Peter Lauritsen Selv hvis man mener, at regeringens udlændingepolitik er nødvendig, burde man væmmes ved det perspektiv, der betragter andre menneskers ulykke som en sejr

Peter Lauritsen Selv hvis man mener, at regeringens udlændingepolitik er nødvendig, burde man væmmes ved det perspektiv, der betragter andre menneskers ulykke som en sejr

19.05.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Kommentar af Peter Lauritsen

FORNYLIG varslede integrationsminister Inger Støjbergs spindoktor, Mark Thorsen, endnu en udlændingestramning. På Twitter skrev han: ”I dag blev udvisningsreglerne strammet yderligere. Der er nu gennemført 76 stramninger siden valget”. Det handlede egentligt om kriminelle udlændinges muligheder for at få statsborgerskab, men det centrale budskab, Thorsen ønskede at kommunikere, var altså blot, at der var foretaget en stramning. Dermed er den lille hændelse en fin illustration af formålet med dansk udlændingepolitik: Det gælder om at stramme. Og kun det. Stramningen er et mål i sig selv. At det forholder sig sådan, kan man overbevise sig om ved et kig på integrationsministeriets hjemmeside. Her findes en tæller, der nidkært dokumenterer, hvor mange udlændingestramninger regeringen har gennemført. Og som Thorsen nævner, står den i skrivende stund på 76. Da den stod på 50 gav integrationsministeren kage.

 

Ingen synes, at de mennesker, det går ud over, har fortjent en ordentlig begrundelse for, at deres liv bliver ødelagt

_______

 

DET ER KLART, at man kan have forskellige opfattelser af, hvilken udlændingepolitik vi skal have. Men at være stolt over, ja endda reklamere med, hvor mange stramninger man har gennemført, er noget andet. For udlændingepolitikken har direkte konsekvenser for mennesker i nød. Hver gang tælleren skifter til et højere tal, går det ud over nogen. Børn, som ikke kan være sammen med deres forældre. Familier, der rådner op i lejre. Mennesker, der lever i og bidrager til Danmark, som bliver udvist.

Alle disse skæbner, som politikken handler om, forsvinder i fejringen af, at tallet stiger. Ingen gør sig umage med at forklare, hvorfor stramningerne er nødvendige. Ingen synes, at de mennesker, det går ud over, har fortjent en ordentlig begrundelse for, at deres liv bliver ødelagt. Støjberg og alle hendes meningsfæller ser på tælleren, nyder kagen og bekymrer sig ikke et sekund om, at vi er gået etisk fallit. Selv hvis man mener, at regeringens udlændingepolitik er nødvendig, burde man væmmes ved det perspektiv, der betragter andre menneskers ulykke som en sejr. Tænk at vi ikke engang kan blive enige om det.

Og det etiske problem bliver kun større. Tællerens logik: Hvis bare tallet stiger, er udlændingepolitikken en succes. Netop det støttes af et stort flertal i Folketinget, og selvom der findes en opposition, er den efterhånden reduceret til en lille skare. Socialdemokratiet, der engang hyldede solidariteten, og gjorde en dyd ud af at tage hånd om de svage, løber forrest for at komme først med nye stramninger. Og selv SF ser ud til at gør sig klar til den mørke vandring i socialdemokraternes fodspor.

 

Socialdemokratiet, der engang hyldede solidariteten, og gjorde en dyd ud af at tage hånd om de svage, løber forrest for at komme først med nye stramninger. Og selv SF ser ud til at gør sig klar til den mørke vandring i socialdemokraternes fodspor

_______

 

I DENNE SITUATION er det svært at se, hvornår det stopper. Hvornår er det, vi skal diskutere, hvilket land vi kommer til at leve i, når tælleren står på 200? Er vi så stadig glade? Kræver vi stadig, at tallet vokser? Allerede i dag er der børn, der får frataget deres barndom. Allerede i dag går vi til kanten af de internationale konventioner. Allerede i dag tager vi friheden fra andre mennesker. Og tælleren står kun på 76. Kan vi overhovedet genkende os selv, kan vi se os selv i øjnene, når den om nogle år rammer 200? Hvornår er det, at et politisk flertal forlader tællerens logik?

Hvis ikke, vi kommer ind i et andet spor, ender det helt galt. Det viser historien, og vi kender den allesammen.

Men Integrationsministeriets tæller er ikke kun et udtryk for et humanistisk forfald, den er også et direkte bevis på, at både udlændingepolitik og -debat er blevet drænet for enhver nuance. For ifølge tællernes logik kan der kun ske to ting: Enten kan politikken gå benhårdt efter stramninger og så stiger tallet. Eller også kan den være lempelig og så falder det.

Og det er så den logik, de fleste følger. Selv medierne og de politiske kommentatorer bruger tælleren som måleenhed: hun vil stramme, og han vil lempe. Og når først æggehovederne har puttet en politiker i den ene eller den anden kasse, kan de hektisk interessere sig for, om ”en strammer” og ”en lemper” kan gå i regering med hinanden. For hvad vil der så ske med tallet på tælleren? Vil det gå op, eller vil det gå ned?

Det er virkelig en fattig måde at diskutere politik på. Hvad skete der med ambitionerne om, at politik skulle løse problemer i den virkelige verden? Skal vi kun gå op i stramninger eller lempelser – eller skulle vi gøre noget ved de komplekse problemer relateret til fx social kontrol? Og hvad kunne vi mon gøre for de mennesker, der bor i landet, men ikke synes, de hører til? Hvad skete der med ganske almindelige menneskers håb og frygt? Er det ikke det, politik drejer sig om, og er det ikke det kritiske medier og kommentatorer burde stille politikerne til ansvar for?

Men det er ikke det, der sker. I stedet er udlændingepolitikken blevet reduceret til et tal på en hjemmeside – og selvom tallet nemt lader sig kommunikere, så løser det ingenting. I stedet låser det os fast i en frugtesløs debat med et skræmmende perspektiv. ■

 

Hvad skete der med ganske almindelige menneskers håb og frygt? Er det ikke det, politik drejer sig om, og er det ikke det kritiske medier og kommentatorer burde stille politikerne til ansvar for?


_______

 

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

ILLUSTRATION: Inger Støjberg under besøg i Tingbjerg [foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2018/Scanpix]