nødt til at ændre nogle indgroede mønstre og vaner. Dertil er der både brug for personlig indsats og for politik.
En vekselvirkning med andre ord. Vi skal ikke reduceres fra borgere til forbrugere. Men heller ikke overlade alt til formynderstaten, der bare skaber ansvarsforflygtigelse. Den enkle sammenhæng er den, at gør vi selv det rette, vover også politikerne at tage dristigere skridt.” ■

Søren Have (f. 1970) er konsulent og stillede op til kommunalvalget for Alternativet på Frederiksberg i 2017. Søren Have har været engageret i klimadebatten siden 2011 og er særligt en stærk fortaler for grøn omstilling af transportsektoren. ILLUSTRATION: Kraftværk